Af Jens-Martin Eriksen, 10-04-2012
Anders Breivik er politisk højreterrorist og nationalist og ikke en apolitisk gåde. En beskrivelse af hans udåd i et europæisk perspektiv.
I de seneste år har den politiske modernitetskritik vundet momentum i Europa. Men den er, som mange andre tendenser, ikke nogen entydig bevægelse. Den spænder fra nationalistiske og nationalkonservative folkepartier i Vesteuropa og til en kristen-nationalistisk vækkelse, som den man ser i Serbien, og til spektakulære terrorhandlinger som Breiviks. Desuden er den repræsenteret på den modsatte fløj i muslimske indvandrerkulturer.
I Vesteuropa finder vi ikke den sinistre alliance mellem nationalistisk, kulturel højrefløj og kirkelige magtcentre som i Serbien. Den serbisk ortodokse kirke var under folkemordet på de bosniske muslimer med til ideologisk at legitimere forbrydelserne, og i dag er institutionen aktiv i en kampagne om benægtelse af skyld. Samtidigt er kirken en aktiv medspiller i forhold til klerikalt-fascistiske bevægelser, der bl.a. står for voldelige overfald på Gay Pride. Serbien er således en enkeltstående case, men kun i kraft af radikaliteten af den voldelige modernitetskritik og dens integration i samfundsmæssige institutioner. For strukturelt er den gjort af samme stof som modernitetskritiske partier i Vesteuropa.
I vores del af Europa findes der også en variation af den samme kulturbårne ideologi, som eksisterer i Serbien. Grundantagelsen er, at der findes uoverstigelige forskelle mellem samfundenes religiøse grupper. Krigen mellem kristendom og islam, der spænder fra masseanvendelse af vold på Balkan til lavintensive, ideologiske borgerkrige i er uundgåelig. Ekstreme kristelige nationalister vil gå så langt som til at påstå, at den også er ønskelig, for ved kampen viser religionen sig som betydningsdannende for et folks eksistens.
Den grundlæggende motivation og identitet i modernitetskritiske partier er følelsen af, at den nationale kultur er truet. Man vil undertrykke symboler på muslimsk kultur i vid forstand ved at forbyde opførelse af moskeer – eller i det mindste spænde ben for disse projekter. Man vil forhindre anlæggelse af muslimske begravelsespladser, man vil forbyde individer at ytre sig på en bestemt måde. Kulturen er det operationelle felt, som politikken primært må fokusere på, da alle andre områder er afhængig af denne.
Et af de slag, der har stået om den nationale kultur i et af de europæiske lande de seneste år, har været folkeafstemningen om forbuddet mod opførelse af minareter i Schweiz i november 2009. Før afstemningen fik man op til 52 % i opinionsundersøgelser til at bekende deres nej til forbuddet. Men alene i stemmeboksen prøvede 57 % af schweizerne alligevel uden overvågning at støtte initiativet. I landsbyen Champoz i Jurabjergene stemte 93 % af bjergbønderne for forbuddet mod minareter. Dog kender man ingen muslimer dér. Men man ser dem som et andet folk, der lever for sig selv, og som ikke blander sig med schweizerne, og som er i gang med at bygge deres egen stat.
Der gemmer sig en kompleksitet i den nu berømte afstemning, der i realiteten kom til at handle om mere end minareterne som religiøse bygninger. Den blev reelt en slags opinionsmåling for, hvordan man forholder sig til muslimer helt generelt – samt til de udemokratiske muslimske dogmer, der praktiseres, og som ellers ikke antastes af det politiske establishment og det liberale mediokrati og kulturliv. Her hersker der fortielse eller uvidenhed om dogmer som apostasiforbud, altså forbuddet mod at skifte religion for muslimer og forbuddet for kvinder til at gifte sig med ikke-muslimske mænd. Som de eneste mindretal integrerer muslimer sig ikke i familier fra den oprindelige befolkning og gifter sig ikke med nogen derfra, hverken i Schweiz eller i noget andet europæisk land. De bigotte dogmer, der understøtter denne adskillelsens politik håndhæves imidlertid ikke af nogen domstol, men af familie, religiøse institutioner og omgangskreds. Desuden hersker der en voldelig aversion mod homoseksuelle. Men intet af dette eksponeres og undersøges seriøst af mediokratiet og det politiske establishment eller kulturlivet. Ved afstemningen bød der sig for liberale schweizere en mulighed til for at protestere over disse forhold ved at støtte minaretforbuddet fremsat af det schweiziske folkeparti UDC.
