Af Frederik Stjernfelt, 20-10-2010
For et par år siden var jeg til en reception i det københavnske kulturliv og stod og hang sammen med en af dagbladet Politikens skribenter, en både dygtig og hyggelig person. Talen faldt på de evindelige Muhammed-karikaturer - og pludselig trak Politikenskribenten mig i ærmet og sænkede stemmen: »Du er godt klar over, hvem Flemming Rose i virkeligheden er, ikke?« Det var jeg ikke. »Han er jo forbundet med et netværk af extremt højreorienterede kræfter i USA, og alt tyder på, han er betalt af CIA.« Nu kender jeg ikke Flemming Rose, men var alligevel overrasket over denne skråsikre placering af ham i hjertet af en konspirationsteori, der vist ikke er den eneste af slagsen med ham i centrum.
Nu kan man så få hans egen version. Omsider, kan man sige - mange andre, inklusive undertegnede, har kloget sig på sagen, så det har virket sært, at en af dens absolutte hovedpersoner ikke har været på banen. Resultatet er en fantastisk, men også mærkværdig bog.
Den første fantastiske ting er, at Rose ikke er blevet skør eller i det mindste monoman - givet det enorme pres, de seneste fem års trusselsliv må have udgjort. Bogen er holdt i en behagelig, kølig, argumenterende tone - især i bogens første halvdel formår Rose det reelt fantastiske at fremlægge en række nye og tankevækkende betragtninger, sidelys og argumenter på det gennemtærskede emne.
Bogen er også mærkværdig. Den er en genreblanding - interviews, essays, erindringer, argumenter, diskussioner af synspunkter og bøger. Det fungerer fint og giver spændstighed og variation med skiftende behandling af det centrale emne. Men den er også rodet komponeret - den har nærmest karakter af en cirklen om de famøse tegninger, hvor vi snart er helt tæt på de hektiske dage i september 2005 og februar 2006, snart i en stor spiral er tilbage ved reformationen, snart i Rusland, Indien, Spanien eller Kastrup.
Det har med at gøre, at bogen også samtidig er et Ecce Homo - Rose vil redegøre for ikke kun, hvorfor han ville udfordre selvcensur og gå imod religiøst tyranni med publikationen af tegningerne, men også hvorfor han i livets labyrint fandt frem til sin skæbne. Det fører tilbage til en barndom som hjemløs i Kastrup og udstillet i Ekstra-Bladets første kampagnejournalistisk i 1963, det fører til ungdommens elitefodbold - og det fører til et enormt kapitel om systemkritikken i Sovjet, der åbnede Moskva-journalist Roses øjne for ytringsfrihed såvel som for vigtigheden af ubestikkeligt at stå op imod undertrykkelse og løgn. Roses person i én bedragerisk formel: hjemløs, principfast frontløber.
Flere af bogens interviews er overraskende.
Rose opsøger Karim Sørensen, tuneseren anholdt for at planlægge mord på Kurt Westergaard, og finder en sympatisk ung fyr med manglende styr på livet, der blev overtalt af imamer til at forsøge sig med en selvforståelse som offer.
Eller interviewet med den spanske kvinde, der mistede sin mand i Madrid-bombningen og fulgte retssagen med Westergaards tegning på T-shirten - elementært gribende. Et skarpt blik på Europa udefra giver interviewet med exil-iraneren Afshin Ellian: Det er den europæiske nihilisme, der gør os ude af stand til at skelne forbryder og offer og bilde os ind, at det at tegne end tegning er lige så slemt som at dræbe et menneske.
Det centrale tema i bogen er naturligvis argumentationen omkring ytringsfrihed. Et herligt kapitel finder inspiration i den gamle kulturradikalisme - Kurt Westergaards forbillede Hans Bendix, der ikke ville opgive at karikere Hitler i 30erne på trods af statsminister Staunings advarsler om faren ved at krænke.
