Uffe Ellemann lider af Mescalero-syndromet

Af Jens-Martin Eriksen, 02-01-2013

Appeacementpolitik overfor islamisme fører til kynisme og moralsk sammenbrud.

Med udbruddet af karikaturkrisen begyndte den tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen at argumentere for, at der er visse kompromiser, man må indgå i forhold til friheden til at ytre sig.

Med udbruddet af karikaturkrisen begyndte den tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen at argumentere for, at der er visse kompromiser, man må indgå i forhold til friheden til at ytre sig. 

Det gør han bl.a. rede for i sin takketale til Den Danske Publicistklub i marts 2006. Men for at skabe legitimitet for sit synspunkt besværer han sig over, at der tilsyneladende er en tendens til at vise intolerance over for det, han definerer som 'meningsfriheden'.

Hermed mener han, at man som modstander af publiceringen af karikaturerne bliver defineret som modstander af ytringsfriheden ogdermed udgrænset som bærer af et antidemokratisk synspunkt. Denne påståede stigmatisering er naturligvis møntet på ham selv. 

Han tager dog ikke hensyn til, at hans eget synspunkt i denne internationale krise også er helt nyt: Det drejer sig ikke om at være enig eller uenig med de udsagn, der er udtrykt i karikaturerne, men om at bestride det moralsk retfærdige i overhovedet at fremføre disse synspunkter.

Uffe Ellemann-Jensen og andre har ikke bestridt noget, der er ytret, men har derimod bestridt, at karikaturerne havde en moralsk ret til at blive publiceret. 

Efter denne bestræbelse for at vinde legitimitet for sin holdning, som er, at hans modstandere på Jyllands-Posten, der insisterer på at undersøge og provokere antidemokratiske doktriner, imidlertid må undertrykke deres ytringsfrihed, præsenterer den tidligere udenrigsminister sine velkendte motivationer for politisk ræson: Man skal ikke handle på en sådan måde, at det eksponerer Danmark ufordelagtigt og dermed skader landets handelsmæssige og politiske interesser. 

Disse motivationer må opfattes som udtryk for ansvarlighed og sund fornuft, samt frisind og tolerance, tilføjer han. 

11. juni 2006 udtaler han til Berlingske Tidende: »For mig at se viser det (karikaturkrisens forhold), vi har snorksovet i globaliseringsdebatten (…)«. Han kritiserer derefter regeringens globaliseringsråd med statsminister Anders Fogh Rasmussen i spidsen, der »først til aller, aller sidst, da bomben så at sige var eksploderet i turbanen, fandt ud af, at der var en kulturel tilgang, som man egentlig også burde diskutere«.

På grund af internationaliseringen er der derfor grund til at være mere varsom end tidligere med forvaltningen af ytringsfriheden. 2. juli 2006 skriver han i Berlingske Tidende: Ytringsfriheden skal på den ene side ikke begrænses, og her refererer han en udtalelse fra Europarådet, som han tilslutter sig. Men så indfører han også det forbehold, at den imidlertid må forvaltes med større tilbageholdenhed.

Der er m.a.o. doktriner og emner, som ikke må tages op og kritiseres. Heller ikke selv om de strider mod demokratiets principper og er inkompatible dermed. 

Uffe Ellemann-Jensen tilslutter sig i denne forbindelse også Tyrkiets premierminister Erdogan, der hævder at eksponeringen af tegningerne - reelt eksponeringen af et forhold, hvor tegningerne bringes i strid med antidemokratiske doktriner - kun har gavnet ekstremister og således bidraget til at polarisere religiøse og kulturelle brudflader. Erdogan taler for lovgivning mod at anfægte religiøse doktriner med formuleringen om, at det ikke bør være tilladt at fornærme. 

Det er et udtryk for de bestræbelser, som OIC-landene gør sig i FN's Menneskerettighedsråd. Men her lægger Uffe Ellemann-Jensen imidlertid afstand. Han synes at mene, at man bør gå ad frivillighedens vej. 

Som det ses, er der et par uklare forhold i Uffe Ellemann-Jensens argumentation. Det forekommer, som om han ikke sondrer klart mellem sin helt legitime ret til at være uenig med de udsagn, der er indeholdt i JP's karikaturer, og det forhold, at han mener at have ret til at hævde, at JP slet ikke burde kunne fremføre disse udsagn, dvs. publicere tegningerne. 

Det svarer til, at man ikke sondrer mellem det forhold, at man er uenig med nogle doktriner i en bog, og så det forhold, at man er uenig i, at bogen overhovedet er blevet publiceret. Det første er meget ofte tilfældet, når en bog udgives, mens det sidste - at man ønsker bogen tilbageholdt af hensyn til 'frisind og tolerance' - forekommer helt ubegribeligt og selvmodsigende. 

