Af Jacob Mchangama, 17-08-2011
Som følge af optøjerne i London har David Cameron og andre britiske politikere luftet mulighederne for at blokere for sociale medier som Twitter samt Blackberry Messenger (BBM) under uroligheder, da sociale medier og BBM har været brugt til at organisere optøjer. Uroligheder skyldes naturligvis ikke sociale medier, men en del tyder alligevel på, at brugen af sociale medier som Twitter samt instant messaging via BBM har spillet en rolle i at organisere urolighederne. Burde man i så fald ikke acceptere, at myndighederne lukker ned for eksempelvis Twitter og BBM i afgrænsede områder under ekstraordinære omstændigheder? Efter min opfattelse bør svaret være nej, selvom man naturligvis bør og kan straffes efterfølgende for at sende beskeder, der klart opfordrer til vold og ulovligheder.
Der er både principielle og praktiske grunde til at sige fra overfor blokering af sociale medier. Først og fremmest er ytrings- og informationsfrihed en helt grundlæggende rettighed, og at afskære adgang til sociale medier for alle – ikke kun en mistænkt - er derfor et meget vidtgående indgreb. Ytringsfriheden er ikke absolut, og indgreb kan således retfærdiggøres bl.a. for at sikre den offentlige orden mod uroligheder. Men sådanne indgreb bør være egnede til formålet og stå i et rimeligt forhold til det formål man forfølger. Og det er i særdeleshed på dette punkt, forslaget halter.For det første er optøjer og uroligheder ikke et nyt fænomen, der er opstået som følge af sociale medier. London og Storbritannien har en lang historie med optøjer.
Læs mere på Mchangamas blog Retsstaten på b.dk.
Af Jacob Mchangama, 03-08-2011
The despicable terrorist attack in Norway has raised the question of whether free speech can lead to murder, and if so whether more should be done to restrict hate speech on the Internet and elsewhere. Once again, terrorism is threatening not only the security of citizens, but also their most cherished freedoms, and those most essential to addressing moral and social challenges.
The head of the Social Democratic party in Germany, Sigmar Gabriel, stated that “xenophobia and nationalism in the region fostered the attacks in Norway” and that “the center of society has to make clear that there is no room for this with us, even for sanitized versions.” Thorbjørn Jagland, former prime minister of Norway and current chairman of the Nobel Peace Prize Committee, warned politicians — citing specifically Britain’s David Cameron — “to be very careful how we are discussing these issues, what words are used . . . the words we are using are very important because it can lead to much more.”
Læs mere på nationalreview.com.
Af Jacob Mchangama, 05-07-2011
Som jeg har tidligere har skrevet om, var Danmark i maj til menneskerettighedseksamen i FN. Ved Danmarks eksamination fremkom en række lande med anbefalinger – 133 i alt - til Danmark. Danmark har nu svaret på disse og har valgt at acceptere 84 anbefalinger og afvise 49. En række menneskerettighedsorganisationer har udtrykt stor skuffelse over Danmarks afvisning af en række af anbefalingerne. I min optik er det dog ikke afvisningen men derimod Danmarks accept af visse anbefalinger, , der er det største problem. En stor del af Danmarks eksamination omhandlede hate-speech og ytringsfrihed. En række lande – herunder Egypten, Pakistan, Indonesien og Iran men også ikke islamiske lande - fremstillede Danmark som et racistisk land med dybe problemer med fremmedhad og diskrimination. Det afspejlede sig også i anbefalingerne, hvoraf mange opfordrede Danmark til at gøre mere for at bekæmpe racisme og fremmedhad, herunder ved hjælpe af straffeloven.
Læs mere på Mchangamas blog Retsstaten på Berlingskes hjemmeside.
09-05-2011
Foreningen Fri Debat inviterer til debat om demokrati, ytringsfrihed og kristendommen tirsdag d. 24. maj 2011 kl. 19.00-21.00 i Store Sal på Regensen, St. Kannikestræde 2, 1169 København K.Læs mere: Demokratiets ophav: Er ytringsfrihed et produkt af kristendommen?
