Dette er en forkortet udgave af essayet, som er publiceret i Frederik Stjernfelts og Jens-Martin Eriksens bog; ”De Anstændige”, Gyldendal 2013
”Det er jo ikke terror. Der løber altså nogle gale franskmænd rundt. Undskyld, jeg siger det. Charlie Hebdo har jo tigget og bedt om at blive angrebet. Jeg har ikke ondt af disse franskmænd, der har gjort alt, hvad de kunne, for at provokere. Dem har jeg ikke for fem flade øre sympati for.”
Ville en person, der udtalte sig sådan kunne tiltales efter paragraf 136, stk. 2 i straffeloven, der kriminaliserer udtalelser, som billiger terror? I så fald burde man have tiltalt fhv. Udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen, for det var ham, som udtalte sin tilslutning til forfølgelsen og angrebet på Lars Vilks i 2010. Foroven er ofrets navn blot udskiftet med Charlie Hebdo. Hvordan kan man som anstændig nå så langt ud i sin appeasementpolitik overfor islamistiske trusler og anslag, at man ender med at blive offer for Mescalero-syndromet? Forklaring følger.
Med udbruddet af karikaturkrisen i 2006 stod Danmark pludselig isoleret i international sammenhæng. Der var ikke længere noget dække som i Rushdie konflikten, hvor det var en allieret, der var ramt. Derfor skulle der anderledes argumenter på banen i en udvikling af en politik overfor det nye problem. Man måtte argumentere for om hvorvidt ytringsfriheden er ukrænkelig eller om der er visse realpolitiske og nye multikulturelle betingelser og hensyn, der gør at man må indgå visse kompromisser. Det synes at være de dilemmaer, som Uffe Ellemann-Jensen kalibrerer sine synspunkter efter da krisen er et fait accompli. Og det gør han bl.a. rede for i sin takketale til Den Danske Publicistklub, optrykt i Berlingske Tidende den 21. marts 2006 – godt en måned efter den første karikaturkrise har kulmineret. Men for indledningsvis at skabe plads og legitimitet til sit synspunkt, som er et stærkt forbehold overfor publiceringen af karikaturerne, besværer han sig over, at der tilsyneladende er en tendens til – midt i celebreringen af ytringsfriheden – at vise intolerance overfor det han definerer som ’meningsfriheden’. Hermed mener han, at man som modstander af publiceringen af karikaturerne bliver defineret som modstander af ytringsfriheden – og dermed udgrænset som bærer af et anti-demokratisk synspunkt. Denne påståede stigmatisering er naturligvis møntet på ham selv, da han mærker sine synspunkter mod publiceringen anfægtet.
Uffe Ellemann-Jensens beskrivelse af denne tendens kan for så vidt være korrekt, men han tager dog i sit forsvar for sig selv ikke hensyn til, at hans eget synspunkt i denne internationale krise også er helt nyt: det drejer sig ikke om at være enig eller uenig med det eller de udsagn der er udtrykt i karikaturerne, men om at bestride det moralsk retfærdige i overhovedet at fremføre disse synspunkter. Der i ligger der en helt afgørende forskel. Og det var netop dette forsøgsvist nye argument mod publiceringen, der blev stigmatiseret som et svagt forklædt argument mod sine meningsmodstanderes ret til at ytre sig. Dette fremstiller Uffe Ellemann-Jensen så imidlertid som en stigmatisering, der i sig selv gør ytringsfriheden meningsløs, forstået på denne måde, at man bliver stigmatiseret hvis man bestrider noget, der er ytret – men det er ikke tilfældet. Uffe Ellemann-Jensen og andre har ikke bestridt noget, der er ytret, men har derimod bestridt, at karikaturerne havde en moralsk ret til at blive publiceret, selv til trods for at de ikke var i strid med gældende lovgivning, såsom blasfemiparagraffen og paragraf 266B.
Efter denne bestræbelse for at vinde legitimitet for sin holdning, som er at hans modstandere på Jyllands-Posten, der insisterer på at undersøge og analysere og provokere anti-demokratiske doktriner, imidlertid må undertrykke deres ytringsfrihed, præsenterer den tidligere udenrigsminister sine velkendte motivationer for politisk ræson: man skal tilpasse sig det internationale samfunds behov for hensyntagen og stabilitet – dvs. man skal ikke handle på en sådan måde, at det eksponerer Danmark ufordelagtigt, og dermed skader landets handelsmæssige og politiske interesser. Disse motivationer må imidlertid ikke opfattes som udtryk for eftergivenhed og frygt – snarere som udtryk for ansvarlighed og sund fornuft, samt frisind og tolerance, tilføjer han.