At et monokulturalistisk parti ikke blot argumenterer for sin sag med kultur, men også i visse sammenhænge stiller op for Oplysningen og menneskerettighederne mod sine modstandere er med til at komplicere billedet af den ideologiske kamp. Dansk Folkeparti har også på flere områder, i dets strid med muslimske kulturudtryk, argumenteret på et oplysningspolitisk grundlag, hvor man fører principper som ligeværdighed og ytringsfrihed og åndelig frihed i front. Dette er sket i kampen mod segregationistiske initiativer. Disse omfatter det, der eufemistisk benævnes som ”retspluralisme”, og som indebærer at man overlader individerne fra mindretalskulturen til religiøse institutioners retshåndhævelse. Muslimske kulturalister har plæderet for adskilte svømmehaller og andre faciliteter, foredragssale osv., således at man har kunnet holde en fysisk adskillelse i hævd mellem individer af forskellige kulturer og køn. Desuden har DF støttet Jyllands-Posten med ytringsfrihedsargumenter.
Som fronterne blev aftegnet ved den schweiziske folkeafstemning om minareter, således ser vi også et lignende mønster danne sig i Danmark. DF anvender oplysningspolitiske doktriner i sin kamp. Og det sker i situationer, hvor andre politiske kræfter enten tier eller endog helt uprincipielt plæderer for positive undtagelser, når det gælder muslimsk kulturs uforenlighed med demokrati og menneskerettigheder. Men de oplysningspolitiske argumenter anvendes selektivt, derved at de eksklusivt skal servicere et kulturalistisk formål. Man kritiserer aldrig sin egen kulturs monopoliserende dominans. Det gælder om at undertrykke al fremmed religion, da man opfatter det nationale fællesskab som en religiøs menighed, hvor der ikke er plads til andre. Hvor det monokulturalistiske DF i mange henseender således udstiller sig xenofobisk, da har venstrefløjen (og Dagbladet Politiken) været karakteriseret ved xenofili. Men disse to tilgange til det kulturelt fremmede er begge provinsielle og uoplyste, idet de i en pervers grad enten afskyer eller ukritisk dyrker det fremmede.
Dansk Folkeparti har været i stand til at samle en række intellektuelle i partiet og i dets frontorganisation Trykkefrihedsselskabet. Desuden har man kritikere på især Kristeligt Dagblad og Jyllands Posten, der artikulerer partiets grundholdninger. Og disse intellektuelle forstår sig selv som en art modstandsbevægelse. Ikke kun mod selve fjenden, den voldelige islamisme. Men også imod hvad man opfatter som den intellektuelle islamismes indflydelse på venstrefløjen og blandt venstreliberale. Dagbladet Politiken, eller Systemet Politiken, som det hedder i den paramilitære retorik, er den ideologiske hovedmodstander.
