Fra Adskillelsens politik, Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt, 2008
Tegningen består af to dele. Den ene er et portræt af en ved første øjekast uidentificeret, skægget mandsperson – det er tegningens ikoniske del. Dernæst viser den ledsagende tekst (overskriften på den pågældende avisside ”Muhammeds ansigter”), at der er tale om den islamiske religionsstifter Muhammed, af de troende ofte kaldt ”Profeten” – det er tegningens såkaldt indexikalske del, der fixerer referencen og således tillader læseren at identificere hvilken person, det er, den ikoniske del udsiger noget om. Uden sidstnævnte indexikalske del ville man reelt ikke kunne vide, hvem tegningen forestiller, eftersom der ikke er nogen sikker viden om, hvorledes den historiske Muhammed tog sig ud – og tegningen kunne lige så godt forestille Abu Laban eller mangfoldige andre, skæggede, turbanbærende mænd, fx tegneren Kurt Westergaard selv, hvis han blev udstyret med en sådan hovedbeklædning. Koblingen af ikon og index, prædikat og subjekt, på denne specifikke måde er forudsætningen for, at tegningen fremstår som et udsagn, der siger så meget som: ”Dette er Muhammed”. Den indexikalske del udgør således en afgørende del af skandalen, forsåvidt som det er selve hævdelsen af, at denne tegning forestiller profeten, der gør den i øvrigt i sig selv ukontroversielle tegning kontroversiel.
Betragter vi nu selve tegningens ikoniske del – den manifeste tegning øverst på avissiden – så består den i sig selv af tre komponenter: et skitseagtigt portræt af en skægget mandsperson med et let skævt, svært fortolkeligt ansigtsudtryk, i hvis sorte turban der ligger en sort, kugleformet bombe med kort, brændende lunte, på hvis overflade der igen er gengivet et islamisk tegn, som de færreste danske læsere sandsynligvis er i stand til at afkode andet end som en generel henvisning til noget arabisk-islamisk. Ansigtet er forholdsvis naturalistisk gengivet, med dybtliggende, mørke øjne og tykke sorte øjenbryn, et lidt ubestemmeligt drag om munden og i det hele taget et lidt fraværende, næsten mediterende udtryk, medens den sorte turban i islamisk ikonografi er et tegn på profeten eller en af hans mange efterkommere, der ene af alle har ret til at bære denne hovedbeklædning. Bomben er på den anden side langt mindre naturalistisk gengivet og stærkt stiliseret til en sort, blank kugle i en Anders And-agtig tegneserietradition, der sandsynligvis er de fleste beskueres kilde til en sådan forestilling om en bombe, der næppe svarer til mange empirisk existerende eksplosiver i vore dage. Anvendelsen af en sådan stiliseret bombe er meget udbredt i avissatire, hvor den almindeligvis er en metonymi for våben eller voldelig adfærd i det hele taget – metonymi, som er den stilfigur, der repræsenterer en helhed ved en af dens dele. Den ikoniske del af tegningen består således af tre umage elementer, der er stillet sammen. Denne såkaldte zeugma-strategi, sammenstillingen af uens elementer, er uhyre udbredt i satirisk tegnetradition, og det er den, der overhovedet gør beskueren bevidst om, at tegningen ikke bare afbilder en konkret person, identificeret som den historiske skikkelse Muhammed, men at tegningen i en eller anden forstand udgør et udsagn om denne skikkelse og derfor skal udsættes for en yderligere læsning. Der er ikke bare tale om et almindeligt portræt af en historisk person. De vedføjede attributter, bombe med tekst, skal i en eller anden forstand læses som prædikater i et mere eller mindre generelt udsagn om figuren Muhammed.
