Af Søren K. Villemoes, 25-06-2010
D. 8. juni i år kunne Fri Debat byde Puk Damsgård velkommen i Admiral Gjeddes Gård i København. Puk har indtil for ganske nylig været Jyllands-Postens korrespondent i Pakistan, men måtte rejse ud af landet, efter at hun var blevet anklaget for spionage, blasfemi og distribution af Muhammedtegninger. På trods af den tilspidsede situation og spektaklet omkring hendes tilstedeværelse i og pludselige udrejse af Pakistan, var Puk særdeles afslappet og tog det hele med ophøjet, stoisk ro. Efter en kort introduktion gik hun i gang med at fortælle sin version af begivenhederne for de ankomne tilhørere. Og det blev en fængslende fortælling om ytrings- og pressefriheden i Pakistan med udgangspunkt i hendes egen historie som korrespondent i landet.
Situationen optrappes
Flere underlige episoder dukker herefter op. Puk skal søge om at forny sit visum. Hvilket aldrig har været et problem, men en måned efter, at hun har sendt ansøgningen, får hun et opkald fra myndighederne. De beder hende om at komme til en samtale hos dem – hvilket hun gør. Her bliver hun bedt om at tage på en ’ferie’. Det, synes hun, lyder mærkeligt, og hun går embedsmanden på klingen. Ved at presse ham lidt finder hun ud af, at indenrigsministeriet ikke længere kan ’garantere hendes sikkerhed’, som embedsmanden formulerer det. Hun spørger, om der er tale om en direkte trussel mod hende, om hun kan tale med nogen om det og lignende uddybende spørgsmål. Men det bliver pure afvist. Derefter beder hun om at få det på skrift, men det kan heller ikke lade sig gøre. I stedet får hun at vide, at hun skal tage på en ferie ud af landet i cirka fem dage. Efter samtalen kontakter Puk den danske ambassadør i Pakistan, der tager sagen op med det danske udenrigsministerium.
Kort efter får hun pludselig besøg på sin hjemmeadresse af en fra den pakistanske efterretningstjeneste. Den slags besøg er ikke for sjov. Efterretningstjenesten har en meget problematisk rolle i forhold til skabelsen af militante, islamistiske grupperinger, og ingen i Pakistan har lyst til at få besøg af dem. Besøget bekræfter endnu engang hendes fornemmelse af, at de er involveret i sagen. Agenten, der dukker op hos hende, er uden uniform, men iført den klassiske pakistanske herrebeklædning. Han viser intet ID, men siger, at han er fra ’special branch’. Han fremviser hende et brev, hvor hun eksplicit får besked om at forlade landet inden for syv dage. Hun kan ikke få lov til at beholde brevet, da det ifølge den anonyme agent er hemmeligt.
Tumultagtige scener og propaganda
Hun finder nu ud af, at hendes visumkort heller ikke vil blive fornyet. Hun ringer til ambassadøren for at underrette ham, men kort efter kommer politiet hjem til hende for at landsforvise hende på stedet. Ude foran hendes hus dukker der nu masser af folk op, og det udvikler sig hurtigt til lidt af en scene. Folk på gaden står og råber, at hun er kriminel. På det her tidspunkt, har hun stadig ikke fået noget information om baggrunden for hendes udvisning, men det er tydeligt, at hendes tid i Pakistan er ved at nå en ende. Den danske ambassadør dukker op efter lidt tid for at tage med hende og sikre, at der ikke sker hende noget. Han forklarer politiet, at Puk og ham har en aftale med det danske udenrigsministerium, og at de derfor bliver nødt til at følges ad sammen. De pakistanske journalister får hurtigt nys om hændelsen og vil invitere hende med i en tv-udsendelse samme aften, men hun har ikke lyst, da det ikke ligefrem vil forbedre hendes situation at få sit navn spredt ud i landsdækkende tv, desuden er journalister i Pakistan berygtede for deres høje grad af unøjagtighed.
Dette træk ved pakistansk journalistik får hun kun bekræftet dagen efter, da en meget højreorienteret avis, The Nation, skriver en hel artikel om hende. Artiklen er et ufatteligt dårligt stykke journalistisk håndværk og bærer titlen ’Why Anderson cannot prolong her stay in Pakistan’. Artiklen forklarer, at myndighederne har sagt, at hendes liv er i direkte fare. Hun bliver derefter beskyldt for at have uddelt Muhammedtegninger, og at hun har haft gang i ’suspekte ting’. Derudover står der, at hun lever sammen med en amerikaner, hvilket naturligvis kun gør hende endnu mere mistænkelig i avisens øjne. De kalder hende en ’spion’, og skriver, at hun har begået blasfemi. I Pakistan giver både blasfemi og spionage dødsstraf, så det er ikke milde anklager. Avisen printer herefter hele brevet, som hun ikke selv måtte få udleveret af agenten. Det er nu helt åbenlyst efterretningstjenesten, der har plantet brevet.
