Hvis alle publicerer islamkritiske tegninger, er der ikke nogen at udpege for voldsmændene. Og hvis avisredaktører og journalister ikke forstår det, bør de søge over i andre brancher
Information: 9. januar 2015
Lad os ikke glemme, hvorfor det lige var Charlie Hebdo, der i onsdags blev ramt af et så voldsomt angreb, at det er blevet kvalificeret som et attentat mod den franske stat. Det blev klart deklareret af voldsmændene:
»Vi har hævnet profeten Muhamed!« For satirebladet Charlie Hebdo har i flere særudgaver drevet gæk med skinhellig islam og religiøst vanvid. Og man har som den største dødssynd publiceret de danske karikaturtegninger. Dermed bragte man sig i voldsmændenes søgelys. Og fordi alle andre – eller næsten alle andre – har undladt at publicere de famøse tegninger, er man disse steder er gået fri. Attentatet skete i Paris, og ikke andre steder, af præcis denne grund.
Man har i andre medier med andre ord valgt at indgå et tavst, indforstået kompromis med islamistiske voldsmænd, idet man med forskellige falske hensigtserklæringer og hule forklaringer har bedyret, at det ikke passede sig at bringe Jyllands-Postens karikaturer.
Sandheden har dog hele tiden været klar, både for redaktører, journalister, politikere og læsere: Man satsede på dette kompromis med islamistiske voldsmænd for at få fred, og i den tro, at man dermed kunne fortsætte uanfægtet med at skrive om andet, der ikke handlede om at rette et kritisk lys mod islamistisk voldskult og muslimsk forbudspolitik.
Men dermed valgte man også at sælge sine politiske modstandere eller kunstnere og andre uregerlige satirikere, der ikke var med på denne handel. Og det er derfor dem, der sidenhen er kommet til at betale, for de har været de eneste, voldsmændene har kunne få øje på: Kurt Westergaard kunne ikke løbe fra den tegning, han én gang havde begået.
Han blev overfaldet i sit eget hjem, fordi han var en af de eneste, man kunne få øje på. Der var ikke kommet solidariske publicister til, som kunne desillusionere voldsmændene med mængden af blasfemikere.
Det forskertsede angreb mod Jyllands-Posten kom, fordi der ikke var andre store aviser i Europa, der var trådt til i solidaritet for at udviske denne avis som enligt mål.
Nu ramte man så en hel medarbejderstab på Charlie Hebdo i hjertet af Paris, alene fordi alle andre har svigtet. Man har ikke i solidaritet publiceret tegninger sammen med det allerede truede Charlie Hebdo for at desillusionere voldsmændene ud fra princippet: solve the problem by maximizing the problem. Hvis alle publicerer, er der ikke nogen at udpege for voldsmændene. Og hvis avisredaktører og journalister ikke forstår det, bør de søge over i andre brancher. For det er udfordringen i dag.
Påstanden om, at ytringsfriheden ikke er truet, men at det udelukkende er enkelte personer, der er truet, bliver modtaget med vrede i dag.
Det er måske forståeligt nok, når det kun er de folk, der spotter og karikerer islam, der er i søgelyset hos voldsmænd. Det hedder sig, at hvis de bare slutter fred med islam og ikke kerer sig om det, de selv opfatter som det meste brændende spørgsmål i dag, så vil intet ske. Så kan de nådigst få lov til at leve i fred.
Men hvor længe tør nogen fastholde denne uhyrlige retorik om, at ytringsfriheden ikke er truet, blot fordi volden udelukkende rammer folk, der tilfældigvis er ens politiske modstandere?
Skal dette mummespil fortsætte, indtil man får radikaliseret de vrede politiske modstandere så meget, at de bliver ens dødsfjender og følgelig vil ræsonnere, at demokratiet ikke er for dem, og volden derfor må eskaleres til også at ramme de selv samme politiske dydsdragoner, der så effent har forstået at indgå et indforstået kompromis med islamisterne? Dette vil være det endegyldige bevis for falskheden i argumentet om, at vold mod en politisk modstander ikke er et generelt angreb på ytringsfriheden. De udsatte kan med rette spørge: Hvorfor skal den ene fløj skånes for vold, mens medier og enkeltindivider fra den anden fløj skydes ned, uden at deres legitime kritik bliver beskyttet?
Men behøver vi at drive dette vanvid så langt? Findes der ikke dybt inde i enhver journalist, redaktør, forfatter og tegner noget så elementært som demokratisk solidaritet? Og forstår man ikke, at hvis man forråder sine politiske modstandere, så forråder man demokratiet og er med til at eskalere vold som legitimt politisk våben?
Det handler ikke om nye lovgivningsinitiativer, men om at de berørte i civilsamfundet udviser civilcourage: At de publicerer alt det forbudte, at de støtter Charlie Hebdo og Jyllands-Posten. Ikke fordi man nødvendigvis er enig i det publicerede, men fordi man ved at trykke deres tegninger og tekst støtter deres ret til at gøre det over for demokratiets dødsfjender.
Man danner et skjold. Man løser problemet ved at maksimere problemet. Derved sender man et budskab om, at de islamistiske voldsmænd ikke kan føre terror mod den enkelte uden at møde modstand fra et enigt demokrati.
I denne kamp har vi mindst af alt brug for mere vand ud af ørerne og uforpligtende hensigtserklæringer om tilliden til, at det hele nok skal gå, bare vi stikker hovedet i sandet og lader, som om ingenting er sket. Det er der allerede gået alt for mange år med.
Men efter attentatet mod Charlie Hebdo må selvforblændelserne være overstået. Og forsøgene på at lyve over for andre om, at man ikke har indgået en tavs, beskidt handel med islamisterne må endegyldigt opgives. Disse ord er rettet til avisernes chefredaktører. Det er jer, der har ladt Charlie Hebdo i stikken. Glem ikke det.