Af Søren K. Villemoes og Troels Heeger, 03-04-2010
Da Fri Debat fornylig valgte at gå sammen med Trykkefrihedsselskabet om at anbefale en fjernelse af blasfemi- og racismeparagrafferne gennem en underskriftsindsamling, vidste vi udmærket, at det ville vække harme i visse kredse. Mange ville automatisk forstå det som om, at vi nu bekendte kulør og afslørede, at vi i virkeligheden er endnu en organisation, hvis formål er at rakke ned på muslimer og lufte hadske vendinger om dem. Alene det at ses i samme lokale som nogen fra Trykkefrihedsselskabet er nok til at falde i unåde hos de mere moralistiske dele af venstrefløjen.
Det er et ret banalt fænomen, der kendes som 'guilt by association': I stedet for argumenter er det lettere at smide folk i bås med nogen, som man allerede har vedtaget er nogle værre nogen. Vi vidste udmærket at dette ville ske, men vi var pænt ligeglade. For Fri Debat er netop oprettet med det formål at bekæmpe den forfærdelige tendens til 'guilt by association', der præger hele ytringsfrihedsdebatten. Nogle mennesker vil hellere slå halsbrækkende kolbøtter på sig selv end at anerkende, at der i disse år er et vældigt pres mod ytringsfriheden specielt fra islamister (men ikke alene!), da de i så tilfælde vil blive associeret med Flemming Rose - hvilket for mange er det værst tænkelige scenarie.
Af William Jansen, 02-04-2010
Stop Islamiseringen Af Danmark (SIAD) er en forening, som har til formål at... Det giver vist sig selv.
SIAD har sine fejl og mangler, bl.a. kan nævnes deres hysteriske undergangs-retorik, som kulminerede i en artikelserie om "basis i biointensiv havebrug", hvis præmis synes at være at vores samfunds totale sammenbrud er nært foranstående. Desuden offentliggøres SIAD-kritiske bloggeres billede, adresse og telefonnummer på deres hjemmeside. SIAD har dog et enkelt dybt charmerende træk; de spiller på hele den demokratiske bane. De samler underskrifter ind, så de kan blive opstillingsberettiget til folketingsvalg, de skriver debat-indlæg og de demonstrerer fredeligt. Når de altså kan få lov til det...
Af Fri Debat og Trykkefrihedsselskabet, 30-03-2010
Fri Debat og Trykkefrihedsselskabet opfordrer i fællesskab til afskaffelse af blasfemi- og racismeparagraffen i straffeloven.
Ytringsfriheden er selve fundamentet under det liberale demokrati. Alligevel kriminaliserer straffelovens § 140 og § 266b hhv. såkaldte blasfemiske og racistiske ytringer. Vi opfordrer Folketinget til at styrke ytringsfriheden ved at ophæve straffelovens § 140 og § 266b. Blasfemiparagraffen repræsenterer den værste arv fra tiden før oplysningen og grundloven, dengang staten undertrykte religionskritik og straffede alle, hvis opfattelse afveg fra statskirkens dogmer.
Kirkeordinansen fra 1537 påbød således streng religiøs censur. En kongelig reces fra 1569 - de såkaldte fremmedartikler - fastslog, at kongen skulle straffe gudsbespottere, og Danske Lov fra 1683 fastsatte en barbarisk dødsstraf for blasfemi.
Helt op i 1700-tallet blev danske borgere udsat for korporlige straffe for at spotte religionen. I dag er blasfemibestemmelsen ikke længere et undertrykkende redskab i den danske statsmagts hænder.
Læs mere på jp.dk.
Skriv under og deltag i underskriftsindsamlingen.
Af Jacob Mchangama, 25-03-2010
Censurlovgivningen før 1770
Bogtrykkerkunsten kom til Danmark i slutningen af 1400-tallet. I 1493 udkom en latinsk skolebog trykt af en Københavnsk bogtrykker som den første i Danmark, og i 1495 kom så den første trykte bog på dansk.1 Med bogtrykkerkunstens udbredelse og ikke mindst reformationen i Europa omkring 1517 fulgte en systematisk bogcensur.2 Ironisk nok blev Bibelen den første bog i Danmark, som blev udsat for censur, da biskopperne i 1524 udsendte et forbud mod at oversætte Bibelen samt at læse sådanne oversættelser.3
Af Frederik Stjernfelt, 20-03-2010
Interview: Thierry Chervel
Et af de stærkeste internetmagasiner fylder 10 år. Her føres en fri debat om de væsentligste emner i traditionen fra den europæiske oplysningstid.
BERLIN - Mange europæiske avis- og magasinlæsere og bogorme kender efterhånden den tyske hjemmeside perlentaucher.de - eller dens engelsksprogede aflægger signandsight.com. Det stærke ved konceptet er, at det leverer aktuel europæisk kultur i en suppeterning. Den oprindelige idé var at gennemlæse de store tyske avisers kulturtillæg - de såkaldte Feuilletons - hver dag, og resumere de afgørende artikler med links til de oprindelige tekster. Det blev snart suppleret med daglige resumeer af boganmeldelser fra aviserne - ligesom perlentaucher.de efterhånden også tiltrak originalartikler og debatter. I stort omfang er det således et meta-magasin - der består af informationer om, hvor man kan finde perler i andre magasiner. Inden længe kunne perlentaucher.de kalde sig Tysklands førende kulturmagasin, og i 2003 modtog man medieprisen Adolf Grimme Online Award.
