Fra Adskillelsens politik, Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt, 2008
Tegningen består af to dele. Den ene er et portræt af en ved første øjekast uidentificeret, skægget mandsperson – det er tegningens ikoniske del. Dernæst viser den ledsagende tekst (overskriften på den pågældende avisside ”Muhammeds ansigter”), at der er tale om den islamiske religionsstifter Muhammed, af de troende ofte kaldt ”Profeten” – det er tegningens såkaldt indexikalske del, der fixerer referencen og således tillader læseren at identificere hvilken person, det er, den ikoniske del udsiger noget om. Uden sidstnævnte indexikalske del ville man reelt ikke kunne vide, hvem tegningen forestiller, eftersom der ikke er nogen sikker viden om, hvorledes den historiske Muhammed tog sig ud – og tegningen kunne lige så godt forestille Abu Laban eller mangfoldige andre, skæggede, turbanbærende mænd, fx tegneren Kurt Westergaard selv, hvis han blev udstyret med en sådan hovedbeklædning. Koblingen af ikon og index, prædikat og subjekt, på denne specifikke måde er forudsætningen for, at tegningen fremstår som et udsagn, der siger så meget som: ”Dette er Muhammed”. Den indexikalske del udgør således en afgørende del af skandalen, forsåvidt som det er selve hævdelsen af, at denne tegning forestiller profeten, der gør den i øvrigt i sig selv ukontroversielle tegning kontroversiel.
Læs mere: Analyse af Kurt Westergaards tegning: profeten med bombe i turbanen
Her bringer Fri Debat Jyllandspostens Muhammed tegninger fra september 2005
http://multimedia.jp.dk/archive/00080/Avisside_Muhammed-te_80003a.pdf
Jurist Jacob Mchangama undrer sig over, at terrorangrebet mod Charlie Hebdo ikke fører til selvransagelse blandt dem, der har hævdet, at ytringsfriheden ikke er truet. Det er lige så skadeligt, som når Pia Kjærsgaard vil indskrænke borgerrettigheder ved at lukke Grimhøj-moskeen, mener hanJacob Mchangama interviewet af Mette-Line Thorup i Information 9. januar 2015
Danskere tænder lys ved den Franske Ambassade i København til støtte og ære for de dræbte ved onsdagens angreb mod det franske magasin Charlie Hebdo. Jurist Jacob Mchangama undrer sig over, at terrorangrebet mod Charlie Hebdo ikke fører til selvransagelse blandt dem, der har hævdet, at ytringsfriheden ikke er truet.
Når danske medier, der tidligere har hævdet, at ytringsfriheden ikke er truet, i gårsdagens aviser skriver: »Vi er alle Charlie Hebdo,« så klinger det hult i juristen og retssikkerhedseksperten Jacob Mchangamas ører. Og den manglende vilje til selvransagelse står i vejen for, at islamisk ekstremisme bliver set som den store trussel imod vestlige frihedsidealer, som den vitterligt er, mener han.
Læs mere: Justitia-direktør: Det blinde øje vendes stadig mod islamisering
Information: 13. januar 2015 (http://www.information.dk/521257)
Hvad vil Frederik Stjernfelt, Jens-Martin Eriksen, Birgithe Kosovic, Michael Jalving og holdet omkring Weekendavisen og Deadline? Hvad skal den konfrontatoriske holdning i spørgsmålet om ytringsfrihed udmønte sig i? De militante forsvarere af ytringsfriheden skylder os en forklaring på, hvad der er planen? Hvordan skal islam afskaffes, hvilket jo er og bliver endemålet?
