Diktaturernes sejr

Af Jacob Mchangama, 11-02-2011

I mandags var Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard på anklagebænken for overtrædelse af straffelovens §266b den såkaldte racismeparagraf – på grund af udtalelser om muslimers voldtægter af børn. I en relateret sag blev Dansk Folkepartis Jesper Langballe i december 2010 idømt en bøde på 5.000 kr.

Sagerne mod Hedegaard og Langballe kan ikke anskues isoleret, men udspringer af en europæisk forståelse af behovet for at begrænse ytringsfriheden i multikulturalistiske samfund. Ifølge denne forståelse er ytringsfriheden ikke en særligt privilegeret ret, men skal balanceres mod andre hensyn og rettigheder, herunder religiøse, racemæssige, etniske og nationale gruppers ret til ikke at blive krænket af såkaldt »hate-speech«. Denne multikulturalistiske forståelse af ytringsfriheden deles
og understøttes aktivt af europæiske institutioner som Europarådet og EU. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention yder således ikke noget værn mod hate-speech-love, da Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstol for længst har slået fast, at hate-speech ikke er beskyttet af ytringsfriheden.

Hvad præcist er hate-speech så? Det er der ikke nogen klar definition af, og lovgivning og retspraksis er vidt forskellig i mange europæiske lande. I Frankrig og Danmark har domstolene afgjort, at tegninger af Muhammed med en bombe i turbanen er omfattet af ytringsfriheden. En anden fransk tegner blev dog dømt for en tegning af angrebet 11. september 2001 ledsaget af teksten: »Vi drømte alle om det... Hamas gjorde det«. En afgørelse som blev tiltrådt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

I Holland blev en muslimsk forening dømt for at offentliggøre en karikaturtegning, der kraftigt antyder, at jøder opfandt holocaust. I Storbritannien blev en ateist idømt seks måneders betinget fængsel for at uddele karikaturer af Muhammed, Jesus og Paven i et bederum i en lufthavn. I samme land godkendte EMD, at en person blev straffet for i vinduet i sin lejlighed at udstille en plakat med halvmåne og stjerne i et forbudstegn og ordlyden: »Beskyt det britiske folk. Islam ud af
Storbritannien«.

En række europæiske lande har forbud mod benægtelse eller trivialisering af holocaust. Flere hundrede østrigere er dømt for denne forbrydelse, og i Tyskland blev en lærer idømt tre måneders fængsel for at skrive et privat brev til en historiker, hvori han benægtede Hitlers kendskab til holocaust. Også den afgørelse blev opretholdt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Den domstol har også godkendt, at østrigske myndigheder konfiskerede en satirisk film, der gjorde grin med kristendommen, ligesom de engelske myndigheder kunne nægte udgivelse af en film med Jesus i erotisk samvær med en nonne, og Tyrkiet kunne straffe udgiveren af en bog, hvor Muhammed får åbenbarelser efter seksuelt samkvem.

Ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis har politikere udvidet ytringsfrihed (i sig selv en tvivlsom praksis, da det ikke er logisk, at politikere skal have en højere grad af ytringsfrihed, end de mennesker de repræsenterer). Når det gælder hate-speech, har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol dog også accepteret vidtgående indgreb i politikeres ytringsfrihed. Eksempelvis er en fransk borgmester blevet straffet for at opfordre til boykot af Israel, ligesom en belgisk politiker blev frakendt retten til at beklæde politiske embeder i ti år efter nedsættende udtalelser om blandt andet muslimer. Som bekendt er den hollandske politiker Geert Wilders anklaget for det samme.

På den anden side har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol erklæret det i strid med ytringsfriheden, at en person blev straffet for at bære en T-shirt med en kommunistisk stjerne,
og at en tyrkisk politiker blev dømt for at tale nedsættende om »vantro« og for indførelsen af sharia. I sidstnævnte afgørelse lagde domstolen vægt på, at politikeren ikke opfordrede til vold. Det
er et fornuftigt synspunkt, men i en række andre sager har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol udtrykkeligt lagt til grund, at opfordring til vold ikke er nødvendigt for at forbyde hate-speech.