Problemet er dog for Uffe Ellemann-Jensen, at han ikke har leveret nogen argumentation imod udtrykkets – tegningernes – udsagn, men kun præsenteret en skinargumentation imod sine modstanderes angreb på ham. Hans påstande om, at undertrykkelsen af tegningernes udsagn skulle være udtryk for frisind og tolerance kan derfor ikke verificeres – hverken af ham selv eller hans læsere. Det er et forhold, der overhovedet ikke er blevet efterprøvet. Her fremstår karakteristikken kun som en påstand, der skal dække over Uffe Ellemann-Jensens eneste gyldige argumenter, som er handelsmæssige og politiske i den forstand, at Danmark ikke skal foretage sig handlinger, der isolerer landet på nogen måde.
Den 11. juni 2006 udtaler han til Berlingske Tidende: ”For mig at se viser det [karikaturkrisens forhold], vi har snorksovet i globaliseringsdebatten […]” Han kritiserer derefter regeringens globaliseringsråd med statsminister Anders Fogh Rasmussen i spidsen, der ”først til aller, aller sidst, da bomben så at sige var eksploderet i turbanen, fandt ud af, at der var en kulturel tilgang, som man egentlig også burde diskutere”.
På grund af internationaliseringen, som globaliseringens aspekter er udtryk for, er der derfor grund til at være mere varsom end tidligere med forvaltningen af ytringsfriheden. Den 2. juli 2006 anvender han denne sondring i en artikel i Berlingske Tidende: ytringsfriheden skal på den ene side ikke begrænses, og her refererer han en udtalelse fra Europarådet, som han tilslutter sig. Men så indfører han også det forbehold, at den imidlertid må forvaltes med større tilbageholdenhed. Der er mao. doktriner og emner, som ikke må tages op og kritiseres – kunne man tilføje. Heller ikke selv om de strider mod demokratiets principper og er inkompatible dermed.
Uffe Ellemann-Jensen tilslutter sig i denne forbindelse også Tyrkiets premierminister Erdogan, der hævder at eksponeringen af tegningerne – reelt eksponeringen af et forhold, hvor tegningerne bringes i strid med anti-demokratiske doktriner – kun har gavnet ekstremister, og således bidraget til at polarisere religiøse og kulturelle brudflader. Erdogan taler for lovgivning mod at anfægte religiøse doktriner med formuleringen om, at det ikke bør være tilladt at fornærme. Det er et udtryk for de bestræbelser, som OIC-landene gør sig i FN menneskerettighedsråd, hvor man bestandigt arbejder for skærpet lovgivning i forhold til kritik af religiøse doktriner. Men her lægger Uffe Ellemann-Jensen imidlertid afstand – han synes at mene, at man bør gå ad frivillighedens vej.
Som det ses er der et par uklare forhold i Uffe Ellemann-Jensens argumentation. Det forekommer som om han ikke sondrer klart mellem sin helt legitime ret til at være uenig med de udsagn, der er indeholdt i JPs karikaturer og det forhold, at han mener at have ret til at hævde, at JP slet ikke burde kunne fremføre disse udsagn, dvs. publicere tegningerne. Det svarer til at man ikke sondrer mellem det forhold, at man er uenig med nogle doktriner i en bog og så det forhold, at man er uenig i at bogen overhovedet er blevet publiceret. Det første er meget ofte tilfældet når en bog udgives, mens det sidste – at man ønsker bogen tilbageholdt af hensyn til ”frisind og tolerance” – forekommer helt ubegribeligt og selvmodsigende.
Men denne manglende sondring bunder naturligvis i det forhold, at den islamistiske doktrin, der tilsiger nogle muslimske kredse at protestere mod offentliggørelsen af karikaturerne ikke blot er uenig med udsagnet i tegningerne, men forbyder, at de overhovedet publiceres. Uffe Ellemann-Jensen ønsker under ingen omstændigheder, at Danmark eksponeres unødvendigt og negativt af nævnte handelsmæssige og politiske grunde og derfor bakker han reelt op om det islamistiske synspunkt – men nominelt fremfører han sit synspunkt som om det er udsagnets indhold i tegningerne han opponerer mod. Og derfor får hans kritik – i egne øjne – en almindelig, demokratisk legitimitet. Men han optræder reelt som en postillon d’amour i forklædning for islamistiske synspunkter.