Men denne manglende sondring bunder naturligvis i det forhold, at den islamistiske doktrin, der tilsiger nogle muslimske kredse at protestere mod offentliggørelsen af karikaturerne, ikke blot er uenig med udsagnet i tegningerne, men forbyder, at de overhovedet publiceres. 

Uffe Ellemann-Jensen ønsker under ingen omstændigheder, at Danmark eksponeres unødvendigt og negativt af nævnte handelsmæssige og politiske grunde, og derfor bakker han reelt op om det islamistiske synspunkt - men nominelt fremfører han sit synspunkt, som om det er udsagnets indhold i tegningerne, han opponerer mod. 

Han optræder reelt som en postillon d'amour i forklædning for islamistiske synspunkter (præcist på samme måde som hele venstrefløjen og dette ærværdige dagblad gjorde det under karikaturkrisen).

En anden manglende sondring gør sig også gældende i hans kritik af Danmark; han begår tilsyneladende den samme fejl, som mange mellemøstlige kritikere gør, når de kritiserer og appellerer til statsministeren om at intervenere i karikaturstriden. Det er uklart, hvem han egentlig med rette kritiserer: Er det JP, eller er det statsminister Anders Fogh Rasmussen?

JP kan som privat aktør tegne sig for et synspunkt, men man kan ikke bestride bladets ret til overhovedet at fremføre det. Noget andet er Uffe Ellemann-Jensens mere eller mindre skjulte kritik af det officielle Danmark, nominelt statsministeren. Her er hans kritik mere veladresseret, idet det giver rationel politisk mening at kritisere Anders Fogh Rasmussen for ikke at lægge holdningsmæssig afstand til karikaturerne.

I sit svar til de 11 ambassadører, der 12. oktober 2005 i et brev anmodede Anders Fogh Rasmussen om at gribe ind over for publiceringen af tegningerne, som allerede var sket på daværende tidspunkt - i henhold til landets love - svarede han som bekendt 21. oktober samme år, at han ingen muligheder havde for at påvirke pressen.

Det er naturligvis demokratisk børnelærdom. Men intet ville, såfremt statsministeren rent faktisk var imod det udsagn, der lå i tegningerne, forhindre ham i at kritisere dem og moralsk støtte ambassadørerne. Det ville være helt efter bogen.

En statsminister tager afstand fra holdninger og analyser i medierne hver dag. Det gjorde han som bekendt ikke i dette tilfælde. Enten fordi han var enig med JP i, at det var relevant at eksponere modsætninger mellem islamiske doktriner og ytringsfrihed, eller fordi han blev påvirket til det af Politikens nuværende chefredaktør Bo Lidegaard, som var hans rådgiver. 

Anders Fogh Rasmussen er derfor her den rette adressat for Uffe Ellemann-Jensens kritik, når han beklager den kritiske eksponering, som det officielle Danmark har fået, ikke blot i lande, hvor vi har markedsinteresser, men også blandt vore nære samarbejdspartnere. 

Men Uffe Ellemann-Jensen kunne dog næppe af partimæssige hensyn åbent kritisere sin efterfølger som formand for Venstre; derfor måtte kritikken vrides over imod Jyllands-Posten, hvis chefredaktør han krævede skulle tage sin afgang.

Den manglende sondring i Uffe Ellemann-Jensens kritik i forhold til, hvad det egentlig er for et forhold, han kritiserer - indholdet eller ytringens status af offentlig, tilgængelig meddelelse, og tillige hans manglende sondring mellem en privat aktørs ytring og det officielle Danmarks holdning til indholdet i denne ytring - bunder måske i det forhold, at han ikke sætter entydigt navn på sin egentlige modstander i hele denne strid om Danmarks internationale renommé: Anders Fogh Rasmussen.

I erindringsbogen 'Vejen, jeg valgte' gør han sig senere nogle tanker om, hvori det kontroversielle ved offentliggørelsen af tegningerne består.

Først tager han JP's motivation for pålydende: »Når kristne danskere skal finde sig i »hån, spot og latterliggørelse«, så må andre religioner værsgo' finde sig i det samme«. Han forsøger dernæst at definere det egentligt kritisable i det, han forstår som JP's bevidste provokation: Man har med vilje udvalgt et kontroversielt aspekt - forbuddet mod at afbilde religionens stifter og kritisere ham ved at krænke ham spøgefuldt - frem for at eksponere andre doktriner i islam og underkaste dem kritik.

Endvidere finder Uffe Ellemann-Jensen det graverende, at intentionen med offentliggørelsen angiveligt er at 'krænke' - ikke at 'kritisere'. Det sidste er i Uffe Ellemann-Jensens ordbog udtryk for den pædagogiske målsætning, at man vil ændre et synspunkt. Det første er blot en arrogant magtdemonstration.

