Jens-Martin Eriksen, Information 17/2 2016
Til kamp mod tankeforbrydelser
Med det moralistiske vanvid, som dommen i Helsingør og udvidelsen af blasfemiparagraffen er udtryk for, er der reelt indført kaotiske tilstande for kritik og litteratur i offentligheden, så længe religion er involveret
Et monster er vakt til live i Helsingør. Men det er ikke Holger Danske, det er den danske blasfemiparagraf.
En tidligere pressefotograf er ved Retten i Helsingør dømt for overtrædelse af straffelovens paragraf 266b for følgende udtalelse, som han har lagt på Facebook:
»Ideologien Islam er fuldt ud lige så afskyvækkende, modbydelig, undertrykkende og menneskefjendsk som nazismen. Den massive indvandring af islamister her til Danmark er det mest ødelæggende, det danske samfund har været udsat for i nyere historisk tid.«
Læs også: Flertal vil have kulegravet racismeparagraffen
Hvad er perspektiverne for udvidelsen af blasfemiparagraffen med denne dom?
I præmisserne antager retten, at det er religionen islam som sådan, dømte har udtalt sig om ved en rædselsfuld sammenligning. Så anklages han imidlertid, fordi denne sammenligning er krænkende over for religionens tilhængere. Derfor kan man dømme efter den såkaldte hatespeech-paragraf.
Hvad er konsekvenserne af denne udvidelse af forbuddet mod religionskritik – hvis vi tager for pålydende, at forbuddet gælder religion generelt og ikke bare islam?
Enormt krænkelsespotentiale
Der må følgelig heller ikke skrives noget nedsættende om lutheransk kristendom, der nyder en vis udbredelse i Danmark, og ej heller skrives noget nedsættende eller ufordelagtigt om kirkefaderen Luther. Han må ikke sættes i forbindelse med noget, der bare minder om nazisme eller antisemitisme.
Hertil vil nogen måske indvende, at der findes en del antisemitiske skriftsteder hos kirkefaderen. Men det er underordnet, for det er ikke sandhedskriteriet, der gælder. Det er krænkelseskriteriet. Er der nogen, der bliver kede af det?
Hvilke konsekvenser vil denne dom nu få for de mangeartede tekster, der i et eller andet omfang tangerer kritiske blikke på kristendommen? Krænkelsespotentialet burde være enormt her, mange flere borgere kan blive ramt, end hvis der er tale om kritik af islam.
Her taler vi ikke kun om polemiske indlæg og klummer, men må også inddrage teater og litteratur. Kan fiktive personer krænke og forfatteren anklages på vegne af dem? Kan forlæggerne anklages på vegne af afdøde forfattere?
Er Hitler Messias?
Et aktuelt eksempel. Følgende grimme ordveksling nedenfor udspiller sig mellem den tyske generalguvernør i Polen under Anden Verdenskrig, Hans Frank, og den italienske forfatter Curzio Malaparte i mit stykke Processen mod Malaparte. Stykket spilles for tiden i Lausanne, Schweiz, men jeg tænker på, om det nu vil være kriminelt at opføre i Danmark. Et uddrag:
Hans Frank: »[ ...] Jøderne er blodhunde og mordere. De vil ikke være tyskere og omvende sig til kristendommen. Og sådan har de levet i Tyskland i over tusind år [ ...] Men hvem har oprindelig lukket dem ind i Tyskland? Djævelen har måske bragt dem til Tyskland? Og vi tyskere er fanger i vores eget land, og djævelen danser, mens jøderne griner. Sådan skrev Luther!«
Malaparte: »Tror De så, Hitler er Messias?«
Hans Frank: »Hitler er Tysklands frelser.«
Uddrag slut. De autentiske replikker fra Luther, der gentages eller parafraseres, sætter kirkefaderen i et dårligt lys, hvis man ikke selv er antisemit, og de sætter også medlemmer af folkekirken i et dårligt lys, for så vidt man ikke har taget et opgør med Luther, hvad angår hans antisemitisme. Fuldstændigt ligesom Muhammeds verbale udskejelser om jøder og såkaldte vantro, som det så smagfuldt hedder, altid kaster en skygge ind over Islam. Desuden profaneres en kristen frelserskikkelse, der her forestilles i form af Føreren. Hvis man ikke er nazist, vil man krænkes over, at Hitler skal forestille at være en genopstanden Kristus.