Og endnu mere PHs ubestikkelige principfasthed i forhold til ytringsfriheden, der for ham var selve skellet mellem frie og ufrie samfund. Ikke blot stod PH fast på ytringsfriheden over for højrefløjsfolk som Kehler og Stangerup såvel som over for venstrefløjsfolk som Scherfig, til hvem han kategorisk slog fast: »Ytringer og meninger bør under ingen form være strafbare«. Men PH viede også ytringsfrihedens meget omtalte misbrug det følgende tankevækkende motto: »Hvis der ikke foregår udskejelser og misbrug af trykkefriheden, så har vi ingen.« Bogens centrale argument er naturligvis, at de »krænkelser«, som meninger og synspunkter kan forvolde, er en nødvendig del af et åbent samfund. Her hylder mange godlidende figurer tværtimod den ide, at ord fører til vold, og at ord derfor skal forbydes.
Det bagvedliggende argument er Tyskland i 20erne og 30erne, altså den idé, at 20ernes overflod af ytringsfrihed tillod nazisterne at vokse og senere gribe magten. Her punkterer et af bogens bedste kapitler fuldstændig denne myte. I Weimarrepublikken herskede der ikke ytringsfrihed, og de ledende nazister blev igen og igen trukket for retten og dømt for, hvad vi nu om dage kalder hate speech. Disse retssager udbredte Streichers og Goebbels' antisemitiske tirader langt mere effektivt, end ytringsfrihed ville have muliggjort - og forærede dem til og med en strålende martyrglorie.
Til gengæld fik nazisternes kritikere i 20erne håndfast lukket munden - især højrefløjen excellerede i politiske mord på kritikere, mord der ikke blev ordentligt udforsket, og som ofte slap med milde domme. Weimarrepublikken evnede ikke at beskytte de ytrende mod vold - samtidig med, at den gav nazisterne berømmelse og martyrstatus ved at retsforfølge deres udsagn. Det er altså en renlivet myte, at årsagen til nazisternes succes var et overskud af ytringsfrihed. Tværtimod skyldtes den hate speech-love og et underskud af ytringsfrihed.
Roses konklusion, naturligvis: Det er bedre at udsætte extreme synspunkter for den offentlige debats syrebad, end det er at forbyde dem.
ET andet stærkt argument, Rose understøtter denne holdning med, er den iagttagelse, at Muhammed-krisen blev afviklet i ro og orden i lande med ytringsfrihed - som Danmark - medens ambassaderne brændte, og pøblen lynchede i lande uden ytringsfrihed. Rose undrer sig derfor i en skarp formulering over, at så mange velmenende mennesker kan tro, at vi i en verden med en mangfoldighed af kulturer og individer bør indskrænke mangfoldigheden af ytringer.
Men hans allerstærkeste argument er nok, at lovgivning, der hævder at beskytte mod krænkelse, igen og igen bliver brugt til at hindre uønskede grupper i at ytre sig. Det skyldes, at der ikke findes nogen som helst klar definition af hate speech - der er ingen grænser for, hvilke grupper i et samfund der kan hævde sig krænket, inklusive magtfulde flertal.
I bogens afslutning gennemløbes hurtigt og effektiv en række sager: Dén mod bloggeren i Afghanistan, der blev idømt dødsstraf for at downloade en kritisk artikel på nettet.
Den store muslimske kunstmaler i Indien, der blev drevet på flugt for at male hinduistiske guder.
Den russiske museumsdirektør, der fik sin udstilling hærget af radikale kristne og endte med selv at blive dømt for at have krænket hærværksmændene. Det er ikke enkeltsager.
Mange muslimske lande, der kræver krænkelseslovgivning i Vesten, anvender selv sådanne love til omfattende undertrykkelse af kristne, ateister, ikke-rettroende muslimer, politiske modstandere og så videre. Her slår de sarte og delikate talsmænd for »tonen« i et uhyggeligt fixerbillede om og står frem som Dydens Tyranner.
Bundlinjen er et storslået forsvar for PHs ide om en ytringsfrihed, der skal kendes på misbrug. Og for kampen mod den ynkelige og voldsgejle krænkelseskultur, Rose ser brede sig i islam såvel som i Vesten.
Man skal nok ikke forvente, at de sensitive talsmænd for »tonen« vil røre denne bog med en ildtang - de ved jo nok på forhånd, hvad Rose er for en. Men hvis de gjorde, ville de lære Roses kur mod krænkelse: insensitivitetstræning - udvikling af evnen til at tåle krænkelser.
Eller, som forbilledet PH sagde det: Ta' og rend mig i den offentlige mening!.
Anmeldelsen har tidligere været bragt i Weekendavisen d. 8/10 2010