Man kan i denne forbindelse fremhæve den tidligere biskop i Roskilde Stift, Jan Lindhardt, således som han udtrykker sine synspunkter i erindringsbogen Det skal råbes. For ham kommer billedet af den aktuelle konfrontation mellem kristendom og islam til udtryk ved omdrejningspunkterne 11. September og Karikaturkrisen. Han skriver; ”Det er en foruroligende situation, men set i et historisk perspektiv er det ingen ny situation, for det har vekslet mellem fred og krig i kristendommens 1.400 år lange historie med islam”. Og vi befinder os ifølge Jan Lindhardt i en krigstilstand, som har forskellig karakter, alt afhængig af hvor på frontlinjen mellem kristendom og islam vi befinder os i tid og rum. På Balkan har den kamp for 17 år siden haft én karakter. Jan Lindhardt har tidligere udtrykt det sådan, at man måtte have naturlig sympati med ”sine egne”, de kristne serbere, i krigen mod muslimerne i denne konflikt. Kristendom og islam er som ild og vand. Samlivet med islam er en tikkende bombe, og der er hele tiden fare for en religionskrig. Sådan må man forstå Jan Lindhardt.
Men hvilken forbindelse er der mellem disse modernitetskritiske tendenser i Europa, der her er beskrevet, og så de kulturideologier, der var bevæggrunden for krigen mellem Serbien og Bosnien i begyndelsen af halvfemserne? Det var grundlæggende en strid mellem den serbiske territorial-nationalisme og den islamiske religions-nationalisme. Altså en konflikt, der fuldstændigt følger det samme mønster, som der er skitseret her i andre europæiske lande. Forskellen er imidlertid – og det er den helt afgørende forskel - at der i den balkanske dødsfælde ikke var nogen demokratisk stat eller noget demokratisk synspunkt til at mediere mellem de to stridende nationalismer. Det var den aggressive serbiske nationalisme med appetit på at indlemme store områder i Bosnien, hvor der bor serbiske mindretal, der stod overfor en enfoldig sekteriker, den religiøse-politiske leder Alija Izetbegovic og hans islamistiske parti. I denne strid lod den serbiske kirke sig velvilligt instrumentalisere ideologisk, således at man kunne føre de nationalistiske ideer ud i livet. Og de europæiske kirker og kristne organisationer ignorerede dette spil, hvor kristendommen ideologisk blev spændt for folkemordskrigen mod de civile muslimer. For den græske kirkes vedkommende støttede man direkte krigsførelsen mod de civile muslimer både ideologisk og logistisk. Man afholdt fælles gudstjenester på steder, hvor udrensninger for nyligt havde fundet sted, man velsignede den serbiske belejring af Sarajevo og man indsamlede midler til krigsførelsens humanitære organisationer. ”Etnisk udrensning” blev det frygtelige, men eufemistiske udtryk, der kom til at kendetegne denne aggression. Et kristent folkemord på de bosniske muslimer er mere præcist.
I dag findes der stærke kristne og nationalistiske bevægelser, som er opstået i Serbien efter krigene. Her får den monokulturalisme, der her er beskrevet, og som findes overalt i Europa, sit fuldgyldige udtryk i kraft af en eksplicit og intellektuelt baseret kritik af modernitet og kulturel relativisme. Dele af kirken er forlovet med kredse i de radikale bevægelser, Dveri Srpske og Obraz, og man er sammen med disse fælles om militant at bekæmpe homoseksuelles manifestationer, moderne rettighedsideologi og mindretal. I visse henseender går man imod det liberale demokrati.
