Af Jacob Mchangama, 18-01-2011
Pope Benedict XVI’s call last week for increased protection of Christians targeted by sectarian violence in the Middle East and elsewhere was met with a furious response by the Egyptian government, which complained that the pope’s comments constituted “unacceptable interference” in Egyptian affairs. The reaction of the Egyptian government is as revealing as it is hypocritical. When in 2005 the Danish newspaper Jyllands-Posten published a number of cartoons depicting the Prophet Muhammad, the Egyptian government coordinated the campaign of member states of the Organization of the Islamic Conference (OIC) to pressure the Danish government into apologizing for the cartoons and taking action against the newspaper. Egypt has also played a leading role in the OIC’s continuous efforts at the United Nations to criminalize so-called “defamation of religion,” a naked attempt to prohibit criticism of Islam and restrict freedom of expression in the name of human rights.
Læs mere på nationalreview.com.
Af Jens-Martin Eriksen, 06-01-2011
Journalist Kristian Sloth fra TV avisen bør have en pris for sit teaterstykke om kritisk journalistik og opgøret med dødemandsjournalistikken og selvcensuren.
Indlandsredaktør ved Politiken Jakob Nielsen lader ikke til at have forstået noget af teaterstykket med Bertel Haarder og journalisten Kristian Sloth. Han tror værket handler om personen Bertel Haarder og om at han ryger ud af balance, men at stykket i øvrigt ikke har noget at gøre med politik. Det samme gør sig gældende for Berlingske Tidendes chefredaktør Lisbeth Knudsen. Det er lige så naivt, som at påstå, at en film handler om den skuespiller, der giver liv til en karakter og at filmens handling berører de personlige trakasserier, som skuespilleren må gå igennem i sit liv. Det er en barnlig tankegang, der kun er rørende, når det er en mindreårig, der giver udtryk for den.
Af Jacob Mchangama, 05-01-2011
I går blev den pakistanske politiker Salman Taseer myrdet af sin egen livvagt, der tømte to magasiner – op mod 40 skud – ryggen på ham. Hvad var Taseers brøde?Efter alt at dømme det forhold, at han var tilhænger af afskaffelse af Pakistans blasfemiparagraf (der i realiteten dækker over paragrafferne 295-298 i den pakistanske straffelov)og bl.a. kan medføre dødsstraf, selvom der endnu ikke er eksempler på, at folk er blevet henrettet (af staten) for blasfemi.
Ifølge Freedom Houses rapport “Policing Belief” om blasfemilovgivning fra 2010 er der i Pakistan fra 1984-2004 registreret omkring 5.000 blasfemisager og rejst tiltale i 964 sager. Omkring halvdelen af de sager, hvor der har været rejst tiltale, har været rejst mod Ahmadiyya-muslimer, kristne og hinduer, selvom disse kun udgør omkring tre procent af befolkningen. Pakistans blasfemilovgivning bliver således brugt til at forfølge religiøse mindretal, og i mange tilfælde er der tale om chikane. Et godt eksempel er sagen om den kristne Asia Bibi, som er blevet dømt til døden for blasfemi, efter at hun kom op at skændes med nogle muslimske kolleger, der ikke ville drikke vand af en kop, der var rørt af en ikke-muslim. Bibi er dog indtil videre sluppet billigt, i forhold til den kampagne af bombeangreb og attentater som fundamentalistiske sunni-muslimer har udført mod pakistanske Ahmadiyyaer.
Læs mere på Mchangamas blog Retsstaten på berlingske.dk.
Fri Debat og Informations Forlag inviterer til foredrag og paneldebat med den britiske forfatter Kenan Malik.
Kenan Malik kommer til Danmark i forbindelse med udgivelsen af den danske oversættelse af hans bog "Fra Fatwa til Jihad", der er udkommet på Informations Forlag. Bogen er skarp og kritisk analyse af den britiske venstrefløjs livtag med multikulturalismens udfordringer og presset mod ytringsfriheden siden Khomeinis fatwa mod Salman Rushdie.
