Racistiske ytringer skal mødes med argumenter, ikke med lov

Af Klaus Rothstein, 11-02-2010

Det er så djævelsk nemt at gå ind for ytringsfrihed, når man er enig i det, der bliver ytret. Kunsten er at gå ind for frihed til de ytringer, som man er allermest uenig med, allermest afstødt af og allermest bekymret for. Som det hedder i den gammelkendte læresætning (en kliché, men en god kliché), som tilskrives Voltaire: ”Mine herrer, jeg er uenig i det, De siger, men jeg vil kæmpe til min død for Deres ret til at sige det.”

Den voltairske dobbelthed – at være uenig, men kæmpe for sin modparts ret – er stadig gældende for enhver, der beskæftiger sig med  vedligeholdelsen af det åbne samfund. Sagen er nemlig, at retten til at fremsætte en ytring frit og uhindret (men ikke uimodsagt!), er demokratiets forudsætning – og i disse år oplever vi en række markante presbevægelser imod de frie ytringer: dels fra religiøse systemer, dels fra ellers demokratiske staters overvågning og kriminalisering af visse meninger, og dels fra den begrænsning, man måtte finde på at binde sig selv med (= selvcensur).

Læs mere: Racistiske ytringer skal mødes med argumenter, ikke med lov