Her er det, at mange hurtige – og ophidsede – fortolkere mener, at tegningen siger noget i stil med, at muslimer som sådan er terrorister, ja, at tegningen endog skulle udgøre en foragtende stereotypisering af muslimer som sådan. Det er imidlertid en meget forhastet fortolkning. Den forudsætter adskillige flere skridt end identifikationen af tegningens dele, nemlig en bestemt syntaktisk sammenkobling af disse dele, og det er ikke alle disse skridt, der er lige legitimeret af satiretraditionen. Lad os tage det første skridt først, det skridt, der overhovedet går fra at identificere personen på billedet som den historiske figur Muhammed og til at se figuren som repræsenterende islam eller endog se den som repræsenterende muslimer som sådan. Det første skridt er en metonymi, og den er meget udbredt: at man tager en doktrins ophavsmand som tegn for doktrinen. Det svarer til at tegne Marx som tegn på marxismen (selv om han jo som bekendt udtalte: ”Jeg er ikke marxist.”). Tegningen henviser altså kun indirekte, via denne stilfigur, til islam forstået som den doktrin, Muhammed knæsatte. Men er det derfor automatisk legitimeret, at tolkningen kan gå endnu et skridt videre til at hævde, at tegningen også handler om muslimer som sådan, sådan som mange fortolkere har hævdet, når de påstår, at tegningen handler om muslimer eller endda fremstiller en stereotype af muslimer? Dette er ikke nær så automatisk tilfældet. Den toleddede metonymi, der forbinder en doktrins skaber med doktrinen og videre til doktrinens tilhængere, er langt mere spinkel og mindre automatisk end skridtet fra ophavsmand til doktrin. Hvis jeg nu fx var en art tilhænger af filosoffen Nietzsche, og jeg så et portræt af ham, der på en eller anden måde tog afstand fra ham – ville jeg så dermed være berettiget til at hævde, at tegningen også tog afstand fra alle nietzscheanere? Meget langt fra. Nietzscheanere foreligger i mange aftapninger, og det kan være, at de dele af doktrinen, tegneren tager afstand fra, ikke er de dele af Nietzsche, jeg hylder. Dette dobbelte skridt fra ophavsmand til doktrin til samtlige tilhængere af doktrinen forudsætter stiltiende, at tegningens udsagn udstyres med det, logikerne kalder en alkvantor: at for alle muslimer gælder det, at ... Det påstås på ingen måde i tegningen, der ligesåvel kunne læses som udstyret med en existenskvantor: at for nogle muslimer gælder, at ... Det er altså reelt umuligt at afgøre, om tegningen handler om alle eller om nogle muslimer, selv hvis man forudsætter den problematiske, toleddede metonymi. Men hvad udsiger tegningen så om disse muslimer, om det nu engang gælder alle eller nogen (vi vender tilbage til dette)?
Tegningen sammenknytter nogle eller alle muslimer med en bombe, der er lige ved at gå af. Hvis vi ikke her forudsatte en version af den toleddede metonymi, ville tegningen være mærkværdig. Hvorfor ser Muhammed så relativt rolig ud, selv om han faktisk har en bombe siddende i turbanen? Er han selvmordsbomber? Man forbinder næppe heller en selvmordsbomber med ro. Hvis vi antager, at profeten er tegningens subjekt (støttet af sidens overskrift), så er den mærkede bombe tilføjet som en art prædikat. Men i en sådan sammensat tegning er der ikke nogen helt entydig fortolkning af, hvad prædikatet betyder. Tegninger har ikke en grammatik af samme mere entydige karakter som den der i sproglige udsagn sammenknytter subjekt og prædikat. Tegningen betyder i første omgang, at der er noget ”bombeagtigt” over Muhammed, og som Mehdi Mozaffari fra Aarhus Universitet har påpeget, så udgør tegningen i denne forstand reelt en opdatering af en gammel islamisk tradition for i skrift og billede at fremstille Muhammed som krigsherre, hvilket ofte angives ved, at han er udstyret med sit sagnomspundne sværd, et sværd, der fx genfindes afbildet på det saudi-arabiske flag. Bomben er i denne fortolkning blot en opdatering af en islamisk tradition for Muhammed-beskrivelse, der er knyttet til den udbredte ide i dele af islam om udbredelse af troen ved sværdet. Indsætter vi dette i den toleddede metonymi, medfører dette 1) at der er noget bombeagtigt eller krigerisk over Muhammeds doktrin, og 2) måske over alle eller nogle muslimer. Her er tolkningen med ”alle” naturligvis stærkt kontroversiel, medens tolkningen med ”nogle” næppe kan benægtes, for så vidt som der aktuelt existerer stærke netværk af islamister, der ledsager terroraktioner med henvisninger til islam og Muhammed. I denne læsning kan det være svært at se, hvorfor Muhammed-tegningen ikke simpelt hen henviser til de varianter af islam, der fortolker udsagnene om islam som sværdets religion som ret bogstavelige og derfor anvender bomber og anden vold i deres politiske kamp.