En anden manglende sondring gør sig også gældende i hans kritik af Danmark; han begår tilsyneladende den samme fejl, som mange mellemøstlige kritikere gør, når de kritiserer og appellerer til statsministeren om at intervenere i karikaturstriden. Det er uklart hvem han egentlig med rette kritiserer: er det JP eller er det statsminister Anders Fogh Rasmussen? JP kan som privat aktør tegne sig for et synspunkt på nogle doktriner, som man kan være uenig med – men man kan næppe bestride bladets almindelige ret til overhovedet at fremføre det. Noget andet er Uffe Ellemann-Jensens mere eller mindre skjulte kritik af det officielle Danmark, nominelt statsministeren. Her er hans kritik mere veladresseret, idet det giver politisk mening at kritisere Anders Fogh Rasmussen for ikke at lægge holdningsmæssig afstand til karikaturerne – hvis han vitterlig var uenig i deres udsagn.
I sit svar til de 11 ambassadører, der den 12. oktober 2005 i et brev anmodede Anders Fogh Rasmussen om at gribe ind overfor publiceringen af tegningerne, som allerede var sket på daværende tidspunkt – i henhold til landets love – da svarede han som bekendt den 21. oktober samme år at; ”Ytringsfriheden er selve det danske demokratis fundament. Ytringsfriheden er meget vidtrækkende, og den danske regering har ingen mulighed for at påvirke pressen”. Alt dette er naturligvis demokratisk børnelærdom. Men intet ville, såfremt statsministeren rent faktisk var imod det udsagn, der lå i tegningerne, forhindre ham i at kritisere dem i endda stærke vendinger og moralsk støtte ambassadørerne. Det ville ellers være helt efter bogen. En statsminister tager afstand fra holdninger og analyser i medierne hver dag. Det gjorde han som bekendt ikke i dette tilfælde – antagelig fordi han rent faktisk er enig med JP i, at det er på sin plads at eksponere modsætningerne mellem religiøse, islamiske doktriner og demokrati og ytringsfrihed. Det er derfor her den rette adressat findes for Uffe Ellemann-Jensens kritik, når han beklager den kritiske eksponering, som det officielle Danmark har fået, ikke blot i lande, hvor vi har markedsinteresser, men også blandt vore nære europæiske og amerikanske samarbejdspartnere. Men Uffe Ellemann-Jensen kunne dog næppe af partimæssige hensyn åbent kritisere sin partifælle og efterfølger som partiformand for Venstre; derfor måtte kritikken vrides over imod Jyllands-Posten, hvis chefredaktør han krævede skulle tage sin afgang (Dagbladet Politiken, den 8 februar 2006).
Den manglende sondring i Uffe Ellemann-Jensens kritik i forhold til hvad det egentlig er for et forhold han kritiserer – indholdet eller ytringens status af offentlig, tilgængelig meddelelse, og tillige hans manglende sondring mellem en privat aktørs ytring og det officielle Danmarks holdning til indholdet i denne ytring - bunder måske i det forhold, at han ikke sætter entydigt navn på sin egentlige modstander i hele denne strid om Danmarks internationale renommé: Anders Fogh Rasmussen.
I erindringsbogen ”Vejen, jeg valgte” fra 2007 gør han sig nogle videre tanker om hvor i det kontroversielle ved offentliggørelsen af tegningerne består.
Først tager han JPs motivation for pålydende: ”Når kristne danskere skal finde sig i ”hån, spot og latterliggørelse”, så må andre religioner værsgo’ finde sig i det samme”. Fair nok. Han forsøger dernæst at definere det egentligt kritisable i det han forstår som JPs bevidste provokation: man har med vilje udvalgt et kontroversielt aspekt – forbuddet mod at afbilde religionens stifter og kritisere ham ved at krænke ham spøgefuldt – frem for at eksponere andre doktriner i islam og underkaste dem kritik. Endvidere finder Uffe Ellemann-Jensen det graverende, at intentionen med offentliggørelsen angiveligt er at ’krænke’ – ikke at ’kritisere’. Det sidste er i Uffe Ellemann-Jensens ordbog udtryk for den pædagogiske målsætning, at man vil ændre et synspunkt. Det første er blot en arrogant magtdemonstration uden anden hensigt end netop at demonstrere sin overlegenhed.
Denne subtile sondring mellem at krænke og at kritisere er imidlertid ikke én, som man har blik for i det forum i verden, hvor netop dette spørgsmål debatteres mest hedt, og hvis medlemsstater har både interesser og forbindelser til den karikaturstrid, som fulgte med publiceringen af de nævnte tegninger: FNs menneskerettighedsråd. Her plæderer OIC-landene igen og igen for skærpelse af forbuddet mod kritik af religion – læs: islam – som umiddelbart vil have politiske konsekvenser, idet det vil kunne eskalere de politiske og juridiske sanktioner, som islamiske lande kan sætte for deres civilsamfund, der netop er legitimeret i islam. En politisk kritik for at forbedre forholdene for menneskerettighederne i disse lande, bl.a. ophævelse af forbuddet mod apostasi, som har drakoniske konsekvenser for de mennesker, der rammes af dette forbud, vil derfor med en skærpelse af bestemmelsen om religionsfornærmelse umiddelbart identificere enhver kritiker som en krænker af religionen – hvilket præcist er intention med dette politiske initiativ fra OIC.
