En Uhrskov af stråmænd

Af Jacob Mchangama, 10-08-2010

I min seneste blog skrev jeg, at det var ”konspiratorisk sludder” når JP- bloggeren Morten Uhrskov kalder sagen mod Lars Hedegaard ”den største juridiske skandale i efterkrigstiden” og udtryk for et ”beskidt og politisk spil”. Det har fået Morten Uhrskov op af stolen. I et nyt indlæg skriver han bl.a.

 ”bevares, det står enhver frit for at vurdere, præcis hvor stor skandalen i givet fald vil være, Jacob Mchangama tror, at han kan bagatellisere Hedegaard-sagen ved at henvise til, at også andre er dømt efter § 266b”.

Det er noget overraskende, at blive beskyldt for at bagatellisere Hedegaard sagen på baggrund af et debatindlæg, hvor jeg kalder racismeparagraffen for ”totalitær”, og når jeg i øvrigt gentagne gange både på skrift i tv og i radio, har kritiseret racismeparagraffen og advokeret for dens ophævelse (se eks. her, her og her). Men det forhold, at jeg mener, at det er totalitært at straffe folk – inklusiv Lars Hedegaard – for deres holdninger, er ligegyldigt for vurderingen af, hvorvidt Lars Hedegaard er udsat for et justitsmord eller om Uhrskovs udtalelse er udtryk for en konspirationsteori. Denne vurdering afhænger ene og alene af, hvorvidt der (1) er en lovhjemmel til at straffe sådanne udtalelser og (2) om andre borgere er dømt for noget tilsvarende. Som man selv kan forvisse sig om ved at nærlæse Rigsadvokatens opgørelse over sager om overtrædelse af racismeparagraffen, er der adskillige danskere, der er blevet dømt for overtrædelse af denne bestemmelse for lignende udtalelser (hvor i mod man måske kan stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt sagen mod Jesper Langballe åbner op for en udvidelse af racismeparagraffens anvendelsesområde).

Læs mere på Mchangamas blog retsstaten på berlingske.dk.