Hvis alle publicerer islamkritiske tegninger, er der ikke nogen at udpege for voldsmændene. Og hvis avisredaktører og journalister ikke forstår det, bør de søge over i andre brancher
Information: 9. januar 2015
Lad os ikke glemme, hvorfor det lige var Charlie Hebdo, der i onsdags blev ramt af et så voldsomt angreb, at det er blevet kvalificeret som et attentat mod den franske stat. Det blev klart deklareret af voldsmændene:
»Vi har hævnet profeten Muhamed!« For satirebladet Charlie Hebdo har i flere særudgaver drevet gæk med skinhellig islam og religiøst vanvid. Og man har som den største dødssynd publiceret de danske karikaturtegninger. Dermed bragte man sig i voldsmændenes søgelys. Og fordi alle andre – eller næsten alle andre – har undladt at publicere de famøse tegninger, er man disse steder er gået fri. Attentatet skete i Paris, og ikke andre steder, af præcis denne grund.
How fragile the belief of an Islamist must be if he feels threatened by a stupid caricature in a weekly satirical newspaper, says the Slovenian philosopher.
Now, when we are all in a state of shock after the killing spree in the Charlie Hebdo offices, it is the right moment to gather the courage to think. We should, of course, unambiguously condemn the killings as an attack on the very substance our freedoms, and condemn them without any hidden caveats (in the style of "Charlie Hebdo was nonetheless provoking and humiliating the Muslims too much"). But such pathos of universal solidarity is not enough – we should think further.
Such thinking has nothing whatsoever to do with the cheap relativisation of the crime (the mantra of "who are we in the West, perpetrators of terrible massacres in the Third World, to condemn such acts"). It has even less to do with the pathological fear of many Western liberal Leftists to be guilty of Islamophobia. For these false Leftists, any critique of Islam is denounced as an expression of Western Islamophobia; Salman Rushdie was denounced for unnecessarily provoking Muslims and thus (partially, at least) responsible for the fatwa condemning him to death, etc. The result of such stance is what one can expect in such cases: the more the Western liberal Leftists probe into their guilt, the more they are accused by Muslim fundamentalists of being hypocrites who try to conceal their hatred of Islam. This constellation perfectly reproduces the paradox of the superego: the more you obey what the Other demands of you, the guiltier you are. It is as if the more you tolerate Islam, the stronger its pressure on you will be ...
9/12 2014
När SD kallas nyfascistiskt blir den psykologiska effekten inte att partiet svartmålas utan att verkliga fascister banaliseras. De värderingar som SD:s eget material ger uttryck för är konservativa och nationalistiska men inte rasistiska. Högerpopulistiska åsikter är lika internt konsistenta som andra värderingar skriver Göran Adamson, politisk sociolog.
Göran Adamson
Stefan Löfven skriver att Sverigedemokraterna är ett ”nyfascistiskt” parti (DN Debatt 6/12). Finansminister Magdalena Andersson gör det några dagar tidigare. Debattören Daniel Suhonen hävdar att SD motsvarar ”den svenska politikens IS” (Expressen 5/12). Det pågår överlag en ivrig diskussion om vad SD är för något, och de flesta tycks överens om att partiet är extremt. Den ene citerar den andre, som citerar den tredje, som citerar den ene.
Men om man nu är så intresserad av SD – borde man inte också studera partiets eget material? Det har jag gjort. Jag har gett en kurs vid Institut för statskunskap vid Köpenhamns universitet: ”SD – Folkets röst eller hot mot demokratin?” Vi gick igenom allt av SD:s primärmaterial som finns tillgängligt på nätet – partiprogram, handlingsplaner, valmanifest, ”Vår politik från A till Ö”, tidningen SD-Kuriren och så vidare – för att få svar på frågan: Är SD ett rasistiskt parti?
FREDERIK STJERNFELT
MED det ufattelige islamist-angreb på det lille franske ugemagasin Charlie Hebdo har Europa fået sit 9/11. Der er ingen tvivl om, at dette blodige anslag direkte imod europæisk ytringsfrihed vil sætte et skel mellem før og efter, der minder om den amerikanske chok-erfaring for snart 15 år siden med de styrtende Twin Towers.
Det må nu ophøre, at vi skal belæres om, at ytringsfriheden slet ikke er truet af religiøse kræfter. Det bør nu være slut med, at vi skal høre om, at islamister og terrorister blot er nogle »ganske få, der ødelægger det for de mange« - at det bare er ekstremister, der tager islam som påskud og slet ikke har noget med religion at gøre.
