Jacob Mchangama [Denne blog i Berlingske er en redigeret version af en kronik bragt i Weekendavisen 30/1 2015, under overskriften "Alle kan krænkes"]
Mens angrebet på Charlie Hebdo er blevet mødt med fordømmelse og spontan solidaritet af befolkninger overalt i Vesten, er billedet noget anderledes i andre dele af verden. Som følge af Charlie Hebdos beslutning om at trykke en forside med profeten Muhammed i sidste uge angreb rasende folkemængder i Niger, et land hvor mere end 90% af befolkningen er muslimer, kristne kirker og franske interesser med mere end 10 dødsfald som følge. Også i andre lande med muslimsk befolkningsflertal såsom Pakistan, Yemen og Algeriet har der været protester. Den islamiske samarbejdsorganisation OIC, der består af 57 islamiske lande og har hovedsæde i Saudi Arabien, meddelte samtidig, at man undersøger mulighederne for at retsforfølge Charlie Hebdo i Frankrig eller andre europæiske lande. Disse markante udviklinger river tæppet væk under en af de forklaringer på angrebet mod Charlie Hebdo, som ofte fremføres af velmenende vesterlændinge, nemlig at angrebet er en respons på, at en privilegeret majoritet håner en svag og sårbar minoritet. Denne forklaringsmodel er i Danmark bl.a. blevet fremført af Niels Barfoed, mens den amerikanske intellektuelle Norman Finkelstein gik så langt som at sammenligne Charlie Hebdo med Der Stürmer, og udtrykke forståelse for angrebet som en reaktion på ”sadisme” snarere end satire.
Set med de venlige briller kan man sige, at politikere og intellektuelles vægtning af hensynet til minoriteter afspejler et vigtigt fremskridt for menneskeheden. Historien frembyder som bekendt mange eksempler på, at religiøse og etniske minoriteter har måtte leve som andenrangs-borgere eller helt er blevet udryddet. Der er også i vesten politiske bevægelser med vind i sejlene, som igen flirter med ønsket at betræde denne sti. En stat der giver etniske og religiøse minoriteter lige rettigheder, er derfor typisk højtudviklet og moderne. Men spørgsmålet om forholdet mellem ytringsfrihed og religiøse følelser handler ikke om forholdet mellem majoritet og minoritet, og er langt fra begrænset til et spørgsmål, der har relevans for borgere i Europa eller Vesten. Der er tale om en global værdikamp mellem de, der mener, at det enkelte menneske har ret til at forfølge sin egen samvittighed i tale og tro, og de, der mener, at religiøse forskrifter, som altid fortolkes af religiøse magthavere, skal have forrang.
Det er næppe helt forkert at datere begyndelsen af denne værdikamp til 14. februar 1989, hvor Ayatollah Khomeini udstedte en fatwa mod Salman Rushdie for at have skrevet De Sataniske Vers. Khomeini var som bekendt Ayatollah, religiøs diktator, i et land, hvor over 90% af befolkningen tilhører shiismen, der også er Irans statsreligion. Khomeinis Fatwa var endvidere adresseret til ”alle modige muslimer”, hvoraf størstedelen bor i lande med muslimsk flertal. Den var ikke adresseret til muslimerne i Storbritannien eller Europa. Khomeini var derfor ikke motiveret af at beskytte et sårbart mindretal men af at beskytte islam som religion, og dermed også sin egen magtposition, mod hån og kritik uanset, hvem og hvor den måtte fremsættes.
Rushdie-affærens værste tragedie fandt ikke sted i Vesten, men i den tyrkiske by Sivas. I 1993 holdt den tyrkiske forlægger af De Sataniske Vers et symposium i Sivas sammen men en række intellektuelle, der hovedsageligt bestod af Alevier, et muslimsk mindretal, der ifølge nogle estimater udgør omkring 15% af Tyrkiets befolkning. Hotellet blev stormet af en rasende folkemængde bestående af sunni-muslimer, og 35 mennesker blev brændt ihjel (forlæggeren slap dog med livet i behold). Eftersom sunni-muslimer udgør det store flertal af Tyrkiets befolkning, kan det altså heller ikke her være tale om, at et sårbart mindretal reagerer mod et undertrykkende flertal.
Pakistan er måske det bedste eksempel på, at religiøse begrænsninger af ytringsfriheden i langt højere grad er egnet som et angreb mod, end et forsvar for minoriteter. Landets blasfemilove stammer fra den britiske kolonitid. Men under General Zia Ul-Haq blev landet i 1980’ne islamiseret, herunder ved en skærpelse og udvidelse af blasfemilovene, der i nogle tilfælde foreskriver dødsstraf. Ifølge den pakistanske NGO Human Rights Commission of Pakistan (HRCP) er mere end 1000 mennesker blevet tiltalt siden 1987. Størstedelen af de tiltalte er muslimer, men sårbare og ofte undertrykte mindretal såsom Ahmadi-muslimer og kristne er stærkt overrepræsenterede, og lovene anvendes ofte til at undertrykke og intimidere. Det skete eksempelvis for den kristne kvinde Asia Bibi, der efter et skænderi med nogle naboer blev beskyldt for blasfemi og i 2014 fik sin dødsdom stadfæstet. Værre end Pakistans blasfemilov er den intolerance og fundamentalisme, som disse love understøtter. Der er adskillige eksempler på, at fundamentalister har taget loven i egen hånd. Eksempelvis blev et kristent par i 2014tortureret og brændt af en rasende folkemængde efter anklager om, at de havde skændet en Koran. Flere politikere er blevet myrdet for at have kritiseret Pakistans blasfemilovgivning, og samme skæbne er overgået en menneskerettighedsadvokat, der forsvarede en klient tiltalt for blasfemi.
