Af Jacob Mchangama, 02-11-2010
I sidste uge holdt Fri Debat en konference om ytringsfrihed i Mellemøsten og Nordafrika sammen med bl.a. den amerikanske NGO Freedom House. Til konferencen var der inviteret en række journalister, karikaturtegnere, bloggere og menneskerettighedsaktivister fra lande som Egypten, Tunesien, Jordan, Algeriet, Yemen og Libanon.
På konferencen diskuterede deltagerne ytringsfrihed med en række danske og europæiske eksperter og mediefolk. I en arabisk optik var de mest interessante emner, hvordan marginaliserede tilhængere af frihed og demokrati kan udvide rammerne for kritik af de styrer, der dagligt udsætter dem og resten af befolkningen for hårdhændet censur og intimidering. Adskillelige af deltagerne har været i karambolage med myndighederne i deres respektive lande. Flere af konferencens sekulære demokratiforkæmpere berettede om, at de er fanget mellem autoritære regimer på den ene side og islamister på den anden. De autoritære regimer søger at tæmme islamisterne ved at spille religionskortet og påtage sig rollen som religionens vogter, hvorfor både styrerne og islamisterne slår ned på sekulære demokrater. Også regionens kristne kan dog være med på løjerne som i Libanon, hvor landets kristne minoritet har sørget for censur af tv-udsendelser, der udfordrer kristne dogmer. Der blev rettet en ofte hård kritik mod Vesten for at holde hånden over regionens autoritære regimer, og hvad der bliver opfattet som hyklerisk snak om respekt for ytringsfrihed og demokrati, men som alt for ofte ikke bliver til andet end tomme ord. Der kan næppe være megen tvivl om, at der er mere fremtid i at støtte Mellemøsten og Nordafrikas dissidenter end at tage til Egypten og give halve undskyldninger til imamer og autokrater.
Læs mere på Mchangamas blog Retsstaten.
Af Frederik Stjernfelt, 20-10-2010
For et par år siden var jeg til en reception i det københavnske kulturliv og stod og hang sammen med en af dagbladet Politikens skribenter, en både dygtig og hyggelig person. Talen faldt på de evindelige Muhammed-karikaturer - og pludselig trak Politikenskribenten mig i ærmet og sænkede stemmen: »Du er godt klar over, hvem Flemming Rose i virkeligheden er, ikke?« Det var jeg ikke. »Han er jo forbundet med et netværk af extremt højreorienterede kræfter i USA, og alt tyder på, han er betalt af CIA.« Nu kender jeg ikke Flemming Rose, men var alligevel overrasket over denne skråsikre placering af ham i hjertet af en konspirationsteori, der vist ikke er den eneste af slagsen med ham i centrum.
Nu kan man så få hans egen version. Omsider, kan man sige - mange andre, inklusive undertegnede, har kloget sig på sagen, så det har virket sært, at en af dens absolutte hovedpersoner ikke har været på banen. Resultatet er en fantastisk, men også mærkværdig bog.
Af Jacob Mchangama, 13-10-2010
Jyllands-Posten offentliggør i dag en meningsmåling, der viser, at 69 % af den danske befolkning går ind for at bevare racismeparagraffen. Det er et flertal, der er til at tage og føle på. Men spørgsmålet er, om befolkningen tager stilling til denne bestemmelse på et oplyst grundlag.
For det første er det værd at bemærke, at JP har stillet følgende spørgsmål “mener du, at racismeparagraffen skal bevares eller afskaffes?”. Eftersom racismeparagraffen er bestemmelsens almindelige kaldenavn, kan JP vel ikke klandres for udformningen af spørgsmålet. Men “racismeparagraffen” er en værdiladet og i høj grad misvisende betegnelse for straffelovens §266b, som lyder som følger: “Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelser eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år”. Paragraffen rammer således ikke bare racisme, og man kan udmærket blive dømt for overtrædelse af §266b uden at have fremsat egentlige racistiske udtalelser. Racismeparagraffen skulle snarere kaldes for krænkelsesparagraffen, fordi den i bund og grund handler om at straffe mennesker, der har holdninger, der krænker andres. Danskerne som flest er heldigvis instinktivt negativt indstillede overfor egentlig racisme, men det er altså ikke (kun) det, §266b handler om, og hvis det var almen viden, ville tallene muligvis se anderledes ud.
Læs mere på Mchangamas blog Retsstaten på berlingske.dk.
Af Lars Hvidberg, 05-10-2010
Er USA en splittet nation, mellem modstandere og tilhængere af præsident Obama? Kan man ikke længere vedtage love, der repræsenterer værdier, som de allerfleste amerikanere kan være enige i?