Men strengt taget siger tegningen intet om, hvorvidt Muhammed (og dermed disse muslimer) har et aktivt forhold til bomben eller om de måske snarere er dens ofre og ufrivilligt har fået den anbragt oven i hovedet. Den kuglerunde bombe i turbanen spiller på udtrykket ”at få en appelsin i turbanen”, en klassisk scene i dansk litteratur, hidrørende fra Oehlenschlägers tillempning af Aladdin-fortællingen fra Tusind og en nats æventyr i sin Alladin eller den forunderlige Lampe (1805), hvor Aladdin som tegn på held får en appelsin (egl. en ”Pomerants”) i turbanen. Endnu én af de tolv JP-tegninger spiller på samme ide – her er det Kåre Bluitgen, der iklædt turban får en appelsin mærket ”PR-stunt” dumpende ned i den. I denne fortolkning ville Muhammed i modsætning til Aladdin lide af uheld, når han i stedet for den ventede heldige appelsin modtager en bombe med samme form. Når denne uafgørbarhed – er Muhammed subjekt eller objekt for bomben? – entydiggøres i mange menneskers spontane tolkning af billedet, skyldes det naturligvis konteksten – det forhold, at der i USA, Europa, Israel og ikke mindst den muslimske verden i de seneste fem-ti år har været en række meget omtalte bombe- og andre terrorattentater med mange dræbte, hvor forskellige islamistiske grupperinger har taget ansvaret og påberåbt sig forskelige hårde fortolkningstraditioner af islam. Denne viden fra den almene offentlighed er den kontext, der tillader at tegningen uden nærmere analyse entydiggøres, sådan at vi uden at tænke nærmere over det antager, at tegningen forestiller en bombetruende Muhammed – eller via den dobbelte metonymi – en bombetruende islamist (selv om Muhammeds ansigtsudtryk på tegningen egentlig forekommer relativt fredeligt og ikke-truende). Men heri ligger en interessant spænding: dette forhold muliggør den tolkning, at profeten med sit ikke synderlig krigeriske udseende egentlig slet ikke er det direkte handlende subjekt for bombetruslen, men at det er andre kræfter, ikke tilstedeværende på tegningen, der har gjort ham og hans lære til påskud for bombninger ved at anbringe bomben i turbanen. Denne – egentlig ret nærliggende – tolkning, der vil skelne den mere moderate Muhammed fra de (islamistiske?) kræfter, der udnytter ham til bombastiske formål, har få iagttagere opholdt sig ved. Sandsynligvis fordi megen af diskussionen har drejet sig om, hvorvidt selve det at avisafbilde religionsstifteren Muhammed forekommer rimeligt og omfattet af Grundlovens ytringsfrihedsparagraf 77 – og slet ikke om, hvad tegningen egentlig udsagde.
Et andet spørgsmål er, hvorvidt den afbildede bombe er bogstavelig eller – som meget ofte i aviskarikatur – metaforisk. Er bomben en metafor for det bombastiske, som nogle kritikere har fundet i det islamiske og endnu mere i den islamistiske doktrin for politisk islam med totalitære ambitioner (der daterer sig fra Mawdudi, Qutb og al-Banna i begyndelsen af det 20. århundrede)? Heller ikke denne fortolkningsmulighed har været undersøgt af mange. Eller er bomben i al sin tegneserienaivitet endnu en metonymi, nemlig for krigsførelse eller terror som sådan? De fleste vil nok læse den som sidstnævnte.
