Af Jens-Martin Eriksen, 06-01-2011
Journalist Kristian Sloth fra TV avisen bør have en pris for sit teaterstykke om kritisk journalistik og opgøret med dødemandsjournalistikken og selvcensuren.
Indlandsredaktør ved Politiken Jakob Nielsen lader ikke til at have forstået noget af teaterstykket med Bertel Haarder og journalisten Kristian Sloth. Han tror værket handler om personen Bertel Haarder og om at han ryger ud af balance, men at stykket i øvrigt ikke har noget at gøre med politik. Det samme gør sig gældende for Berlingske Tidendes chefredaktør Lisbeth Knudsen. Det er lige så naivt, som at påstå, at en film handler om den skuespiller, der giver liv til en karakter og at filmens handling berører de personlige trakasserier, som skuespilleren må gå igennem i sit liv. Det er en barnlig tankegang, der kun er rørende, når det er en mindreårig, der giver udtryk for den.
Men hvad handler dette ekstemporale teaterstykke egentlig om? Det handler om politik, løgne og manipulation. Hele stykkets historie er kun formelt iscenesat som et interview med en minister. Men ved at facaden krakelerer under den sædvanligt bevidstløse og rutineprægede afvikling afsløres det, at selve genren ’interview’ selv er et skuespil. Det der siges er kun replikker, som ministeren har lært udenad. Og efter han har gentaget dem til ulidelighed bliver han bragt i affekt fordi der pludseligt kastes nye replikker ind i stykket af journalisten, som ministeren ikke har kunnet læse i sin egen del af manuskriptet. Han begynder dernæst at protestere over, at det er urimeligt, at disse replikker overhovedet anvendes i stykket, for han har ikke haft en chance for at læse på dem. Det er ikke fair af den anden karakter. Dermed opstår det barokke i stykket, der er ubetalelig morsomt. Ministeren holder fast ved, at det er et teaterstykke, de spiller. Men journalisten insisterer på, at også som teaterstykke skal det være spontant, og han skal have ret til at stille kritiske spørgsmål – også selv om de ikke er indføjet som replikker i manuskriptet. Problemet er naturligvis, at de to medvirkende refererer til hver deres forståelse af begrebet ’manuskript’. Ministeren refererer til manuskriptet i manuskriptet, og lader som om det er den øverste instans. Det ved vi selvfølgelig alle sammen udmærket, at det ikke er. Sammen med journalisten er vi trods alt overbeviste om, at virkeligheden udenom manuskriptet er den sidste henvisning, og at man er fri til at sige hvad man vil – vi behøver ikke holde os til aftalte replikker. Men fordi stykket Skuespiller mod sin vilje netop handler om dette, og dramatiserer dette forhold, bliver det grotesk morsomt når de to skuespillere så at sige refererer til hver deres manuskript.
Men hvad handler stykket egentlig om politisk her og nu som ekstemporalværk, der blev opført fredag eftermiddag, den 17. december i Danmarks Radio?
Det ender med en minister, der truer med at boykotte en journalist, der nærmest imod sin vilje kommer til at stille kritiske spørgsmål. Det var klart, at da pressemeddelelsen om beskæring af fedmeoperationer (komisk emne i øvrigt) kom så sent fredag, så skulle der ikke journalistisk bores i det forhold, at man desavouerede et udvalgs betænkning. Man havde behændigt sørget for at offentliggøre denne nyhed udenfor kontortid. Og ifølge det aftalte spil i manuskriptet i manuskriptet, så kan der ikke stilles kritiske processpørgsmål efter klokken fire! En vidunderlig bureaukratisk manuskriptuel detalje. Dette ville være prekært, da offentligheden i så fald kunne få berettiget mistanke om, at manøvren overfor privathospitalerne (tab af provenu ved udførelse af færre fedmeoperationer) kun skulle fingere, at man ikke tog hensyn til dem - og således få kritikken af subventioneringen, der var skjult med løgne og fortielser og vildledninger i folketinget, til at forstumme. Nu går det anderledes i stykket fordi journalisten nærmest kommer for skade at spørge om hvorfor man ikke har ventet på konklusionen fra sit eget udvalg. Og det er ikke før da, at ministerfiguren (pragtfuldt spillet af Bertel Haarder) flipper ud.
Den politiske og signifikante morale er, at stykket med dets metalitterære dobbeltlag eksponerer i hvilken grad danske journalister har accepteret tilstande, der hører til i et autoritært regime samt at ministerkarakteren på intet som helst tidspunkt kan fatte, at han optræder i et manuskript, der afslører dette forhold. For ham handler det bare helt banalt om at han ikke har fået sin risengrød og at han ikke vil anerkende nogle af replikkerne i stykket, fordi de ikke må fremsiges efter kontortid!
Hele denne geniale farce kulminerer med den metalitterære replik fra ham om, at de må afbryde forestillingen, for han skal nå at komme i teatret! Som publikum falder vi om af grin fordi tyran-karakteren (ministeren) tilsyneladende er så begravet i sit manuskript, at det overhovedet ikke slår ham, at han for længst selv er trådt ud på scenen for at eksponere sit forblændede vanvid om, at livet er en forestilling med på forhånd skrevne replikker – som i et totalitaristisk mareridt.
Og nu er det lige til at græde over, at nogle anmeldere(I virkeligheden, for fanden! Redaktørerne på Politiken og Berlingske Tidende!) lægger ansigterne i bedemandsfolder og beklager, at man spiller så stærke stykker. For de uhyggelige karakterer peger for meget tilbage på skuespillerne, og kommer til at handle om dem. Men det gør de jo kun hvis man er mindreårig eller har en enfoldig tankegang.
Kristian Sloth fra TV avisen fortjener en pris for sit oevre, der ikke kun har givet baghjul til dødemandsjournalistikken, men også til teaterscenen i øvrigt.
Indlægget har tidligere været bragt i Weekendavisen, 30-12-2010.