Læs mere: Kampen mod ytringsfrihed føres både af islamister og publicister
The arrogance of Western cultural supremacism, it was argued, was the status quo now in need of vigorous radical assault. A commitment to universalism was replaced by the fetishisation of difference and specificity; a belief in egalitarianism gave way to demands for exceptionalism and double-standards (only this time favouring the 'oppressed'); and the language of emancipation and liberty was replaced by a cult of victimhood, self-pity, and a brooding, masochistic solipsism. "We have nothing to lose but our chains" was drowned out by the resentful injunction "Listen to my suffering".
http://jacobinism.blogspot.co.uk/2014/11/stigmatise-shame-and-silence.html?m=1
23/10 2014: Jens-Martin Eriksen og Birgithe Kosovic, Fri Debat
Hærværket og dødstrusler mod Galleri Hornsleth er udtryk for voldsmandens veto i forbindelse med planerne og diskussionen om Dan Parks kriminaliserede kunst. Det er en påmindelse for alle, der ikke har set Dan Parks billleder, og som ikke ønsker at gå ind i den kritik, de rejser, om, hvor vigtigt det er at diskutere dem.
Dan Park provokerer, og derfor er det let at afskrive ham samt alle, der er involveret i at vise hans værker, som racister.
Men den bedste måde at bekæmpe diffameringen og de voldelige anslag er at vise hans billeder, så offentligheden kan forholde sig til dem og deres kontekster, diskutere dem og tage stilling til dem på et oplyst grundlag. Dette indebærer på ingen måde, at hans værker skal blåstemples, som det er blevet forstået på Rådhuset, hvor Fri Debat har ansøgt om at måtte udstille dem. Der er alene tale om at udstille dem, så offentligheden får mulighed for selv at bese de omdiskuterede værker med ledsagelse af en kunsthistorisk og politisk kontekstualisering.
Nu er Galleri Hornsleth blevet vandaliseret, og Hornsleth selv har modtaget dødstrusler for at påtage sig en lignende udstilling. Meningen fra voldsmændenes side er naturligvis at forholde offentligheden den information, som værkerne måtte tilbyde. Men det er en utålelig tanke, at rammerne for, hvad der kan tillades af udtryk og meningsudveksling, skal sættes af de mest intolerante - og i dette tilfælde - voldelige i et samfund.
Der har tillige været afholdt en demonstration foran Christiansborg mod en muligt kommende udstilling af Dan Parks værker i København. Som manifestation var den fredelig, og hverken vi, Dan Park eller nogen anden har naturligvis monopol på at fortolke de omdiskuterede værker eller deres kontekster. Arrangørerne af manifestationen har ved samme lejlighed varslet protester mod udstillingen. Også en sådan meningstilkendegivelse har naturligvis sin fulde legitimitet.
Fri Debat er uenig med Trykkefrihedsselskabet, men støtter ubetinget selskabets ret til at udstille Dan Parks værker. Og vi opfordrer myndigheder og politikere til at forholde sig seriøst til de voksende trusler og anslag imod borgere, der ytrer sig om kontroversielle emner. En udstilling af Dan Park i offentligt regi vil være en umisforståelig markering af, hvor man står i slaget om, hvor langt man kan nå ved hjælp af voldelige trusler mod private borgere for deres meningstilkendegivelser.
Det, der står tilbage efter anslaget mod galleriet og dødstruslerne mod Hornsleth er alene at afvise Voldsmandens Veto. Det kan kun gøres ved at udstille værkerne.
24/10 2014
Troels Heeger
"I Islam er kvinden fri, først og fremmest fra at tage sine egne beslutninger", siger en tysk komiker, der derfor er blevet anmeldt af en troende type for at krænke "trosbekendelser og religiøse samfund". Strafferammen er tre år. Heldigvis forsikrer den krænkede part om, at han ikke har noget imod, at der bliver gjort grin med Islam, han kan bare ikke lide hadprædikanter. Det lyder jo rimeligt.
Side 2 ud af 16