Af Jacob Mchangama, 05-01-2011
I går blev den pakistanske politiker Salman Taseer myrdet af sin egen livvagt, der tømte to magasiner – op mod 40 skud – ryggen på ham. Hvad var Taseers brøde?Efter alt at dømme det forhold, at han var tilhænger af afskaffelse af Pakistans blasfemiparagraf (der i realiteten dækker over paragrafferne 295-298 i den pakistanske straffelov)og bl.a. kan medføre dødsstraf, selvom der endnu ikke er eksempler på, at folk er blevet henrettet (af staten) for blasfemi.
Ifølge Freedom Houses rapport “Policing Belief” om blasfemilovgivning fra 2010 er der i Pakistan fra 1984-2004 registreret omkring 5.000 blasfemisager og rejst tiltale i 964 sager. Omkring halvdelen af de sager, hvor der har været rejst tiltale, har været rejst mod Ahmadiyya-muslimer, kristne og hinduer, selvom disse kun udgør omkring tre procent af befolkningen. Pakistans blasfemilovgivning bliver således brugt til at forfølge religiøse mindretal, og i mange tilfælde er der tale om chikane. Et godt eksempel er sagen om den kristne Asia Bibi, som er blevet dømt til døden for blasfemi, efter at hun kom op at skændes med nogle muslimske kolleger, der ikke ville drikke vand af en kop, der var rørt af en ikke-muslim. Bibi er dog indtil videre sluppet billigt, i forhold til den kampagne af bombeangreb og attentater som fundamentalistiske sunni-muslimer har udført mod pakistanske Ahmadiyyaer.
Læs mere på Mchangamas blog Retsstaten på berlingske.dk.