Denne subtile sondring mellem at krænke og at kritisere er imidlertid ikke én, som man har blik for i det forum i verden, hvor netop dette spørgsmål debatteres mest hedt, og hvis medlemsstater har både interesser og forbindelser til karikaturstriden: FN's Menneskerettighedsråd. Her plæderer OIC-landene for skærpelse af forbuddet mod kritik af islam, som umiddelbart vil have politiske konsekvenser, idet det vil kunne eskalere de politiske og juridiske sanktioner, som islamiske lande kan sætte for deres civilsamfund. 

En politisk kritik for at forbedre forholdene for menneskerettighederne i disse lande, bl.a. ophævelse af forbuddet mod apostasi (frafald fra troen), som har drakoniske konsekvenser for de mennesker, der rammes af dette forbud, vil derfor med en skærpelse af bestemmelsen om religionsfornærmelse umiddelbart identificere enhver kritiker som en krænker af religionen - hvilket præcist er intentionen med dette politiske initiativ fra OIC.

I det hele taget bør man kunne indse, at en religion, der understøtter eller direkte udtrykker en lovgivning, umiddelbart bliver en politisk doktrin. Og en 'krænkelse' af denne religions doktriner bliver derfor blot det religiøse udtryk for en politisk 'kritik' - artikuleret i en terminologi for denne religions egen selvforståelse.

Uffe Ellemann-Jensen tilføjer også i sin bog, at man ikke skal gøre nar ad andre menneskers tro. I et indlæg i Berlingske Tidende det følgende år, 20. marts 2008, uddyber han dette synspunkt ved at pege på, at det ikke får nogen konsekvenser for den måde, som vi i Danmark forvalter ytringsfriheden, for som han skriver, »der er jo ingen hos os, der vil begynde at forbyde eller undertrykke karikaturer, film osv.«. 

Det synspunkt, vi her ser foldet ud, er naturligvis et ekko af en af den hårde multikulturalismes doktriner. Et centralt punkt er her, at de forskellige etniske og religiøse samfund udvikler sig separat og at man ikke i offentlige debatter blander sig i hinandens forhold. 

Det er selvfølgelig dette synspunkt, som Uffe Ellemann-Jensen har udviklet med sin forsikring om, at vi dermed ikke vil obstruere for vores interne ytringsfrihed mellem etniske danskere, selv om vi isolerer og udelukker de andre fra inklusion i en almindelig, kritisk offentlighed. Man kan imidlertid ikke iagttage, at han har adopteret dette synspunkt fra nogen helhedsforståelse som en politisk doktrin. 

Det forekommer snarere, som om han har udviklet det spontant under pres med internationaliseringen af striden i Danmark mellem islamiske og demokratiske doktriner. Det er måske oven i købet et synspunkt, han selv ser som en art forekommende kompromis? 

23. maj 2010 sker der et dramatisk ryk i forhold til de positioner, som den tidligere udenrigsminister har indtaget. 

I et interview i Berlingske Tidende udtaler han følgende som svar på et spørgsmål om terrortruslerne mod Kurt Westergaard og den svenske konceptkunstner Lars Vilks: »Det er jo ikke terror. Der løber altså en gal svensker rundt. Undskyld, jeg siger det. Lars Vilks har jo tigget og bedt om at blive angrebet. Jeg har ikke ondt af den svensker, der har gjort alt, hvad han kunne for at provokere. Ham har jeg ikke for fem flade øre sympati for«. 

Kurt Westergaard har været udsat for angreb, der af anklagemyndigheden er defineret som terror, Lars Vilks har været udsat for forsøg på mordbrand, og hans attentatmænd er dømt. Dette berører ikke Uffe Ellemann-Jensen. Hans afsky for ofrene er den foreløbige kulmination på at kompensere for at forene det, der ikke kan forenes mellem doktriner i islam og demokratiets dogmer. 

Ofrene bliver fremstillet, som om de selv er skyld i den aggression, de er udsat for. Hvad der hidtil er blevet forvredet i stadigt mere desperate, sekteriske og usammenhængende improvisationer med karakter af doktriner, får her et morbidt emotionelt udtryk, der bringer mindelser til den såkaldte Mescalero-affære i Vesttyskland i 1977. 

Efter mordet på den øverste anklager i forbundsrepublikken, Siegfried Buback, 7. april, der blev skudt af Rote Armee Fraktion i deres såkaldte 'Offensiv 77', fremkom der i et studenterblad fra universitetet i Göttingen 25. april samme år en politisk nekrolog over ofret, hvor skribenten 'Mescalero' på den ene side indrømmede sin hemmelige glæde over mordet på ofret, samtidig med at han kritiserede terrorbevægelsens strategi med drab på individer, der tegnede magten i det kapitalistiske Vesttyskland. 

Det er denne dobbelthed i meddelelsen, hvor man på den ene side forsikrer, at man tager afstand fra voldsmændene, men samtidig indrømmer en hemmelig sympati med forbrydelserne mod deres ofre, der definerer 'Mescalero-syndromet'.

Indlægget har været bragt i Politiken d. 27.12.2012.