Af William Jansen, 04-05-2011
Lars Hedegaard er i Østre Landsret blevet dømt for at sætte ord på hans holdning til Islam. Men retten har ikke begrænset sig til at idømme Lars Hedegaard en bøde. Østre Landsret har tilladt sig at begå et uvederhæftigt karaktermord på Lars Hedegaard. Tillad mig at citere fra dommen:
Hmmm...
Lad os se nærmere på, hvad Lars Hedegaard rent faktisk sagde. Nedestående udtalelser har undertegnede selv transkriberet fra det video-interview, som dommen henviser til.
Læs mere: Østre Landsret har begået karaktermord på Lars Hedegaard
Af Jacob Mchangama, 28-04-2011
Det har været en berettiget og vigtig debat, og den er langtfra slut endnu. Men debatten om islam, hate-speech og ytringsfrihed har overskygget et andet område, hvor ytringsfriheden, særlig internationalt, også løbende er blevet indskrænket, nemlig kampen mod terrorisme.
Det seneste eksempel på, at kampen mod terrorisme kan medføre pres på ytringsfriheden, så man, da Dansk Folkeparti for nylig krævede en lovændring, således at man kan nægte indrejse til udlændinge, der eksempelvis har udtalt støtte til terrorisme. Kravet var affødt af, at Islamisk Trossamfunds ungdomsafdeling havde inviteret en islamistisk prædikant, der bl.a. har forsvaret selvmordsangreb, til at holde et oplæg i Danmark. Der er ikke tale om nye tanker. Tilbage i 2005 offentliggjorde en arbejdsgruppe nedsat af regeringen en række forslag til tiltag mod terror. Blandt de foreslåede tiltag var følgende:
Læs mere på pol.dk.
Af Jacob Mchangama, 07-04-2011
On March 24, the U.N. Human Rights Council adopted a resolution aimed at combating “negative stereotyping” and “intolerance” against persons based on religion or belief. For the first time since 1999, this resolution does not include a condemnation of “defamation of religion,” by which the Organization of the Islamic Conference (OIC) has repeatedly sought passage of a global blasphemy law to protect Islam from criticism. This development has been heralded as a major victory for the West and human-rights organizations that have long campaigned against this attack on free speech.
The threat to freedom of expression is however, far from over, and the wording of the adopted resolution includes several worrying elements. That threats to the freedom of expression remain is also confirmed by a new OIC initiative. In a March 30 press release, the OIC promised to present a new draft resolution on the issue of “Islamophobia” at the General Assembly in September. The press release also insisted that the OIC “did not back down from its position” in the Human Rights Council. According to the OIC, it was in fact Western countries that “made a major concession by accepting the new version of the resolution.”
Af Jacob Mchangama, 08-03-2011
Den danske debat om ytringsfrihedens grænser synes aldrig at ville ende. Både til højre og til venstre i det politiske spektrum synes grænserne for det tilladelige ofte at blive trukket ved ubekvemme ord snarere end ved handlinger. Den danske teolog, salmeskriver og politiker N.F.S. Grundtvigs forståelse af ytringsfriheden markerer et radikalt frihedsorienteret alternativ, som i vidt omfang ophæver ytringsfrihedens politisering. Grundtvig er ikke fra starten ytringsfrihedsfundamentalist. I 1812 betegner han Struensees indførelse af trykkefrihed i 1770 som udbrud af »liderlighed« og »alskens uhumskhed«. Censuren er et værn mod »ugudelighed« og »oprørstale«. Men Grundtvigs syn på ytringsfriheden udvikler sig i en frihedsorienteret retning, efter at han bliver underlagt censur og bliver inspireret af engelske liberale.
Kristendommen er den oprindelige kilde til Grundtvigs kamp for ytringsfriheden, men gradvis bliver den en selvstændig sag. »Alt det gavn en Rigsdag mulig kunde gøre, det kan en velordnet skrivefrihed gøre langt bedre«, skriver han i 1831. Tre år senere slår han et tilbagevendende tema an: »Man bør binde hænderne men aldrig munden på både gejstlighed og kættere, så de ikke krummer et hår på nogens hoved men har lov til at sige, hvad deres samvittighed byder dem«. Det er markante ord på et tidspunkt, hvor Danmark stadig er en konfessionel stat med religionstvang.
