Af Jacob Mchangama, 08-03-2011
Den danske debat om ytringsfrihedens grænser synes aldrig at ville ende. Både til højre og til venstre i det politiske spektrum synes grænserne for det tilladelige ofte at blive trukket ved ubekvemme ord snarere end ved handlinger. Den danske teolog, salmeskriver og politiker N.F.S. Grundtvigs forståelse af ytringsfriheden markerer et radikalt frihedsorienteret alternativ, som i vidt omfang ophæver ytringsfrihedens politisering. Grundtvig er ikke fra starten ytringsfrihedsfundamentalist. I 1812 betegner han Struensees indførelse af trykkefrihed i 1770 som udbrud af »liderlighed« og »alskens uhumskhed«. Censuren er et værn mod »ugudelighed« og »oprørstale«. Men Grundtvigs syn på ytringsfriheden udvikler sig i en frihedsorienteret retning, efter at han bliver underlagt censur og bliver inspireret af engelske liberale.
Kristendommen er den oprindelige kilde til Grundtvigs kamp for ytringsfriheden, men gradvis bliver den en selvstændig sag. »Alt det gavn en Rigsdag mulig kunde gøre, det kan en velordnet skrivefrihed gøre langt bedre«, skriver han i 1831. Tre år senere slår han et tilbagevendende tema an: »Man bør binde hænderne men aldrig munden på både gejstlighed og kættere, så de ikke krummer et hår på nogens hoved men har lov til at sige, hvad deres samvittighed byder dem«. Det er markante ord på et tidspunkt, hvor Danmark stadig er en konfessionel stat med religionstvang.
Skelnen mellem ord og handling er også et pejlemærke for Grundtvigs kamp for ytrings- og religionsfrihed i den Grundlovsgivende forsamling. Han fastslår, at »Associations-, Tale- og Skrivefrihed være i Grunden et Intet, saa snart man ikke erkjender, at der er en Grændse, en skarp Grændse, som maa trækkes mellem hvad der siges og hvad der gjøres«. Grundlovens beskyttelse af ytringsfriheden byder Grundtvig imod. Den er »stendød og iiskold« da den »spottende henviser ( ) til Lands Lov og Ret uden at ænse, hvor tyrannisk en saadan Lov kan være«. En kritik af Grundlovens tandløse beskyttelse af ytringsfriheden, der stadig er relevant.
Grundtvig satte således friheden over folkestyret. Det er totalitært og ufrit at kræve et demokratisk sindelag - samvittighedsfriheden først. Et demokratisk land kan ikke hænge sammen, hvis ikke størstedelen af dets borgere tror på friheden og folkestyret, men dertil kan ingen tvinges. Oprørstrang og sværmeri bliver tværtimod »fremkaldt og voxer ved overlegen undertrykkelse«. »Aandsoverlegendhed« og »folkeoplysning« ikke »haandgribelige vaaben« er løsningen for »tvang i trossager bekæmper ingenlunde mørkets børn, men kun lysets«.
I en moderne optik kan man måske sige, at for Grundtvig er ytringsfriheden manifestationen af et næsten eksistentialistisk krav om samvittighedsfrihed, forstået således at det enkelte menneske skal træffe valget om, hvem han er, hvad han er, og hvad han tror på. Det valg kan aldrig uddelegeres til andre - samvittighed er øverste ret.
På mange måder minder dette forsvar for samvittighedsfriheden om det, som kritikere af totalitarisme fremkom med i det 20. århundrede. I totalitære samfund søgtes menneskers bevidsthed styret. Befolkninger blev mobiliseret i kollektive utopiers navne og bombarderet med propaganda, der skulle fratage dem muligheden for selv at vælge, hvem de var, og hvad de troede på. Grundtvig anser ytrings- og samvittighedsfriheden som modgiften til denne form for totalitarisme. Grundtvig er ingen naivist. Han ved godt, at friheden indeholder farer pga. sin iboende uforudsigelighed, der medfører, at ingen kan vide sig sikker på, hvorhen frihedens kastevinde vil føre samfundet. Men det er en fare, man må leve med for: »Friheden duer til alt Godt, Trældommen duer til intet Godt i Aandens Verden, dersom vi ville have Friheden med alle dens Farer«.