Som man kan se ud af de ovennævnte eksempler, er det umuligt at finde en rød tråd. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol lægger selv vægt på at skelne mellem ytringer, der bidrager til den offentlige debat og ytringer, der fremmer intolerance. Men afgørelsen af, hvad der er sagligt, og hvad der fremmer intolerance, er i høj grad subjektiv, og Domstolens praksis fremstår derfor vilkårlig og medfører vidtgående indgreb i ytringsfriheden med skadevirkninger for den offentlige debat.

Det er skæbnens ironi, at nutidens europæiske borgere skal være udsat for denne retstilstand. Oprindelig var stort set alle europæiske lande modstandere deraf. Moderne hate-speech-love har deres udspring i den internationale menneskeret nærmere bestemt FNs Konventioner om Borgerlige
og Politiske rettigheder og Afskaffelse af alle Former for Racediskrimination. Demokratiske
lande som Danmark, Storbritannien, Sverige, Norge, Holland, Canada og USA stemte i 1961 nej til
artikel 20 i Konventioner om Borgerlige og Politiske rettigheder, der forpligter til at forbyde hate-speech, netop på grund af bekymringer for ytringsfriheden. Et flertal bestående af udemokratiske lande som Sovjetunionen, Cuba og Pakistan fik dog vedtaget bestemmelsen.

Under forhandlingerne til konventionen udspandt der sig en interessant debat mellem repræsentanterne fra Storbritannien og USSR. Den britiske repræsentant gjorde opmærksom på, at
under Hitlers bombardement af London kunne enhver brite frit købe Mein Kampf, og at Storbritannien ville kæmpe lige så beslutsomt for sine frihedsidealer, som man havde kæmpet
mod Hitler. Dette principfaste forsvar for ytringsfriheden fandt ikke forståelse hos den sovjetiske repræsentant. Også under forhandlingerne om FNs konvention om Afskaffelse af alle Former for Racediskrimination var vestlige lande generelt skeptiske over for yderligere indskrænkninger af
ytringsfriheden, mens de kommunistiske lande og deres støtter var for. Det var netop vedtagelsen af den konvention, der fik Danmark til kraftigt at udvide racismeparagraffen i 1971. Når europæiske lande i dag betoner vigtigheden af hatespeech love, er det således i høj grad en arv fra demokratiske
lande, hvor ytringsfrihed var ikke-eksisterende, og som med hate-speech love havde held med at gøre det til en menneskeretlig forpligtelse at straffe folk, der kommer med udtalelser, disse regimer ikke brød sig om.

USA har valgt den modsatte vej af Europa. Allerede i 1940 fastslog den amerikanske højesteret, at ytringsfriheden udgør et skjold, under hvilket forskellige livsstile, meninger og trosretninger kan udvikle sig uden overgreb, og at et sådant skjold er særlig vigtigt i et land bestående af mange racer og trosretninger. I 1969 fastslog højesteret, at medlemmer af Ku-Klux-Klan ikke kunne dømmes for opfordringer til vold mod jøder og »niggere«. Kun opfordringer til umiddelbar vold eller ulovligheder, der skaber en øjensynlig fare for at blive virkeliggjort, kan straffes. Nynazister har således også fået ret til at marchere igennem et område beboet af Holocaustoverlevere.
Med blandt andet disse domme har den amerikanske højesteret formået at sikre ytringsfriheden mod de vilkårlige indgreb, som præger den europæiske menneskeret.

Det bemærkelsesværdige er, at det er sket samtidig med, at USA har bevæget sig væk fra tvungen segregering og racistiske terrorangreb mod sorte, ligesom landet oplever stadig flere blandede
ægteskaber, og som det ultimative symbol på de nye vinde har valgt en sort præsident. Mange af disse landvindinger har kun været mulige, fordi amerikanske borgerrettighedsforkæmpere
kunne bruge deres ytringsfrihed til at udfordre og udstille USAs racisme og dermed vinde deres medborgeres sympati. Samtidig oplever USA en langt mindre problematisk integration af indvandrere end mange europæiske lande. De amerikanske erfaringer viser, at ytringsfriheden er en grundlæggende forudsætning, ikke en hindring, for fredelig sameksistens i multietniske samfund.

Hvorvidt Lars Hedegaards udtalelser er udtryk for en ildehørt sandhed eller en dæmonisering af muslimer bør derfor ikke være et anliggende for statsmagten, men for den offentlige debat som er demokratiets ilt.

Indlægget har tidligere været bragt i Weekendavisen.