Endelig er der tegningens tredje element: det kalligrafiske tegn på bomben. Det er en klassisk såkaldt shahâda i fortættet form, dvs. den muslimske “trosbekendelse”: “Der er ingen gud undtagen Gud [&] Muhammed er Guds sendebud.” Den er kalligrafisk allestedsnærværende i den muslimske verden (som vignetter i bøger og pamfletter, på bannere og flag (Saudi-Arabien) etc.) og har været noget af det tidligst
attesterede (dog i varianter) på skrift, fx i Klippemoskeen i Jerusalem fra 691 (Muhammed dør i 632). Den udgør således et fundamentalt tegn i islam. Den er opbygget som følger:
allâh
illa
allah ilah
al-rasûl lâ
muhammad
idet øverste skrålinje skal læses først, men nederst fra højre og op mod venstre, med følgende oversættelse, idet verbet “at være” er noget, som normalt på arabisk, man selv må medtænke:
Gud
undtagen
Gud gud
sendebud (der er) ikke/ingen
Muhammad
Dette tegn udgør den eneste komponent i tegningens ikoniske side, der forbinder den med islam. Det er et skrifttegn, der med sin entydige henvisning til islams basale credo understreger den første metonymi: fra skaber af doktrinen til doktrinen, fra Muhammed til islam. En basal komponent i doktrinen er simpelt hen angivet på overgangen fra turban til bombe. Tegnet er ganske vist mærkelig fladt – øjensynlig kopieret over på tegningen fra et eller andet forlæg; tegnet er ikke gengivet perspektivisk afrundet, som det ville være, hvis det fulgte bombens kuglerunde overflade. I alle tilfælde er det en mulig, ja nærliggende tolkning at forbinde den programmatiske monoteisme i udsagnet med bomben: monoteismens spændte forhold til andre, ikke konsekvent monoteistiske eller decideret polyteistiske religioner, der søges kritiseret eller endog i nogle tilfælde udryddet – hvilket bomben således kunne symbolisere. Man kan her tænke på ”vantro”s vanskelige forhold og manglende rettigheder i mange muslimske lande (gældende både kristne, jøder, ateister og andre, se nærmere information ang. de enkelte muslimske lande på Human Rights Watch’s hjemmeside med årlige rapporter fra hvert land). Men selv denne aggressive tolkning af tegningen, at islam som doktrin har en tendens til at undertrykke andre trosretninger, legitimerer ikke umiddelbart metonymi nummer to, der slutter til, at nogle eller alle muslimer er bombemænd, eller lignende.
Analyse af Kurt Westergaards tegning: profeten med bombe i turbanen
Fra Adskillelsens politik, Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt, 2008
Tegningen består af to dele. Den ene er et portræt af en ved første øjekast uidentificeret, skægget mandsperson – det er tegningens ikoniske del. Dernæst viser den ledsagende tekst (overskriften på den pågældende avisside ”Muhammeds ansigter”), at der er tale om den islamiske religionsstifter Muhammed, af de troende ofte kaldt ”Profeten” – det er tegningens såkaldt indexikalske del, der fixerer referencen og således tillader læseren at identificere hvilken person, det er, den ikoniske del udsiger noget om. Uden sidstnævnte indexikalske del ville man reelt ikke kunne vide, hvem tegningen forestiller, eftersom der ikke er nogen sikker viden om, hvorledes den historiske Muhammed tog sig ud – og tegningen kunne lige så godt forestille Abu Laban eller mangfoldige andre, skæggede, turbanbærende mænd, fx tegneren Kurt Westergaard selv, hvis han blev udstyret med en sådan hovedbeklædning. Koblingen af ikon og index, prædikat og subjekt, på denne specifikke måde er forudsætningen for, at tegningen fremstår som et udsagn, der siger så meget som: ”Dette er Muhammed”. Den indexikalske del udgør således en afgørende del af skandalen, forsåvidt som det er selve hævdelsen af, at denne tegning forestiller profeten, der gør den i øvrigt i sig selv ukontroversielle tegning kontroversiel. Betragter vi nu selve tegningens ikoniske del – den manifeste tegning øverst på avissiden – så består den i sig selv af tre komponenter: et skitseagtigt portræt af en skægget mandsperson med et let skævt, svært fortolkeligt ansigtsudtryk, i hvis sorte turban der ligger en sort, kugleformet bombe med kort, brændende lunte, på hvis overflade der igen er gengivet et islamisk tegn, som de færreste danske læsere sandsynligvis er i stand til at afkode andet end som en generel henvisning til noget arabisk-islamisk. Ansigtet er forholdsvis