Jo, det kan man skam stadig - men det foregår i al ubemærkethed. Man skulle jo nødig fremstå som alt for enig. Den såkaldte SPEECH-lov blev imidlertid uden den store mediebevågenhed underskrevet af præsident Obama 10. august. Loven gik enstemmigt gennem begge kamre i Kongressen og har fået bred opbakning fra civilsamfundet. Du får nok svært ved at finde én eneste amerikaner, der er imod den.
I marts måned i år, stillede jeg her i spalterne et spørgsmål, som forblev pinligt og tankevækkkende ubesvaret, så nu prøver jeg igen, hvor sagen atter er blevet aktuel:
Vil Socialdemokraterne forbyde forfatteren Marina Cecilie Ronés seneste roman Det skete? Jeg opfordrer hermed retsordfører Karen Hækkerup til at svare.
Sagen er denne: Socialdemokraterne ønsker et forbud med animeret pornografi med børn, herunder visse japanske manga-tegneserier. Argumentet er – og det bakkes op af faglig ekspertise og lovgivning i nordiske nabolande – at disse tegninger kan retfærdiggøre pædofiles seksualitet og udgøre en glidebane: Først bruger den pædofile tegninger, derefter bruger han fotografier og til sidst forgriber han sig på et barn.
Af Jacob Mchangama, 10-09-2010
Jyllands-Posten har siden juli kørt en række historier, hvor NGO’er og menneskerettighedskomitteer kritiserer Danmark for ikke efterleve FNs Konvention om Afskaffelse af alle former for Racediskrimination (Konventionen).
Den første historie drejer sig om, at Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination (DRC) tilsyneladende kan påvise, at den danske regering har udeladt nogle tal om racistisk motiveret vold og chikane i sin officielle rapport til FN’s Komité for Afskaffelse af alle former for Racediskrimination (Komiteen), der overvåger overholdelsen af Konventionen. Den seneste historie tager udgangspunkt i at Komiteen i to nye afgørelser har konkluderet, at Danmark har overtrådt Konventionen ved ikke at retsforfølge hhv. Pia Kjærsgaard og Søren Espersen for overtrædelse af racismeparagraffen for nogle udtalelser om somaliere og omskæring.
Umiddelbart kunne det lyde, som om Danmark har forsømt at tage kampen mod racisme alvorligt. Men spørgsmålet er, om Konventionen er det rette forum for denne (vigtige) kamp eller om den gør mere skade end gavn. Og derfor om Danmark overhovedet bør være bundet af konventionen?
Læs mere på Mchangamas blog Retsstaten på berlingske.dk.
Af Jacob Mchangama, 30-08-2010
I den seneste tids debat om racismeparagraffen har Politiken på lederplads forsvaret denne indskrænkning af ytringsfriheden.
Politikens forsvar for racismeparagraffen og avisens standpunkt i Muhammedkrisen symboliserer et markant skift i centrum-venstres forståelse af ytringsfriheden og er symptomatisk for en debatkultur, hvor ytringsfriheden alt for ofte – både af højre og venstre side – bliver kapret af underliggende interesser.
Ytringsfriheden har aldrig været problemfri for venstrefløjen. Marx kritiserede ideen om universelle menneskerettigheder – inklusive ytringsfriheden – som det kom til udtryk i den franske menneskerettighedserklæring og den amerikanske forfatning. Ifølge Marx begrænsede disse rettigheder sig til at beskytte det »egoistiske menneske«; et individ »indesluttet i sig selv« og sine private interesser, afskåret fra samfundet.
Læs mere på pol.dk.
Af Jacob Mchangama, 26-08-2010
Der er stærke holdepunkter for, at et burkaforbud vil stride mod både grundloven og menneskerettighedskonventionen, men det betyder ikke, at det sidste ord er sagt i debatten.
I en kronik 16/8 gør Ralf Pittelkow (RP) og Karen Jespersen (KJ) sig til talsmænd for indførelse af et forbud mod burka og niqab. I den forbindelse anfører de, at den redegørelse, som Justitsministeriet har skrevet om lovligheden af et burkaforbud, »ikke [er] det papir værd, det er skrevet på«. Ifølge KJ og RP kortsluttede redegørelsen en nødvendig debat om burka og niqab, fordi alle partier undtagen Dansk Folkeparti efterfølgende opgav forslaget. KJ og RP kan have ret i, at det er vigtigt, at Justitsministeriets fortolkning af gældende ret ikke ophøjes til eksakt og indiskutabel videnskab. Men det er en kritik, der bør vendes mod det politiske liv og ikke ministeriet.
Læs mere på jp.dk.