Det måske mest kendte offer var den pakistanske guvernør Salman Taseer, der efter at have kritiseret Asia Bibi’s dødsdom blev myrdet af sin egen bodyguard Mumtaz Qadri. Ved retssagen mod Qadri hyldede en folkemængde ham som en helt, og advokater kastede rosenblade for hans fødder. 50.000 pakistanere gik på gaden i protest mod planer om at revidere blasfemilovene, og flere af demonstranterne råbte Qadris navn. I en forstad til Islamabad er der opført en moske til Qadris ære, som er blevet så populær, at der samles ind til dens udvidelse.
I Pakistans naboland Bangladesh, hvor ca. 90% af befolkningen er muslimer, er situationen ikke meget bedre. I 1994 måtte landets berømte forfatter Taslima Nasreen gå i eksil på grund af dødstrusler fra islamistiske grupper, der ikke kunne acceptere det islamkritisk indhold i hendes bog ”Skam”. Efter hun i et interview opfordrede til, at Koranen blev opdateret for at styrke kvinders rettigheder, gik flere hundrede tusinder på gaden med krav om dødsstraf til Nasreen, der også blev tiltalt for religionskrænkelse og måtte flygte til Vesten. I 2013 gentog situationen sig. En ateistisk blogger, som skrev religionskritiske indlæg, blev brutalt overfaldet og dolket af islamister. Efterfølgende blev fire ateistiske blogger anholdt og tiltalt for religionskrænkelse, og i hovedstaden Dhaka gik flere hundredetusinder af mennesker på gaden med krav om, at disse ateistiske bloggere skulle hænges for blasfemi.
Også i Indonesien, Det Palæstinensiske selvstyre, Sudan, Saudi Arabien, Egypten og Kuwait er ateister, kristne, liberale muslimer og andre, der har udtalt sig på en måde, der kan krænke islam, blevet fængslet og/eller overfaldet. Mest kendt er Raif Badawi den saudiske blogger der for nylig fik de første 50 af 1000 piskeslag for bl.a. at have krænket islam. Et andet eksempel er den ateistiske palæstinensiske blogger Waleed Al Huseini. I 2010 blev han fængslet af det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden på grund af sin religionskritik og satire. Alt i alt tilbragte han 10 måneder i fængsel for at følge sin samvittighed, og udtrykke tanker der er ildeset af både magthavere og befolkningsflertal.
Uden for den islamiske verden, er Paven kommet med udtalelser der kan fortolkes derhen, at vold er en uacceptabel men forventelig reaktion på ”religionsforhånelse”, ligesom den Ortodokse kirke i Rusland har fordømt Charlie Hebdo. Det skal ses i forlængelse af at Rusland har skærpet love rettet mod forhånelse af religion, der i praksis beskytter den Ortodokse kirke, som udgør den største religion i Rusland og, som har udviklet tætte bånd til Putins styre. Medlemmerne af Pussy Riot blev dømt for hooliganisme motiveret af ”religiøst had”, og i 2013 vedtog Dumaen en lov, der medfører op til tre års fængsel for at krænke religiøse følelser.
Når folk i Vesten reducerer konflikten mellem ytringsfrihed og religiøse følelser til et spørgsmål om majoritet versus minoritet, og hvor mobberen udnytter ytringsfriheden som sit instrument, er det ikke blot en dybt navlebeskuende og etnocentrisk forståelse, hvor Vesterlændinges handlinger og ytringer er udgangspunktet for alle andres ageren og selvforståelse. Det er også en forståelse, der afviser solidaritet med mindretal, der er udsat for forfølgelse, intolerance og had af langt værre omfang end i Vesten, og hvis vigtigste beskyttelse netop er de frihedsrettigheder, som velmenende vesterlændinge ikke længere vil forsvare når ytringsfrihedens ”ofre” ikke ligner dem selv. Men hvis vi vil forsvare de grundlæggende rettigheder for kristne i Pakistan, ateistiske palæstinensere på Vestbredden, liberale muslimer i Saudi Arabien og Putin-kritiske feminister i Rusland, kræver det også, at vi forsvarer hvide europæiske karikaturtegneres ret til at krænke minoriteter i Vesten
For kommentarer, se: http://mchangama.blogs.berlingske.dk/2015/02/02/ytringsfriheden-for-alle-ogsa-minoriteter/