I det hele taget bør man kunne indse, at en religion, der understøtter- eller direkte bogstaveligt udtrykker en lovgivning umiddelbart bliver en politisk doktrin. Og en ’krænkelse’ af denne religions doktriner bliver derfor blot det religiøse udtryk for en politisk ’kritik’ – artikuleret i en terminologi for denne religions egen ufejlbarlige selvforståelse.
Uffe Ellemann-Jensen tilføjer også i sin bog, at man ikke skal gøre nar ad andre menneskers tro. I et indlæg i Berlingske Tidende det følgende år, den 20. marts 2008 uddyber han dette synspunkt ved at pege på, at det ikke får nogle konsekvenser for den måde, som vi i Danmark forvalter ytringsfriheden, for som han skriver; ”der er jo ingen hos os, der vil begynde at forbyde eller undertrykke karikaturer, film osv.”. Det synspunkt, vi her ser foldet ud, er naturligvis et ubevidst ekko af en af den hårde multikulturalismes doktriner. Et centralt punkt er her, at de forskellige etniske og religiøse samfund udvikler sig separate og at man ikke i offentlige debatter blander sig i hinandens forhold. Det er selvfølgelig dette synspunkt, der har sat sig igennem bag om ryggen på Uffe Ellemann-Jensen med hans forsikring om, at vi dermed ikke vil obstruere for vores interne ytringsfrihed mellem etniske danskere, selv om vi isolerer og udelukker de andre fra inklusion i en almindelig, kritisk offentlighed. Man kan imidlertid ikke iagttage, at han har adopteret dette synspunkt fra nogen helhedslig forståelse som en politisk doktrin. Det forekommer snarere som om han har udviklet det spontant under pres med internationaliseringen af striden i Danmark mellem religiøse- og politisk-liberale doktriner. Det er måske oven i købet et synspunkt, han selv ser som en art forekommende kompromis mellem disse uforenelige doktriner i forhold til spørgsmålet om religionskritik og ytringsfrihed?
Den 23. maj 2010 sker der et dramatisk ryk i forhold til de positioner, som den tidligere udenrigsminister har indtaget. I et interview i Berlingske Tidende udtaler han følgende som svar på et spørgsmål om terrortruslerne mod Kurt Westergaard og den svenske konceptkunstner Lars Vilks: ”Det er jo ikke terror. Der løber altså en gal svensker rundt. Undskyld, jeg siger det. Lars Vilks har jo tigget og bedt om at blive angrebet. Jeg har ikke ondt af den svensker, der har gjort alt, hvad han kunne, for at provokere. Ham har jeg ikke for fem flade øre sympati for.”
Kurt Westergaard har været udsat for angreb, der af anklagemyndigheden er defineret som terror, Lars Vilks har været udsat for forsøg på mordbrand og hans attentatmænd er dømt. Dette afficerer ikke Uffe Ellemann-Jensen. Hans afsky for ofrene er den foreløbige kulmination på at kompensere for at forene det, der ikke kan forenes mellem doktriner i islam og universelle dogmer: ofrene bliver fremstillet som om de selv er skyld i den aggression, de er udsat for. Hvad der hidtil er blevet forvredet i stadigt mere desperate, sekteriske og usammenhængende improvisationer med karakter af doktriner får her et morbidt emotionelt udtryk, der bringer mindelser til den såkaldte Mescalero-affære i Vesttyskland i 1977.
Efter mordet på den øverste anklager i forbundsrepublikken, Siegfried Buback den 7. april, der blev skudt af Rote Armee Fraktion i deres såkaldte ’Offensiv 77’, fremkom der i et studenterblad fra universitetet i Göttingen den 25. april samme år en politisk nekrolog over ofret, hvor skribenten ”Mescalero” på den ene side indrømmede sin hemmelige glæde over mordet på ofret samtidigt med, at han kritiserede terrorbevægelsens strategi med drab på individer, der tegnede magten i det kapitalistiske Vesttyskland.
Det er denne dobbelthed i meddelelsen, hvor man på den ene side forsikrer, at man tager afstand fra voldsmændene, men samtidigt indrømmer en hemmelig sympati med deres forbrydelser mod deres ofre, der definerer ’Mescalero-syndromet’.
Se i øvrigt indslaget på Deadline mandag 19. januar 2015, hvor Henrik Dahl (LA) og Rasmus Jarlov (K) diskuterer, hvordan og i hvilke situationer man kan indskrænke islamisters ytringsfrihed: http://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-866#!/12:43