Af Troels Heeger og Søren K. Villemoes, 20-08-2010
Fundamentalister og tilhængere af hate-speech-lovgivning kan falde hinanden i armene og fejre en sejr. Hvorfor denne uventede forbrødring? Jo, i Holland har en domstol netop idømt en gruppe muslimer en bøde på 2500 euro for en tegning, der benægter holocaust. Tegningen var et svar på de danske Muhammedtegninger, der som bekendt falder inden for lovens grænser. Men i Holland er det forbudt at benægte Holocaust, og som dommeren gjorde opmærksom på i domsafsigelsen er den hollandske lovgivninger bakket op af retningslinjer fra den europæiske menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, som specifikt nævner holocaustbenægtelse som undtagelse for ytringsfriheden.
Med den hollandske dom har islamister i alle lande fået foræret et pragteksempel på vestlig dobbeltmoral, når det gælder ytringsfriheden. Man behøver ikke være ansat som forsker i politisk islam for at forestille sig, at den hollandske dom vil være en lækkerbisken for enhver vred islamist, der leder efter bekræftelser på vestens hykleri. Til gengæld er det vanskeligt at forestille sig, at dommen gør en forskel, når det gælder antisemitisme i radikale islamistiske kredse. Tværtimod.
Dommen er på alle måder en fiasko, der udstiller den monumentale forvirring, der hersker på det europæiske kontinent - både det når det gælder retlige standarder for ytringsfrihed, og hvad der burde være en almindelig og uproblematisk stillingtagen til fordel for basale demokratiske værdier, som menneskerettighedsdomstolen hævder at forsvare.
Af Klaus Rothstein, 15-08-2010
§ 266b. Man behøver ikke at være enig med Dansk Folkeparti for at se det fornuftige i at omformulere racismeparagraffen.
Det var helt logisk og forudsigeligt at Statsadvokaten i denne uge besluttede at rejse tiltale mod Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard for hans groteske udtalelser om, at muslimer voldtager deres egne børn. Sådan en forhånelse skal naturligvis prøves op imod straffelovens § 266b – når nu den problematiske paragraf findes.
Ifølge anklageskriftet fra Statsadvokaten bliver Lars Hedegaard tiltalt for racisme, fordi han i et videointerview på bloggen Snaphanen.dk den 17. december 2009 kom med bl.a. denne udtalelse: ”De voldtager deres egne børn. De hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far.”
Skal det være strafbart at sige den slags? Det skal Frederiksberg Byret tage stilling til den 24. januar næste år, og det er absolut muligt at Lars Hedegaard bliver idømt en bøde (strafferammen er op til to års fængsel). Samtidig verserer en sag mod Dansk Folkepartis Jesper Langballe, som kom Lars Hedegaard til undsætning med et debatindlæg, hvor han skrev, at muslimske fædre slår deres døtre ihjel og vender det blinde øje til onklernes voldtægt. I juni fik Langballe frataget sin politiske immunitet af folketinget, så retten kan tage stilling til, om han dermed overtrådte straffelovens § 266b.
Af Jacob Mchangama, 10-08-2010
”bevares, det står enhver frit for at vurdere, præcis hvor stor skandalen i givet fald vil være, Jacob Mchangama tror, at han kan bagatellisere Hedegaard-sagen ved at henvise til, at også andre er dømt efter § 266b”.
Det er noget overraskende, at blive beskyldt for at bagatellisere Hedegaard sagen på baggrund af et debatindlæg, hvor jeg kalder racismeparagraffen for ”totalitær”, og når jeg i øvrigt gentagne gange både på skrift i tv og i radio, har kritiseret racismeparagraffen og advokeret for dens ophævelse (se eks. her, her og her). Men det forhold, at jeg mener, at det er totalitært at straffe folk – inklusiv Lars Hedegaard – for deres holdninger, er ligegyldigt for vurderingen af, hvorvidt Lars Hedegaard er udsat for et justitsmord eller om Uhrskovs udtalelse er udtryk for en konspirationsteori. Denne vurdering afhænger ene og alene af, hvorvidt der (1) er en lovhjemmel til at straffe sådanne udtalelser og (2) om andre borgere er dømt for noget tilsvarende. Som man selv kan forvisse sig om ved at nærlæse Rigsadvokatens opgørelse over sager om overtrædelse af racismeparagraffen, er der adskillige danskere, der er blevet dømt for overtrædelse af denne bestemmelse for lignende udtalelser (hvor i mod man måske kan stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt sagen mod Jesper Langballe åbner op for en udvidelse af racismeparagraffens anvendelsesområde).
Læs mere på Mchangamas blog retsstaten på berlingske.dk.
Side 7 ud af 16