Grundtvig kombinerer altså en klippefast og urokkelig tro på, at kristendommen er sandheden samtidig med, at han insisterer på modstanderes ret til at kritisere ja endog tilsvine denne »sandhed«. Det er en bemærkelsesværdig konsistens og principfasthed, som Grundtvig udfolder.
Havde Grundtvig levet i dag, ville han givetvis blande sig ofte i debatten om islam. Det ville næppe være forsonende ting, Grundtvig havde at sige, eftersom hans stærke tro på kristendommen som sandheden nødvendigvis må stå i modsætning til en religion som islam, der selv hævder at være sandheden og som tilmed indeholder en række påbud, der er svære at forene med Grundtvigs frihedsidealer. Grundtvigs nationale sindelag ville nok også have affødt krasbørstige udmeldinger om indvandring og indfødsret, der meget vel kunne opfattes som krænkende i dagens Danmark. Grundtvig var i 1845 modstander af et forslag om forbud mod bl.a. at agitere for en ny forfatning og sætte befolkningsgrupper op mod hinanden. Grundtvig ville derfor næppe have forståelse for nutidens blasfemi- og racismeparagraffer, der har krænkelsen som målestok.
Det er da heller ikke tilfældigt at den argeste kritiker af racismeparagraffens kraftige udvidelse under Folketingets debat i 1971 var SFs Poul Dam, der var grundtvigianer. Man kan kun begræde, at venstrefløjen ikke længere har politikere som Poul Dam, der er inspireret af Grundtvigs skelnen mellem handling og ord. I stedet er store dele af venstrefløjen optaget af at undgå krænkelser, selvom denne krænkelsesfundamentalisme medfører splittelse og opdeling. Men der er også grund til at begræde, at de der råber højest om nødvendigheden af at styrke nationale og kristne værdier, ofte fornægter selve det frihedsideal, som Grundtvig anså for folkestyrets vigtigste fordring og kristendommens centrale budskab. Med Grundtvigs stærke kristne sindelag og islams stigende synlighed kunne man måske tro, at Grundtvig ville støtte de krav om forbud mod burkaer, opførelse af moskeer og arabiske TV-kanaler, som i stigende grad bliver fremsat af monokulturalister. Men i så fald - vil jeg hævde - tager man fejl. I modsætning til dem, der taler om ytringsfrihed, når det gælder Muhammed-tegninger, og censur, når det gælder parabolantenner, er den sene Grundtvigs forsvar for ytrings- og religionsfrihed konsekvent. Netop denne principfasthed - friheden for Loke såvel som for Thor - er en mangelvare i dagens Danmark, hvor ytringsfriheden alt for ofte er blevet taget til gidsel af politikere, der priser ytringsfriheden, når den passer ind i deres politiske agendaer for derefter skamløst at foreslå indgreb i samme rettighed, når dens udøvelse byder dem imod.
Grundtvigs forståelse af ytringsfriheden er forud for sin tid og udgør forudsætningen for det 21. århundredes Danmark, hvor folk med forskellige religioner, herkomst og etnicitet og ofte heterogene værdier skal leve sammen. I et sådant samfund er det afgørende, at grundlæggende værdier formår at danne en holdbar ramme. Med mindre vi skal tilnærme os den konfessionelle tvang fra tiden før Grundloven eller multikulturalisme med forskellige regler for religiøse og etniske grupper, er det afgørende, at vi som borgere i et multietnisk samfund har frihed til at udtrykke vores holdninger og følge vores samvittighed uanset, at det krænker en majoritet eller minoritet. Det er ikke ensbetydende med løbsk relativisme, for som Grundtvig fastslår, stopper vores frihed der, hvor vi handler mod andre.
Historien har hidtil vist, at Grundtvig havde ret, når han insisterede på, at »Friheden duer til alt Godt, Trældommen duer til intet«. Det er i lande uden ytringsfrihed, at had og intolerance florerer, og hvor dybe meningsforskelle fører til vold frem for debat og fredelige løsninger. Derfor er der al mulig grund til i endnu højere grad at gøre Danmark til et samfund, der med Grundtvigs ord er inspireret af »Liberale tanker om aandelig Krig og borgerlig Fred«.
Har tidligere været bragt i Berlingske Tidende d. 4. februar 2011.