Norsk Muhammedkrise fortsætter

Af Søren K. Villemoes, 17-02-2010

Affæren om muhammedtegningen i det norske Dagbladet fra d. 3. februar fortsætter. Efter en demonstration blandt byens taxachauffører forrige lørdag var der i fredags en større demonstration med omtrent 3000 deltagere i Oslo, der mødte op for at protestere mod avisen.

Demonstrationen havde flere radikale islamister med som både arrangører og talere. Her bl.a. den tidligere terroranklagede Arfan Bhatti, der i Norge er kendt for at have medvirket til en skudepisode mod en synagoge i 2006; og den 24-årige Mohyeldeen Mohammad. Sidstnævnte udmærkede sig ved at advare om et norsk 9/11 fra fredagens talerstol. Dette er af mange blevet fortolket som en indirekte opfordring til terror. Sidenhen er samme Mohammeds meget positive syn på steninger af homoseksuelle blevet en sag i sig selv.

Den radikale islamistiske indflydelse på demonstrationen i fredags medførte, at Islamisk Råd Norge, en parplyorganisation for 25 islamiske foreninger, opfordrede deres medlemmer til at blive væk. Nu har en anden islamistisk forening valgt at gå med i kampen mod Dagbladet. Islamic Sharia Council, en selvudnævnt shariadomstol i Storbritannien, opfordrer nu på iransk tv alle OIC-lande til at trække deres diplomater ud af Norge. Om opfordringen vil blive fulgt er dog alt for tidligt at spekulere om. Men kritik af Norge er også blevet udtrykt i Kuwait, hvor en lokal salafistbevægelse har reageret.

Indtil videre har der dog ikke været nogen formelle reaktioner fra andre stater. Og den katalysator, der fik den danske Muhammedkrise til at accellere, er således endnu ikke sat i gang. Dengang var det specielt Egyptens reaktion på Muhammedtegningerne, der iværksatte et mindre islamisk våbenkapløb i OIC.

Ikke desto mindre er den seneste udvikling bekymrende og viser nok engang, at det islamistiske pres mod trykke- og ytringsfriheden stadig er en stor udfordring. Indtil videre har der dog ikke været nogen direkte dødstrusler mod avisen. Men den tydelige interesse for sagen i de mere radikale miljøer gør dog, at informationschefen for den norske efterretningstjeneste, Trond Hugubakken, ifølge Aftenposten anerkender, at sagen kan komme til at påvirke trusselsbilledet negativt. Indtil videre har der dog kun været et hackerangreb på Dagbladets hjemmeside angiveligt udført af en tyrkisk gruppe.

Dagbladets oprindelige artikel, der satte det hele igang, var faktisk en anklage mod den norske efterretningstjeneste for at tillade antimuslimske og racistiske udfald og links på deres facebook-profil. Artiklen forsøgte således at sætte fokus på, at man tillod det, journalisten kaldte 'hetz' og 'chikane' mod andre folkegrupper på politiets egen hjemmeside. Billedet af Muhammed som en gris blev i den anledning bragt for at vise, hvilke krænkende tegninger politiet lod folk linke til. Artiklen kan derfor med rette læses som en direkte kritik af, at politiet lader folk linke til disse tegninger på deres facebook-profil. Dagbladet har således ikke haft til hensigt at krænke muslimer med deres artikel. Dette har dog indtil videre ikke haft nogen betydning for sagens videre forløb, og viser endnu engang, at den oprindelige journalistiske hensigt sjældent spiller en stor rolle i disse sager.

Norge havde desuden en mindre forløber for krisen i januar, efter at Aftenposten havde valgt at genoptrykke samtlige Muhammedtegninger i solidaritet med Kurt Westergaard, der netop var blevet overfaldet i sit hjem. Det udløste bl.a. en større demonstration i Lahore, Pakisten.

 

Her er den tegning, der i disse dage er centrum for al postyret. Den er tegnet af russisk-israelske Tatiana Soskin i 1997. Hun blev anholdt af politiet, da hun forsøgte at påklistre tegningen på en arabisk butik i Hebron. Hun fik derefter en dom på to år for flere lovovertrædelser. Heriblandt at krænke religiøse følelser og at støtte en terrororganisation.

 

 


 

 

Mohyeldeen Mohammad