Af Jacob Mchangama, 11-02-2011
I mandags var Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard på anklagebænken for overtrædelse af straffelovens §266b den såkaldte racismeparagraf på grund af udtalelser om muslimers voldtægter af børn. I en relateret sag blev Dansk Folkepartis Jesper Langballe i december 2010 idømt en bøde på 5.000 kr.
Sagerne mod Hedegaard og Langballe kan ikke anskues isoleret, men udspringer af en europæisk forståelse af behovet for at begrænse ytringsfriheden i multikulturalistiske samfund. Ifølge denne forståelse er ytringsfriheden ikke en særligt privilegeret ret, men skal balanceres mod andre hensyn og rettigheder, herunder religiøse, racemæssige, etniske og nationale gruppers ret til ikke at blive krænket af såkaldt »hate-speech«. Denne multikulturalistiske forståelse af ytringsfriheden deles
og understøttes aktivt af europæiske institutioner som Europarådet og EU. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention yder således ikke noget værn mod hate-speech-love, da Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstol for længst har slået fast, at hate-speech ikke er beskyttet af ytringsfriheden.
Af Jens-Martin Eriksen, 31-01-2010
Det socialdemokratiske medlem af Københavns borgerrepræsentation, Lars Aslan Rasmussen åbnede demonstrationen på Søren Kiirkegaards Plads i fredags kl. 16. mod Hizb ut-Tahrir, der havde indkaldt alle interesserede til deres protestmøde i Den Sorte Diamant på den anden side af Christians Brygge halvanden time senere.
Dagsorden var dog ikke krigen i Afghanistan, men Hizb ut-Tahrir selv. Han fandt det vigtigt, at repræsentanter fra hele det politiske spektrum kunne samles om at demonstrere mod, hvad organisationen grundlæggende står for: hadet til demokrati og sekularisme, kønssegregering, ulighed mellem kvinder og mænd, religiøs lovgivning baseret på islamisk helligskrift osv. Den samme holdning blev udtrykt af en repræsentant for en exil-iransk forening og Astrid Kragh fra SF.
Læs mere på information.dk.
Af Jacob Mchangama, 21-01-2011
I november 1939 anmodede den konservative politiker Carsten Raft daværende statsminister Thorvald Stauning om at forbyde Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Et ønske som Raft langt fra stod alene med. Baggrunden var Sovjetunionens nært forestående invasion af Finland. På trods af, at DKP solidariserede sig med Sovjetunionen – der kort forinden havde indgået en ikke-angrebspagt med Nazi-Tyskland – og var tilhængere af at omstyrte demokratiet og indføre proletariatets diktatur, afviste Stauning Rafts ønske. Ikke af sympati for DKP for Stauning var ”enig med det ærede medlem Hr. Carsten Raft i hans stilling til det kommunistiske parti”. Men fordi et forbud ifølge Stauning ville ”give kommunisterne det martyrium, som de var ude efter, og som var deres eneste ønske“.
Staunings ord er værd at komme i hu i disse dage, hvor politikere ønsker at forbyde den fundamentalistiske organisation Hizb-ut-Tahrir (HuT), samt at forhindre samme i at holde et møde på det Kongelige Bibliotek. Det er ikke første gang, at politikere søger HuT forbudt. Men ved to lejligheder har Rigsadvokaten afvist, at der var fornødent grundlag for et sådant forbud. Det seneste krav om forbud skyldes HuTs invitation til et debatmøde om Afghanistan. På forsiden af invitationen er et billede af Afghanistan med kister med svenske, norske og danske soldater. Af teksten fremgår det bl.a., at HuT vil
“sætte fokus på pligten til væbnet modstand for muslimerne i Afghanistan og omegn. Vi anser denne modstand som fuldt ud legitim. I den sammenhæng vil myndighedernes forsøg på at kriminalisere eller intimidere enhver krigsmodstander også blive belyst…Vi har alle sammen et ansvar! Det er islamisk set uacceptabelt at være passiv og det er ikke tilstrækkeligt bare at være imod krigen på det moralske plan”.
Læs mere på Mchangamas blog Retsstaten på berlingske.dk.
Side 5 ud af 16