Men som man nu kan forstå på dommen fra Retten i Helsingør, så er disse forhold ikke længere noget, der kan fremstilles og analyseres og kritiseres og forhånes i offentligt tilgængelige tekster. Det sørger denne nye sammentænkning for, som dommen udtrykker. Her beskyttes religion og religiøs ideologi med hatespeech-paragraffen 266 B.
Men ingen kan reelt begrunde, hvorfor ideologier, der legitimerer sig med religion, skal nyde fortrin frem for sekulære ideologier og være fredet for kritik. Man må skrive fornedrende og kritisk om nazisme, men ikke sammenligne islam med nazisme. Derfor må en kritisk sammenligning med nazisme kriminaliseres som en tankeforbrydelse med dommen fra Helsingør ret.
Anstændig hybris
Denne tankegang og denne dom ligner et mentalt sammenbrud, hvor den sovende blasfemiparagraf er bragt til live igen, ved at den bliver sammentænkt med hatespeech-paragraffen. Begge paragraffer er allerede problematiske i udgangspunktet, men dommens sammentænkning forgifter nu totalt den offentlige debat og tillige fremlæggelsen af både kritiske og litterære tekster.
På en måde tilbyder dommen en perfekt anledning til et opgør med både blasfemi- og hatespeech-paragraf ud fra princippet: Solving the problem by maximizing the problem. For med den anstændige hybris og det moralistiske vanvid, som den er udtryk for, er der reelt indført kaotiske tilstande for kritik og litteratur i offentligheden, når det kommer til religionskritik.
Lad os derfor stille en række vanvittige spørgsmål, som ikke desto mindre nu må tages helt seriøst: Hvordan forholder det sig med fiktive personers had- og blasfemiytringer, som i den citerede passage fra mit stykke? Er de under alle omstændigheder kriminelle? Altså er de krænkende i et værk, for så vidt som den autentiske ophavsmands replikker repræsenteres, eller for så vidt som fiktive personers racistiske ytringer repræsenteres, af forfatteren i værket?
Eller vil man fra rettens side forsøge at afgøre, hvilken status disse ytringer har i værket, inden man afgør om de propagerer racisme? Vil domstolen bedrive litterær tekstanalyse for at finde frem til, hvilken status ytringerne har? Vil udfaldet af en sådan litterær analyse da afgøre, om man som forfatter kan dømmes for en tankeforbrydelse? Vil dommeren selv påtage sig denne litterære opgave, eller vil hun indforskrive litterater til at hjælpe med at dømme forfatteren?
Stang en dom ud
Mange værker og flere forfattere kan komme under anklage, både fortidige litterære værker, nutidige og kommende. Forelægges udenlandske værker på dansk, må forlæggerne dømmes. Stang en dom ud til Søren Krarup for udgivelsen af Martin Luthers bog om jøderne. Stang en dom ud til Søren Møller Christensen fra forlaget Vandkunsten for udgivelsen af Malaparte på dansk. Stang også en dom ud til Johannes Riis på Gyldendal for en sikkerheds skyld, for der er helt givet et eller andet kriminelt i forlagets enorme bagkatalog.
Måske vil domstolen tage hensyn til, om de fiktive personers ytringer propageres af forfatteren, eller om der lægges afstand til dem? Men det må en litterær-juridisk tekstanalyse kunne afgøre. Indforskriv Det Danske Akademi til at foretage denne. Samfundet er godt rustet til kampen mod tankeforbrydelser.
Jeg er helt med på, at vi er ude på absurdismens overdrev med disse spørgsmål og problemstillinger. Men det er lovgivningens egen absurditet og dommen fra Helsingør, der har åbnet porten. Nu skal vi bare traske som søvngængere. Konformisme og inerti leder os hele vejen til det moralske paradis.