I den anledning afholder vi et debatmøde d. 7. Januar 2011 Kl. 19.00 i
Informations Kantine, Store Kongensgade 40 C, 1264 København K.
Mødet vil omhandle multikulturalisme, racismeparagraf og rettighedstænkning i et europæisk perspektiv. Malik vil holde et kort oplæg, hvorefter ordet vil blive givet frit og en paneldebat sat i gang af en
ordstyrer.
Tilmelding: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
Denne aften vil Kenan Malik debattere med og mod
* Niels Erik Hansen, Dokumentations- Rådgivningscenteret mod Racisme. Niels-Erik Hansen er kendt som en kritiker og ihærdig samfundsdebattør. Senest har han været i de danske medier efter et injuriesøgsmål mod Pia Kjærsgaard.
* Christian Rostbøll, Institut for Statskundskab. Rostbøll er Christian er politisk teoretiker, og hans forskning koncentrerer sig om demokrati og frihedsbegreber. Han har netop udgivet bogen "Deliberative Freedom: Deliberative Democracy as Critical Theory"
Af Jacob Mchangama & Aaron Rhodes, 01-01-2011
Democracies don't ban offensive speech, not even the denial of the Holocaust or Stalin's crimes
The European Commission wisely rejected this week a proposal to criminalize the denial of Stalin’s atrocities. This is a good occasion to reexamine the logic of banning any form of revisionism, including Holocaust denial.
In a letter to Justice Commissioner Viviane Reding, the foreign ministers of Bulgaria, the Czech Republic, Hungary, Latvia, Lithuania and Romania wrote that “the denial of every international crime should be treated according to the same standards to prevent favorable conditions for the rehabilitation and rebirth of totalitarian ideologies.” But the Commission demurred, stating that when it comes to memorializing past totalitarian crimes, “one size does not fit all.”
The proposal by the six former communist countries comes in the wake of a recent European Union decision obliging member states to criminalize the hateful condoning, trivialization and denial of certain internationally recognized crimes, among them the Holocaust. The ban does not cover though the crimes committed under communism, whose victims outnumber even those of Nazism. If the logic behind such laws is to prevent the resurgence of totalitarian regimes and to protect the dignity of the victims, it seems quite arbitrary to omit communism.
Historien om Wikileaks og Julian Assange kan forekomme som en burlesk og bizar sag med mange overraskende aspekter. Der er beretningen om den forurettede nørd, der leverer fortrolige oplysninger, som han har adgang til på sin arbejdsplads i det amerikanske militær. Lederen af Wikileaks, Julian Assange får denne information tilbudt, og distribuerer den i første omgang ukritisk til pressen, samt promoverer sig med et højst skurrilt manifest af hjemmelavet filosofisk tilsnit, der forsøger at mime tidens tone af hjemløs identitetspolitik med bedagede og hule politiske fraser. Læs mere: Opfordring til danske dagbladsredaktører om at støtte Wikileaks
Af Søren Villemoes og Troels Heeger, 01-01-2011
2010 blev terrorens år. Det startede med det modbydelige økseoverfald på Kurt Westergaard d. 1. januar og sluttede med et større terrorangreb mod Jyllands-Posten, der ser ud til at være afværget i sidste sekund af PET og svenske SÄPO i samarbejde. Der skal herfra bloggen lyde en uforbeholden tak til de mange anonyme tjenestemænd, der tilsyneladende endnu engang har gjort et fremragende stykke arbejde. Men det kan ikke ændre på den ubehagelige kendsgerning, at 2010 slog alle rekorder i antallet af afværgede og mislykkede terrorforsøg, samt religiøst/politisk motiverede trusler og overfald her i Skandinavien.
Konflikten bringer her en nytårsterrorkavalkade med en oversigt over årets religiøst motiverede angreb på vores nordiske demokratier. Vær advaret: Det er ikke hyggelig læsning.
Læs mere på konflikten, jp.dk.