naturalistisk gengivet, med dybtliggende, mørke øjne og tykke sorte øjenbryn, et lidt ubestemmeligt drag om munden og i det hele taget et lidt fraværende, næsten mediterende udtryk, medens den sorte turban i islamisk ikonografi er et tegn på profeten eller en af hans mange efterkommere, der ene af alle har ret til at bære denne hovedbeklædning. Bomben er på den anden side langt mindre naturalistisk gengivet og stærkt stiliseret til en sort, blank kugle i en Anders And-agtig tegneserietradition, der sandsynligvis er de fleste beskueres kilde til en sådan forestilling om en bombe, der næppe svarer til mange empirisk existerende eksplosiver i vore dage. Anvendelsen af en sådan stiliseret bombe er meget udbredt i avissatire, hvor den almindeligvis er en metonymi for våben eller voldelig adfærd i det hele taget – metonymi, som er den stilfigur, der repræsenterer en helhed ved en af dens dele. Den ikoniske del af tegningen består således af tre umage elementer, der er stillet sammen. Denne såkaldte zeugma-strategi, sammenstillingen af uens elementer, er uhyre udbredt i satirisk tegnetradition, og det er den, der overhovedet gør beskueren bevidst om, at tegningen ikke bare afbilder en konkret person, identificeret som den historiske skikkelse Muhammed, men at tegningen i en eller anden forstand udgør et udsagn om denne skikkelse og derfor skal udsættes for en yderligere læsning. Der er ikke bare tale om et almindeligt portræt af en historisk person. De vedføjede attributter, bombe med tekst, skal i en eller anden forstand læses som prædikater i et mere eller mindre generelt udsagn om figuren Muhammed.
Her er det, at mange hurtige – og ophidsede – fortolkere mener, at tegningen siger noget i stil med, at muslimer som sådan er terrorister, ja, at tegningen endog skulle udgøre en foragtende stereotypisering af muslimer som sådan. Det er imidlertid en meget forhastet fortolkning. Den forudsætter adskillige flere skridt end identifikationen af tegningens dele, nemlig en bestemt syntaktisk sammenkobling af disse dele, og det er ikke alle disse skridt, der er lige legitimeret af satiretraditionen. Lad os tage det første skridt først, det skridt, der overhovedet går fra at identificere personen på billedet som den historiske figur Muhammed og til at se figuren som repræsenterende islam eller endog se den som repræsenterende muslimer som sådan. Det første skridt er en metonymi, og den er meget udbredt: at man tager en doktrins ophavsmand som tegn for doktrinen. Det svarer til at tegne Marx som tegn på marxismen (selv om han jo som bekendt udtalte: ”Jeg er ikke marxist.”). Tegningen henviser altså kun indirekte, via denne stilfigur, til islam forstået som den doktrin, Muhammed knæsatte. Men er det derfor automatisk legitimeret, at tolkningen kan gå endnu et skridt videre til at hævde, at tegningen også handler om muslimer som sådan, sådan som mange fortolkere har hævdet, når de påstår, at tegningen handler om muslimer eller endda fremstiller en stereotype af muslimer? Dette er ikke nær så automatisk tilfældet. Den toleddede metonymi, der forbinder en doktrins skaber med doktrinen og videre til doktrinens tilhængere, er langt mere spinkel og mindre automatisk end skridtet fra ophavsmand til doktrin. Hvis jeg nu fx var en art tilhænger af filosoffen Nietzsche, og jeg så et portræt af ham, der på en eller anden måde tog afstand fra ham – ville jeg så dermed være berettiget til at hævde, at tegningen også tog afstand fra alle nietzscheanere? Meget langt fra. Nietzscheanere foreligger i mange aftapninger, og det kan være, at de dele af doktrinen, tegneren tager afstand fra, ikke er de dele af Nietzsche, jeg hylder. Dette dobbelte skridt fra ophavsmand til doktrin til samtlige tilhængere af doktrinen forudsætter stiltiende, at tegningens udsagn udstyres med det, logikerne kalder en alkvantor: at for alle muslimer gælder det, at ... Det påstås på ingen måde i tegningen, der ligesåvel kunne læses som udstyret med en existenskvantor: at for nogle muslimer gælder, at ... Det er altså reelt umuligt at afgøre, om tegningen handler om alle eller om nogle muslimer, selv hvis man forudsætter den problematiske, toleddede metonymi. Men hvad udsiger tegningen så om disse muslimer, om det nu engang gælder alle eller nogen (vi vender tilbage til dette)?
