Af Jacob Mchangama, 15-11-2010
I Politikens kronik d. 7.11. angriber Klaus Slavensky bl. a. Fri Debat for vores modstand mod racismeparagraffen. Ifølge Slavensky vil vi ikke medvirke til »respekt for mangfoldighed og menneskerettigheder uden diskrimination«. Alt sammen løse og udokumenterede påstande. Ytringsfriheden vil altid være åben for vilkårlige begrænsninger, hvis den ikke beskytter selv de synspunkter, der er ildeset.
I FN's verdenserklæring er der da heller ikke noget forbud mod hate speech. De FN-konventioner, som Slavensky påberåber sig, indeholder kun forbud mod hate speech, fordi de gamle socialistiske diktaturer kunne skabe et flertal derfor. Alle vestlige demokratier - inklusive Danmark - var modstandere af vidtgående hate speech-love og argumenterede for, at fanatisme skulle bekæmpes med demokratisk debat.
DET VAR præcis dette middel, som den amerikanske borgerrettighedsbevægelse brugte så effektivt. I 1958 gik kun 4 procent af USA's befolkning ind for blandede ægteskaber. I dag er tallet 80 procent. USA har også en sort præsident og flere sorte kongresmedlemmer fra begge partier. Alt dette opnået med en robust ytringsfrihed, der forbyder hate speech-love.
Der er også nogle meget væsentlige historiske lektioner, som ikke støtter ideen om, at hate speech-love forhindrer folkemord. En række ledende nazister blev i 1920' erne dømt for antisemitiske udtalelser, der klart ville være omfattet af racismeparagraffen.
Det stoppede ikke nazismens fremmarch. Det seneste europæiske folkemord blev begået mod bosniske muslimer i Srebrenica. Forud var gået år med krig og uhyrlige etniske udrensninger på Balkan. Det uanset at den jugoslaviske straffelov indeholdt et strengt sanktioneret forbud mod at opildne til »nationalt, religiøst eller racemæssigt had«.
DA DANMARK i 1939 indførte racismeparagraffen, forbød den alene forfølgelse eller ophidselse til had ved udspredelse af falske rygter og beskyldninger. Ikke løse og subjektive begreber som ' forhånende' og ' nedværdigende' udtalelser som i dag.
Denne bestemmelse blev bedømt til at være tilstrækkelig beskyttelse mod had i 1939, året efter Krystalnatten, skønt Danmark grænsede op til en totalitær og racistisk supermagt. Det er svært at se behovet for den slags love i dag, hvor Danmark og dets naboer er demokratier med respekt for religiøse og etniske mindretal.
Desuden kan racismeparagraffen ikke anskues rent nationalt. Praksis fra en række europæiske lande viser en stærkt bekymrende indsnævring af ytringsfriheden. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har således godkendt, at Frankrig kunne straffe en politiker for at opfordre til boykot af Israel, en karikaturtegner for at gøre grin med 11. september, og at Østrig kunne beslaglægge film, der krænker kristnes religiøse følelser.
I ENGLAND er en ateist idømt seks måneders betinget fængsel for at udbrede religiøse karikaturer. I Holland blev en muslimsk gruppe dømt for en satirisk karikaturtegning, der antyder, at jøder opfandt holocaust, mens danske og franske domstole fandt, at Muhammedtegningerne var beskyttet af ytringsfriheden. Det hollandske justitsministerium har også advaret Det Kongelige Bibliotek i Holland mod at offentliggøre antisemitiske aviser fra besættelsestiden. Den hollandske politiker Geert Wilders sidder p. t. på anklagebænken i en sag, der har udviklet sig til en tragikomisk farce.
Slavenskys egen arbejdsplads, Institut for Menneskerettigheder, beklagede sig i 2006 til FN over, at Muhammedtegningerne ikke førte til en tiltale for overtrædelse af racismeparagraffen, ligesom instituttet i et notat om tegningerne problematiserede den »meget restriktive danske fortolkning af blasfemi og racisme« som utidssvarende i et multikulturelt samfund.
Disse sager viser, at der ikke findes nogen entydig definition af hate speech, og at hate speech-love meget nemt kommer til at ramme den politiske debat, kunst, satire og historieskrivning. Den sikreste måde at undgå utilsigtede indskrænkninger af ytringsfriheden på er at afskaffe racismeparagraffen. Uanset de folke-og EU-retlige komplikationer.