Af Jacob Mchangama, 19-03-2010
12. marts 2010 var ”verdensdag mod internetcensur”, som markerede, at kampen for ytrings- og informationsfrihed for alvor er rykket ind på den digitale bane. Ytringsfrihedsorganisationen Reporters Sans Frontiérs kunne offentliggøre en rapport over verdens værste ”internetfjender” med lande som Saudi Arabien, Kina, Cuba, Egypten, Iran og Vietnam, hvor bloggere arresteres, internetsider blokeres og online aktiviteter overvåges. I den totalitære stats optik er det naturligt, at internettet censureres. Internettet med blogs og sociale tjenester som Youtube, Twitter og Facebook giver en førhen umulig adgang til øjeblikkeligt at informere medborgere og omverdenen om de uhyrligheder, der foregår i sådanne lande. Det truer den totalitære stats nyheds- og informationsmonopol, der er afgørende for at holde protester og dissens nede.
Af Troels Heeger og Søren K. Villemoes, 18-03-2010
Omstændighederne, der omgærder Politikens forlig med den saudiske advokat Yamani, er så indlysende absurde, at en række af avisens og forligets forsvarere efterhånden er blevet tvunget ud i en omgang strabadserende intellektuel rygsvømning, som finder sted i en tilsyneladende uophørlig strøm af unøjagtigheder, løgn og selvfornægtelser.
Men faktisk var der en tid, hvor Politiken ikke var blevet kørt permanent rundtosset af de sørgeligt selvovervurderende ambitioner om at være oppositionens åndelige hoforgan.
Ja, faktisk var der også engang, hvor selveste Tøger Seidenfaden uden at se Pia Kjærsgaards smilende ansigt for sit indre blik entydigt kunne tage stilling for solide og prisværdige oplysningsidealer som pressefrihed og ytringsfrihed.
Af Frederik Stjernfelt, 16-03-2010
En spektakulær retsstrid mellem kiropraktorer og en videnskabsjournalist kan underminere Storbritanniens tvivlsomme injurielovgivning.
De seneste fire-fem år har London været mål for libel tourism - injurieturisme. Folk fra nær og fjern anlægger injuriesag ved britiske domstole, fordi britisk lov og retstradition er meget fordelagtig for den, der føler sig krænket, og antallet af injuriesager stiger og stiger. I praksis ligger bevisbyrden hos den anklagede - hvilket styrkes af den voksende praksis med No Win - No Fee blandt britiske advokater. Hvis sagen tabes, betaler sagsøger intet honorar - hvis den vindes, betales dobbelt, men så har vinderen jo erstatningen at betale med.
Hertil kommer, at fortolkningen af, hvorvidt der er sket skade, inden for britisk jurisdiktion er yderst vid. Således har den saudiske rigmand Khalid bin Mahfouz 33 gange lagt sag an eller truet med det imod folk, der hævder, at han finansierer terrorisme. En af sagerne var imod den amerikanske statsborger Rachel Ehrenfeld - med den begrundelse, at 20 eksemplarer af hendes bog Funding Evil var blevet solgt i England, og at udtog fra bogen var globalt tilgængelige på nettet. Det fik den amerikanske delstat New York til at vedtage en lov vendt imod den britiske, der beskytter borgere i staten imod anklager for injurier, der ikke er gyldige efter amerikansk lov.
I forbindelse med “den norske Muhammed-krise” fravalgte den danske presse at genoptrykke den Muhammed-karikatur, som var krisens omdrejningspunkt. Det blev vurderet, at tegningen ikke havde journalistisk relevans for historien om reaktionerne på tegningen.
Organization of The Islamic Conference (OIC) er en interesseorganisation, som i FN-regi kæmper for at begrænse ytringsfriheden, nærmere bestemt retten til at begå religionskritik. OIC mener tilsyneladende at tegningen har journalistisk relevans for dækningen af “den norske Muhammed-krise”. På side 8 af OIC's rapport for februar 2010 har man valgt at genoptrykke karikaturen af Muhammed som en gris, der skriver i Koranen.
Af Klaus Rothstein, 14-03-2010
Det er forbudt at producere og publicere porno med børn i Danmark – og der er vel almindelig enighed om, at denne begrænsning i ytringsfriheden er nødvendig for at beskytte børn for at blive misbrugt til svineriet. Men hvad med den såkaldt animerede børneporno, altså de fiktive billeder der er fremstillet på computer uden at virkelige børn er involveret?
Som det eneste skandinaviske land tillader Danmark denne form for billedpornografi, fordi der ikke er nogen virkelige ofre, mens de andre lande forbyder den udfra den antagelse, at fiktiv børneporno er med til at retfærdiggøre sex med børn og give pædofile en forestilling om, at deres seksualitet er legitim. Animeret børneporno kan altså føre reel børneporno og sexkrænkelser med sig, og derfor har Socialdemokraterne med opbakning fra Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti netop fremlagt et beslutningsforslag i folketinget om forbud.
Af William Jansen, 13-03-2010
FriDebat.nu har været oppe at køre i lidt over en månede. I den periode har vi kritiseret imperialistiske islamister, knæfaldende redaktører, autonome og højreradikale. Vi har svunget os op til et forsvar for den almindelige internet-bruger, den kurdiske befolkning i Tyrkiet, og så kontroversielle størrelser som burkaen, Margrethe Monika Hansen og Kim Møller. Det har været sjovt at forsvare ytringsfriheden.
Nu er det ikke sjovt længere...
Pedro Varela er en ubehagelig mand. Han er tidligere præsident for den spanske, ny-nazistiske forening CEDADE. Han ejer en boghandel i Barcelona, som mestendels distribuerer nazistisk og racistisk materiale. Varela har benægtet holocaust i perfide vendinger, og beskyldt jøderne for at stå bag hver eneste af verdens dårligdomme. Han har tillige “forudset” at blandingen af sorte og hvide vil føre til den vestlige civilisations undergang. Pedro Varela er en mand, som ingen har lyst til at forsvare. Men nogen skal jo gøre det...
Side 10 ud af 16