Tegningen sammenknytter nogle eller alle muslimer med en bombe, der er lige ved at gå af. Hvis vi ikke her forudsatte en version af den toleddede metonymi, ville tegningen være mærkværdig. Hvorfor ser Muhammed så relativt rolig ud, selv om han faktisk har en bombe siddende i turbanen? Er han selvmordsbomber? Man forbinder næppe heller en selvmordsbomber med ro. Hvis vi antager, at profeten er tegningens subjekt (støttet af sidens overskrift), så er den mærkede bombe tilføjet som en art prædikat. Men i en sådan sammensat tegning er der ikke nogen helt entydig fortolkning af, hvad prædikatet betyder. Tegninger har ikke en grammatik af samme mere entydige karakter som den der i sproglige udsagn sammenknytter subjekt og prædikat. Tegningen betyder i første omgang, at der er noget ”bombeagtigt” over Muhammed, og som Mehdi Mozaffari fra Aarhus Universitet har påpeget, så udgør tegningen i denne forstand reelt en opdatering af en gammel islamisk tradition for i skrift og billede at fremstille Muhammed som krigsherre, hvilket ofte angives ved, at han er udstyret med sit sagnomspundne sværd, et sværd, der fx genfindes afbildet på det saudi-arabiske flag. Bomben er i denne fortolkning blot en opdatering af en islamisk tradition for Muhammed-beskrivelse, der er knyttet til den udbredte ide i dele af islam om udbredelse af troen ved sværdet. Indsætter vi dette i den toleddede metonymi, medfører dette 1) at der er noget bombeagtigt eller krigerisk over Muhammeds doktrin, og 2) måske over alle eller nogle muslimer. Her er tolkningen med ”alle” naturligvis stærkt kontroversiel, medens tolkningen med ”nogle” næppe kan benægtes, for så vidt som der aktuelt existerer stærke netværk af islamister, der ledsager terroraktioner med henvisninger til islam og Muhammed. I denne læsning kan det være svært at se, hvorfor Muhammed-tegningen ikke simpelt hen henviser til de varianter af islam, der fortolker udsagnene om islam som sværdets religion som ret bogstavelige og derfor anvender bomber og anden vold i deres politiske kamp.
Men strengt taget siger tegningen intet om, hvorvidt Muhammed (og dermed disse muslimer) har et aktivt forhold til bomben eller om de måske snarere er dens ofre og ufrivilligt har fået den anbragt oven i hovedet. Den kuglerunde bombe i turbanen spiller på udtrykket ”at få en appelsin i turbanen”, en klassisk scene i dansk litteratur, hidrørende fra Oehlenschlägers tillempning af Aladdin-fortællingen fra Tusind og en nats æventyr i sin Alladin eller den forunderlige Lampe (1805), hvor Aladdin som tegn på held får en appelsin (egl. en ”Pomerants”) i turbanen. Endnu én af de tolv JP-tegninger spiller på samme ide – her er det Kåre Bluitgen, der iklædt turban får en appelsin mærket ”PR-stunt” dumpende ned i den. I denne fortolkning ville Muhammed i modsætning til Aladdin lide af uheld, når han i stedet for den ventede heldige appelsin modtager en bombe med samme form. Når denne uafgørbarhed – er Muhammed subjekt eller objekt for bomben? – entydiggøres i mange menneskers spontane tolkning af billedet, skyldes det naturligvis konteksten – det forhold, at der i USA, Europa, Israel og ikke mindst den muslimske verden i de seneste fem-ti år har været en række meget omtalte bombe- og andre terrorattentater med mange dræbte, hvor forskellige islamistiske grupperinger har taget ansvaret og påberåbt sig forskelige hårde fortolkningstraditioner af islam. Denne viden fra den almene offentlighed er den kontext, der tillader at tegningen uden nærmere analyse entydiggøres, sådan at vi uden at tænke nærmere over det antager, at tegningen forestiller en bombetruende Muhammed – eller via den dobbelte metonymi – en bombetruende islamist (selv om Muhammeds ansigtsudtryk på tegningen egentlig forekommer relativt fredeligt og ikke-truende). Men heri ligger en interessant spænding: dette forhold muliggør den tolkning, at profeten med sit ikke synderlig krigeriske udseende egentlig slet ikke er det direkte handlende subjekt for bombetruslen, men at det er andre kræfter, ikke tilstedeværende på tegningen, der har gjort ham og hans lære til påskud for bombninger ved at anbringe bomben i turbanen. Denne – egentlig ret nærliggende – tolkning, der vil skelne den mere moderate Muhammed fra de (islamistiske?) kræfter, der udnytter ham til bombastiske formål, har få iagttagere opholdt sig ved. Sandsynligvis fordi megen af diskussionen har drejet sig om, hvorvidt selve det at avisafbilde religionsstifteren Muhammed forekommer rimeligt og omfattet af Grundlovens ytringsfrihedsparagraf 77 – og slet ikke om, hvad tegningen egentlig udsagde.
