Georg Metz (
Fri Debats andet arrangement i tirsdags handlede om injurieturisme. Et fænomen som de færreste danskere var bekendt med, indtil vi pludselig kunne se Politikens Tøger Seidenfaden ruske hånd med en suspekt saudisk advokat og erklære, at der var indgået forlig mellem avisen og 95.000 påståede efterkommere af profeten Muhammed. De fleste undrede sig. Forlig? Om hvad? Hvem er disse efterkommere? Og til sidst strandede de fleste på det mystiske spørgsmål: Hvordan? Hvordan i alverden kunne en saudisk advokat anlægge en injuriesag mod en dansk avis? Kunne det overhovedet lade sig gøre? Det sørgelige svar, som de færreste kendte dengang, var 'ja, det kan det'. Det viste sig, at vi har at gøre med et stigende problem, der kan få vidtrækkende betydning for vores presse- og ytringsfrihed.
En anerkendelse af det armenske folkemord handler ikke blot om, at Tyrkiet skal vedstå sig sin historiske forpligtelse og stå ved fortidens dystre side. Det leder også hen mod en anerkendelse af ytringsfriheden og dens mange former. Så længe man i 2010 ikke kan kritisere faktuelle hændelser bør det vække stor bekymring. Også i Danmark, skriver kronikøren. 
Lars Hedegaard skrev i en kronik i Berlingske Tidende, at han ikke kan huske, at kristne har meldt nogen til politiet for forhånelse af deres religion. Fri Debats Jacob Mchangama hjælper ham her med hukommelsen - som da Arne Melchior fik fjernet Jens Jørgen Thorsens billede af Jesus med erigeret lem, fordi det var blasfemisk og grundlovsstridigt.I en kronik 18. april uddyber Lars Hedegaard baggrunden for Trykkefrihedsselskabets og Fri Debats initiativ om at få ophævet blasfemi- og racismeparagrafferne. Lars Hedegaard skriver blandt andet, at når det gælder blasfemiparagraffen er det »jo islam, vi taler om. Jeg har endnu ikke hørt nogen kristen, buddhist, hindu, jøde, jain eller asa-troende melde nogen til politiet for forhånelse af deres religion.«
Det overrasker næppe nogen, at Trykkefrihedsselskabets primære motivation for den fælles kampagne er vendt mod islam. Men Lars Hedegaard tager ganske enkelt fejl, når han reducerer krav om blasfemilovgivning til et muslimsk problem. Nok er der et massivt religiøst pres på ytringsfriheden fra muslimske kredse - bl.a. med OIC-landenes FN-kampagne om forbud mod religionskrænkelse og muslimske organisationers sagsanlæg mod danske aviser. Men der er desværre masser af eksempler på, at også kristne ønsker forbud blasfemi.
Læs mere på berlingske.dk.
In Ireland seven people are arrested over an alleged plot to kill Swedish cartoonist Lars Vilks who had depicted the Prophet Muhammad with the body of a dog in the newspaper Nerikes Allehanda. In Aarhus, a Somalian axeman tries to hack down Kurt Westergaard, the most controversial of the Jyllands-Posten cartoonists. In London, Faisal Yamani, a Saudi lawyer threatens to use Britain’s notorious libel law to sue ten Danish newspapers that published those cartoons in the name of all 95,000 ‘descendants of Mohammed’.
Det burde i og for sig være en enkel sag at fastslå alle menneskers lige ret til at udtale og udtrykke sig, som de har lyst – på skrift, i tale, i kunst, medier, musik, osv. Det er et grundlæggende princip om gensidighed - som Salman Rushdie siger: "Det er simpelt at enes om, at hvis den ene må sige “Gud findes”, så må den anden også sige “Gud findes ikke”; at hvis den ene må sige “Jeg hader denne bog”, så må den anden også sige “Men jeg kan vældig godt lide den.” 
Hvorfor afskaffer man dog ikke de to såkaldte krænkelsesparagraffer, der alligevel ikke er andet end en lovfæstet vedtagelse af, at nogle grupper er mere nærtagende end andre?
Af Mie Harder, 13-04-2010
Fra at være noget privat, som vi hver især praktiserer af høflighed, for at gøre karriere eller score en partner, så er selvcensur nu blevet noget, vi alle gør sammen – med åbne øjne. Men Lars Løkke udsættes stadig for nådesløse satiriske tegninger – uden udsigt til undskyldning for krænkelser.