Frederik Stjernfelt
Det er galt nok at mere end sekshundrede personer, mest piger, blev begramset, chikaneret og berøvet. Det er også galt nok, at gerningsmændene efter alt at dømme ikke bare var unge mænd, men indvandrere og asylansøgere, mange af dem marokkanere og algeriere, der måske udgiver sig for syriske flygtninge, og som agerede i flok.
Alt det er vi blevet klar over. Men der er et endnu dybere problem.
Det er den mørklægning der efterhånden er blevet afdækket. Først lød kølner politiets rapport, at nytårsaften var uden problemer. Først da lokalpressens internetudgaver flød over af så mange beretninger fra aftenen, at de ikke længere kunne afskrives, begyndte den etablerede presse så småt røre ved sagen. Det viste sig så, at politiet på stedet meget vel var klar over problemet, og at det tydeligt fremgik af deres interne rapporter. Højerestående instanser i politiet foretog så en filtrering af informationen, så offentligheden ikke blev alarmeret. Det førte forståeligt nok til politichefens afgang.
Men kort efter sprang sagen over til Sverige. Allerede i august 2015 havde man haft helt parallelle problemer som i Köln – ved kulturfestivalen ”Sthlm 2015” – hvor også omkring 100 mænd – mest såkaldt ”enlige flygtningebørn” – havde chikaneret et stort antal piger, der havde meldt det til politiet. Også her havde politiet fortiet begivenhederne – og modsat i Tyskland havde man her en presse, der var indstillet på at bistå ved mørklægningen, så intet kom frem før nu. Det der så viser sig, er endnu alvorligere end i Køln.
Det stockholmske politi havde decideret vedtaget et regelsæt om, at når man informerede offentligheden om kriminalitet, skulle man udelade ”signalementsuppgifter som längd, hudfärg, etniskt ursprung eller nationalitet med mera.” Politiet ville angiveligt ikke kunne angribes for racisme – en anklage der hænger løst i broderlandet. Politichef Peter Ågren argumenterede i den diskussion, der brød frem: ”Vi vågar ibland inte säga som det är för att vi tror att det spelar Sverigedemokraterna i händerna.” (vi vover ofte ikke at sige det som det er, fordi vi tror det går Sverigedemokraternas ærinde). Lidt senere kom det frem, at også Stockholms kommune havde siddet tungt på informationerne om de dystre begivenheder på festivalen. I interne skrivelser til de ansatte bad man dem om ”ikke at overreagere” på pigernes anmeldelser, fordi det ville kunne skade den årlige festival. Det blev afsløret af stockholmerbladet Dagens Nyheter. Kort efter kom det så frem, at denne avis selv havde deltaget i mørklægningen – både et vidne til overgrebene og en politimand, der var til stede ved festivalen, havde kontaktet en journalist, der var meget interesseret – lige til hun hørte om gerningsmændenes etnicitet. Så blev der ikke ringet tilbage. Nu siger journalisten, at hun fik kontraordre af sin chef: “Stockholmsdelens redaktör tog över caset och hon ansåg att detta var SD-fabrikationer” (Stockholmredaktøren overtog sagen, og hun mente at oplysningerne var falsknerier begået af Sverigedemokraterna).
Herhjemme har vi længe kendt til filtrering af samme slags, og et blad som Politiken har gjort en decideret dyd af at skjule gerningsmænds etniske baggrund. Det er ikke nødvendigvis et principielt problem – så længe andre medier har frihed til at fortælle sandheden, så må Politiken jo skåne sine sensible læsere. Men det er noget ganske, ganske andet, når filtreringen bliver mere eller mindre explicit politik i offentlige institutioner. Havde vi en smagsprøve, da skoleinspektør Lise Egholm for et par år siden fortalte om antisemitismen hos sine muslimske elever på Nørrebro – for kort efter at trække udsagnet tilbage efter ”et par gode snakke” med kommunalforvaltningens pressechef?
Problemet ved statslig og kommunal fortielse er naturligvis, at hvis alle gør som ledelsen dikterer, så er der ingen alternativ informationskilde. Det får katastrofale konsekvenser. For det første begynder borgerne at betvivle den offentlige administration: hvis man med overlæg kan lyve i én sag, hvorfor så ikke i andre? Det fører let til galopperende konspirationsteorier. Det kan også meget let gå ud over de ”udsatte grupper”, man egentlig vil beskytte. Folk er jo ikke så dumme, som embedsværket måske tror – så inden længe vil folk vide, at når de hører om en gerningsmand uden etnicitet, så er det helt sikkert en indvandrer. Det kan reelt få folk til at tro, at problemet er værre end det er.
Men endnu dybere nede ligger den værste konsekvens af det hele. Som den gamle britiske marxist Brendan O'Neill fornylig påpegede, så viser det en dyb og voksende nihilisme i de vestlige samfund og stater. Alt for mange tror ikke længere på oplysningens centrale principper – at vi på basis af vores bedste viden og fri offentlig diskussion kan nå frem til politisk at påvirke udviklingen i en ønskelig retning. Det svenske embedsværk mener reelt, at der er informationer, som demokrati og fri diskussion ikke er modent til at behandle. De mener, at deres opgave er ”ikke at sige det som det er” – at skjule realiteten for et folk man ikke kan stole på. De mener, at embedsværkets politik skal beskyttes mod fri demokratisk debat.
Er der noget at sige til, at indvandrere kan have svært ved at forstå demokrati og frihed, hvis vores egne statsapparater ikke længere tror på det?