Et andet spørgsmål er, hvorvidt den afbildede bombe er bogstavelig eller – som meget ofte i aviskarikatur – metaforisk. Er bomben en metafor for det bombastiske, som nogle kritikere har fundet i det islamiske og endnu mere i den islamistiske doktrin for politisk islam med totalitære ambitioner (der daterer sig fra Mawdudi, Qutb og al-Banna i begyndelsen af det 20. århundrede)? Heller ikke denne fortolkningsmulighed har været undersøgt af mange. Eller er bomben i al sin tegneserienaivitet endnu en metonymi, nemlig for krigsførelse eller terror som sådan? De fleste vil nok læse den som sidstnævnte.
Endelig er der tegningens tredje element: det kalligrafiske tegn på bomben. Det er en klassisk såkaldt shahâda i fortættet form, dvs. den muslimske “trosbekendelse”: “Der er ingen gud undtagen Gud [&] Muhammed er Guds sendebud.” Den er kalligrafisk allestedsnærværende i den muslimske verden (som vignetter i bøger og pamfletter, på bannere og flag (Saudi-Arabien) etc.) og har været noget af det tidligst
attesterede (dog i varianter) på skrift, fx i Klippemoskeen i Jerusalem fra 691 (Muhammed dør i 632). Den udgør således et fundamentalt tegn i islam. Den er opbygget som følger:
allâh
illa
allah ilah
al-rasûl lâ
muhammad
idet øverste skrålinje skal læses først, men nederst fra højre og op mod venstre, med følgende oversættelse, idet verbet “at være” er noget, som normalt på arabisk, man selv må medtænke:
Gud
undtagen
Gud gud
sendebud (der er) ikke/ingen
Muhammad
Dette tegn udgør den eneste komponent i tegningens ikoniske side, der forbinder den med islam. Det er et skrifttegn, der med sin entydige henvisning til islams basale credo understreger den første metonymi: fra skaber af doktrinen til doktrinen, fra Muhammed til islam. En basal komponent i doktrinen er simpelt hen angivet på overgangen fra turban til bombe. Tegnet er ganske vist mærkelig fladt – øjensynlig kopieret over på tegningen fra et eller andet forlæg; tegnet er ikke gengivet perspektivisk afrundet, som det ville være, hvis det fulgte bombens kuglerunde overflade. I alle tilfælde er det en mulig, ja nærliggende tolkning at forbinde den programmatiske monoteisme i udsagnet med bomben: monoteismens spændte forhold til andre, ikke konsekvent monoteistiske eller decideret polyteistiske religioner, der søges kritiseret eller endog i nogle tilfælde udryddet – hvilket bomben således kunne symbolisere. Man kan her tænke på ”vantro”s vanskelige forhold og manglende rettigheder i mange muslimske lande (gældende både kristne, jøder, ateister og andre, se nærmere information ang. de enkelte muslimske lande på Human Rights Watch’s hjemmeside med årlige rapporter fra hvert land). Men selv denne aggressive tolkning af tegningen, at islam som doktrin har en tendens til at undertrykke andre trosretninger, legitimerer ikke umiddelbart metonymi nummer to, der slutter til, at nogle eller alle muslimer er bombemænd, eller lignende.