Af Jacob Mchangama & Lars Hvidberg, 24-12-2010
Five years after the infamous “cartoon crisis,” many Danes still seem confused about what constitutes free speech and why it is important to defend. The Danish public is tired of discussing the case, worried that the debate is becoming a sectarian issue between left and right rather than a rallying point for shared values. Meanwhile, the pressure on free speech continues with threats of violence, lawsuits, and changes in international law.
The “cartoon crisis” began in the fall of 2005 when the Danish newspaper Jyllands-Posten, following a number of incidents in which illustrators refused to draw the Muslim prophet for fear of violent response from fundamentalists, published 12 cartoons, some of which depicted the prophet Mohammed. Through an unforeseeable chain of events, including the provocative actions of a group of Danish imams, Jyllands-Posten’s publication sparked a global crisis that culminated in early 2006 with violent demonstrations and attacks on Danish embassies in Syria and Lebanon and riots from Nigeria to Indonesia. Death threats and terrorist plots were directed against Flemming Rose, the editor at Jyllands-Posten who conceived the cartoon publication, and the illustrator Kurt Westergaard, who drew the now-infamous bomb-in-the-turban cartoon. Earlier this year, Westergaard was attacked in his home by a would-be axe murderer but escaped by hiding in a panic room.
Læs mere på reason.com.
Af Jacob Mchangama, 08-12-2010I april 2010 mødte jeg Wikileaks’ stifter Julian Assange til en konference i Oslo. På konferencens holdt Assange et indlæg, hvor han bl.a. udtalte, at inskriptionen over Guantanamo Bay “Honorbound to Defend Freedom” var langt værre end det berygtede skilt med ordene “Arbeit Machte Frei” fra den nazistiske koncentrationslejr Auschwitz. Assanges indlæg var generelt fyldt med kritik af Vesten, USA og kapitalisme, ligesom Assange er svært begejstret for at tale om sig selv og sine handlinger. Ordet “I” går igen som en rød tråd i indlægget. Men det forhold, at Julian Assange virker både selvretfærdig, selviscenesættende og har en anti-amerikansk agenda, bør ikke være afgørende for vurderingen af spørgsmålet om, man støtter internet- og informationsfrihed eller ej.
Læs mere på Mchangamas blog Retsstaten på berlingske.dk.
Af Dennis Meyhoff Brink, 30-11-2010
Når TV-stationer som SBS og auktionshuse som lauritz.com ikke tør vise provokerende materiale, så er der ikke tale om selvcensur, men om virksomhedscensur. Og det er langt farligere end selvcensur.
Når TV-stationen SBS ikke tør sende satireserien Cellen, som handler om en gruppe uduelige terrorister, så kalder vi det ifølge den aktuelle sprogbrug for selvcensur. Når komikeren Frank Hvam indrømmer, at han ikke tør gøre grin med islam, så kalder vi også dette for selvcensur. Det er blevet almindelig sprogbrug, selvom der tydeligvis er tale om to vidt forskellige typer censur. I det ene tilfælde er det tv-stationen, der - imod komikernes vilje - ikke tør sende deres satireprogram. I det andet tilfælde er det komikeren selv, der ikke tør ytre sin satire.
Af Jacob Mchangama, 15-11-2010
I Politikens kronik d. 7.11. angriber Klaus Slavensky bl. a. Fri Debat for vores modstand mod racismeparagraffen. Ifølge Slavensky vil vi ikke medvirke til »respekt for mangfoldighed og menneskerettigheder uden diskrimination«. Alt sammen løse og udokumenterede påstande. Ytringsfriheden vil altid være åben for vilkårlige begrænsninger, hvis den ikke beskytter selv de synspunkter, der er ildeset.
I FN's verdenserklæring er der da heller ikke noget forbud mod hate speech. De FN-konventioner, som Slavensky påberåber sig, indeholder kun forbud mod hate speech, fordi de gamle socialistiske diktaturer kunne skabe et flertal derfor. Alle vestlige demokratier - inklusive Danmark - var modstandere af vidtgående hate speech-love og argumenterede for, at fanatisme skulle bekæmpes med demokratisk debat.
Side 6 ud af 16