Den radikale nationalist Anders Behring Breivik er som bekendt blevet karakteriseret som ”paranoid skizofren”, og denne diagnose kan andre end indviede fagfolk begribeligvis ikke have nogen mening om. Men dersom denne psykiatriske diagnose også kommer til at fungere som en politisk diagnose, der skal forklare hans udåd den 22. juli, da vil den fremstå som en mystificerende trylleformular, der skal bortforklare den politiske virkelighed, som Breivik med sin forbrydelse forsøgte at intervenere i. For det gjorde han efter ikke blot sit eget rationale ganske logisk. Men han handlede også begribeligt som politisk højreorienteret terrorist. Man kan sammenligne karakteren af hans udåd med andre politiske forbrydelser i nyere tid, så som de serbiske massakrer på de bosniske muslimer. Han henviser gentagne gange til den serbiske krigsførelse som det moment, der åbnede hans øjne, ligesom han påstår, at have haft kontakter til den serbiske højrefløj. Anders Behring Breiviks udåd har ikke blot det monstrøse tilfælles med de serbiske massakrer i dens omfang og i dens krævende planlægning, men den indgår tillige i det samme politiske mønster, som det er beskrevet ovenfor, hvor man er motiveret af sin egen kulturbårne ideologi mod islam og muslimer. Anders Behring Breiviks manifest, der kontekstualiserer hans terrorhandling, er som bekendt en mangfoldig blanding af konservativ nationalisme og militant kristendom. På disse områder har han helt komplementære holdninger med de serbiske forsvarere for krigen mod de bosniske muslimer. En sammenligning mellem Anders Behring Breiviks terroranslag og den serbiske masterplan for massakrer på civile muslimer er derfor absolut rimelig og relevant for at forstå den politisk motiverede beslutsomhed, der ligger bag hos gerningsmændene.
Handlingernes planlagte karakter for udryddelsen og fordrivelsen af de bosniske muslimer er nu hævet over enhver tvivl. Men ingen af de politiske eller religiøse ledere er mig bekendt blevet erklæret for psykisk syge og uegnede til straf til trods for forbrydelsernes monstrøsitet. Nogen af dem er oven i købet selv psykiatere. Det er bl.a. derfor også svært at forstå hvor i den norske undtagelse skulle bestå, når man vurderer at Anders Behring Breivik, der ligeledes har begået en monstrøs, men krævende logistisk forbrydelse, skulle være uegnet til straf.
Det er bemærkelsesværdigt, at offentligheden i timerne umiddelbart efter bombeanslaget i Oslo tilskrev handlingen en islamistisk terrorgruppe. Først senere ændrede man opfattelse. Man var altså i stand til at tilskrive to forskellige grupper af terrorister med nominelt diametral forskellig politisk ideologi den selvsamme politiske forbrydelse. Med Mohamed Merah i Toulouse forholdt det sig omvendt. Her gisnede man først om, at mordene på soldater med arabisk baggrund i den franske hær og nedskydningen af jødiske børn måtte tilskrives en nazistisk gruppe. Senere blev man klogere.
Men det spørgsmål, der bliver stående er naturligvis også, om hvor vidt højrenationalisten Anders Behring Breivik og islamisten Mohamed Merah virkelig er så forskellige? De er ganske vist modstandere, men de er homologe modstandere. De står substantielt for det samme. De er begge imod moderniteten, det liberale demokrati, sækularisme, lige rettigheder for majoritet og minoritet – og imod kulturel diversitet og personlig frihed. Der er således med Breiviks indtræden på scenen og hans islamistiske modpart Mohamed Merah blevet trængsel på den voldelige og ekstreme højrefløj.
Svaret på denne politiske udfordring er ikke at bortforklare Breiviks udåd som gådefuldt og uforklarligt vanvid eller at klynke ved at stille sig tilfreds med facile og banaliserende forklaringer på Mohamed Merahs forbrydelse hentet i hans sociale baggrund.Det er heller ikke et passende svar at forsøge at kvæle kritikken af den ene gruppes politiske eller kulturbårne modernitetskritik. Med denne strategi ender man blot med uafvidende at blive medløber for den anden strømning på den ekstreme højrefløj – enten for de højreekstreme islamister eller for deres homologe modstandere på den nationalistiske højrefløj. Udfordringen er derimod at eksponere, undersøge og forstå og konfrontere den politiske modernitetskritik, uanset om den bæres frem af kristne overlevede traditioner, anakronistisk muslimsk kultur eller for kristendommens og islams vedkommende: sentimental religion.
Publiceret som Politikens kronik, torsdag den 5. April 2012.