Niels Barfoed spørger, hvad den konfrontatoriske holdning i spørgsmålet om ytringsfrihed skal udmønte sig i. Svaret er ligetil: Den rettighed skal forsvares, ikke opgives
Information 16. januar 2015 (http://www.information.dk/521573)
»Hvad mener Niels Barfoed, imamerne og hele holdet omkring Politiken, der skal gøres efter angrebet på Charlie Hebdo? Hvordan skal islam sejre, hvilket jo er og bliver endemålet?«
Sådan kunne vi spørge, hvis vi var lige så bizart demagogiske som Niels Barfoed i Information den 13. januar. Men er der brug for denne militans i debatten om politiske modstanderes rettigheder? Den franske filosof Pascal Bruckner spørger i Le Figaro den 7. januar: »Man har halshugget nogle af vores intellektuelle. Vi har været i krig i årevis, men over for radikal islam har vi udvist en forkastelig eftergivenhed. Det bliver meget interessant at se brudlinjerne i dagene, der kommer. Skal vi vædde på, at alle de forskellige kollaboratører vil tale for, at vi skal indskrænke ytringsfriheden?«
Det er de retoriske midler, der nu er kommet i brug. En urimelig overdrivelse, der kun tjener til at afvise den debat, som man tilsyneladende foregiver at gå ind i.
Ikke bare bundter Barfoed os sammen med en række meget forskellige debattører, han tilskriver os også helt vanvittige synspunkter – såsom udryddelsen af islam. Samtidig tilskriver han os støtte til forskellige internationale krige og mange andre mærkelige ting.
Hvad tjener denne overgeneralisering til, hvor man identificerer en række politiske modstandere med hinanden, og stiller dem til regnskab for helt urimelige beskyldninger? Er det panik ved håndvasken, fordi man godt ved, at man har snakket islamisterne efter munden og søgt fred med dem siden 2006 ved at argumentere for det rimelige i at renoncere på retsstatsprincipper om ytringsfrihed?
Lad os gætte. Det forekommer måske Barfoed nødvendigt for at beskytte sin egen meget svage position. Han mener ikke, at terrorangrebet mod Charlie Hebdo er noget særligt. Der er i hvert fald »vigtigere ting at tænke på«, skriver han.
Barfoed mener heller ikke, ytringsfriheden er truet – der er da heller næppe nogen i verden, der kunne finde på at true hans egne synspunkter, så fra hans helt egen udkigspost forekommer problemet overskueligt. Det er kun hans politiske modstandere, der er truet. Og derfor kvalificerer det ikke til at konkludere, at ytringsfriheden som sådan er truet, ifølge Barfoed. Det er allerhøjst nogle enkeltpersoner, der har det problem.
Barfoed spørger, hvad vi mener, der skal gøres. Men det har vi jo sagt (jvf. Jens-Martin Eriksen, Information fredag den 9. januar; Frederik Stjernfelt, Weekendavisen den 9. januar; Birgithe Kosovic, Politiken den 11. januar). Vi mener, at solidarisk gengivelse af karikaturer i vestlige medier ville have spredt truslen og have gjort det umuligt for islamisterne at udvælge Charlie Hebdo som offer. Det mener vi, er læren af denne massakre. Den er i realiteten et resultat af den politik, som Barfoed advokerer for i sit indlæg. Vi mener, at man skal danne en front mod islamismen. Vi peger på dette som en modforholdsregel mod de voldelige aggressioner fra civilsamfundet. Helt fredeligt.
Barfoeds indlæg tilbyder ikke selv det mindste forslag til, hvad man kan gøre. Det er skuffende, at en forhenværende PEN-præsident er så villig til at bøje sig og forkorte ytringsfriheden for sine politiske modstandere på Jyllands-Posten og på Charlie Hebdo. Han tror, det kan gøres ved at isolere »profetsatire«. I så fald vil Rushdies De sataniske vers være solgt til islamisterne efter 25 års forgæves kamp. Men de islamistiske trusler dækker mange andre ytringer end profetsatire, tag f.eks. Ibn Warraqs og Christoph Luxenbergs bøger, tag foredrag, tv-serier, film, forlæggere, forfattere, kunst og meget andet, der hver uge trues eller overfaldes og bringes til tavshed. Se hertil tidslinjen på fridebat.nu, der – desværre – handler om meget andet end karikaturer.
Der er ingen som helst grund til at tro, at islamisterne vil stoppe ved profetsatiren. Men hertil kommer, at Barfoeds forslag er upræcist og uprincipielt. Skal andre religioners profeter så også have særstatus? Skal Nordkorea have ret til at censurere amerikanske film, hvis de truer tilstrækkeligt? Hvad med den saudiske blogger Raif Badawi, der for et par dage siden fik de første 50 af 1.000 idømte piskeslag for »krænkelse af islam«? Vil Barfoed virkelig ofre ham for at få fred?
Barfoeds forslag vil sætte en forfærdelig præcedens: Når terrorister ser, at deres handlinger er effektive, lugter de blod og vil have mere. Det er Voldsmandens veto i sin mest radikale form. Et hvilket som helst voldeligt mindretal kan true sig til et veto mod rettigheder til andre i samfundet, som de er uenige med. Det kan ske pga. deres modstanderes race, køn eller politiske overbevisning.
Vi kan forhandle med dem, eventuelt give efter og indrømme dem ret på det, vi i første omgang tror er et begrænset område. Vi kan også bruge statsmagtens voldsapparat og borgernes civile modstand mod disse voldstrusler. Det er det sidste, vi taler for. Vi ønsker at bevare den demokratiske retsstat for alle borgere, også for vores politiske modstandere som Barfoed og islamisterne. Og vi mener ikke, som Barfoed, at dette fører til islams udslettelse. Det mener han tilsyneladende – ligesom islamisterne. Men det er for os at se febervildelser og panik. Det kan allerhøjest betyde, at Barfoed og islamisterne må modificere deres holdning. For andre har det ingen påtrængende betydning.
Barfoed spørger, hvad vi og andre mener.
Hvad vi mener er, at de elementære frihedsrettigheder er helt centrale for moderne, demokratiske samfund. Vi mener, disse rettigheder må forsvares og ikke opgives.
Frederik Stjernfelt er professor i videnskabsteori, idéhistorie og semiotik ved Københavns Universitet, Birgithe Kosovic er journalist og forfatter, og Jens-Martin Eriksen er forfatter Alle er de medlemmer af netværket Fri Debat