Næste dag er der flere nye historier i The Nation, hvor hele arrestationen af hende bliver beskrevet. Den danske ambassadør bliver nu også beskyldt for at bryde med alle diplomatiske spilleregler, fordi han tog med hende i bilen. Det er tydeligvis The Nations journalister og efterretningstjenesten, der har arbejdet sammen om historien. Om mandagen finder hun en lille notits i samme avis, hvor der står, at en vred, dansk journalist fra Politiken har ringet til avisen og klaget over artiklen. Det er en underlig historie, som der senere viser sig ikke at være fabrikeret. Puk ringer nemlig til Lone Theil, der efter sigende skulle være den vrede journalist. Hun havde åbenbart blot ringet og stillet tre almindelige standardspørgsmål, men The Nation fik derefter helt fordrejet indholdet af opkaldet. Puk har siden anbefalet Jyllands-Posten ikke at ringe og stille spørgsmål til avisen, da det blot vil blive brugt imod dem.
Puk forlader Pakistan, og få dage efter er der igen ballade. I forbindelse med den internationale Tegn-Muhammed-Dag i slutningen af maj lukker Pakistan for adgangen til facebook, og Puk falder over en artikel i en anden avis, The News, hvor der bl.a. står, at hun er involveret i facebook-gruppen med Muhammedtegningerne. Journalisten er tydeligvis vred over, at Puk har kunnet forlade landet uden at være blevet straffet af de pakistanske myndigheder.
Journalistik i Pakistan
Puk havde fortalt sin historie, om hvordan hun pludselig og helt uden at have gjort noget blev persona non grata i Pakistan. Nu var det tid til at perspektivere historien og lade folk komme med spørgsmål. Ifølge Puk havde de pakistanske myndigheder indset, at det var dumt at lukke facebook. Det havde været ekstremt upopulært, da rigtig mange almindelige pakistanere bruger facebook. Man havde indset, at det ikke var muligt at kontrollere information på nettet. Hvis man ville undgå at se profeten tegnet på en fjollet måde, var løsningen nok snarere, at man lader være med at melde sig ind i den gruppe, hvor tegningerne ligger.
Der er i det hele taget mange problemer med ytrings- og pressefriheden i Pakistan. Journalisterne er meget uprofessionelle. De har ingen uddannelse, og så ligger de under et stort politisk pres, hvor de ofte er styret af politikere, militæret eller efterretningstjenesten. En NGO i Kashmir, som Puk kendte, var blevet truet af journalister, der truede med at skrive negative historier i deres aviser, hvis hun ikke diskede op med nogle penge. Hvilket hun så blev nødt til. Sådan er forholdende. Journalister er lige så korrupte som resten af systemet. Det gør det heller ikke bedre, at journalistik ikke er et job, der er forbundet med hverken ære eller status. I modsætning til at være læge, advokat eller ingeniør, så ser man generelt ned på journalister. Det anses mest som en variation over det at være kunstner. Journalistiske standarder i Pakistan er da også en hel del mere kreative, end vi er vant til herhjemme fra.
Mange journalister taler godt om Taleban og andre højrenationale grupper, og de er ofte med til at opretholde billedet af Indien som den primære trussel. Puk fortæller, at hun skam kender seriøse pakistanske journalister, men de har det ekstremt svært i landet. En helt ny rapport viser, at Pakistan er det farligste sted i verden at være journalist. Det er umuligt ikke at ende som en brik i spillet mellem Taleban, efterretningstjenesten, hæren og politikerne.
Arven fra Muhammedkrisen
Når Puk rejste rundt i landet var det ikke unormalt, at det skabte heftig debat, når hun fortalte, at hun kom fra Jyllands-Posten. Det var naturligvis emner som ytringsfrihed og Muhammedtegninger, der kom op at vende. I Pakistan anser man generelt ikke Muhammedtegninger som en del af ytringsfriheden. Det er mest udbredt at anse det som ren chikane og hån. Det er en holdning, som man kan være uenig i, men den er fair nok i sig selv, siger Puk. Problemet er bare, at der eksisterer en udbredt opfattelse af, at det er helt okay at anvende vold, hvis nogen krænker profeten Muhammed. En af Puks kolleger i Pakistan, der er uddannet på Berkeley og er en meget kompetent og veluddannet journalist, sagde efter økseoverfaldet på Kurt Westergaard i januar, at han jo bare kunne have sagt 'undskyld'. Puk prøvede at forklare hende, at hun derved legitimerede angrebet på ham. Men det prellede helt af på hende.
En dommer, som Puk havde mødt i forbindelse med et interview, der havde kontorer i Dubai og Indien, sagde, at det ville være bedre, hvis Danmark havde angrebet Lahore og havde dræbt fem millioner mennesker, end at de havde trykt Muhammedtegningerne. Forbavset havde hun spurgt hvorfor, og havde fået at vide af dommeren, at hun skulle forstå, at den kærlighed, som de har til profeten, er så stor, at hun skulle gange den kærlighed hun følte for sin mand med uendeligt for at komme i nærheden. Dommeren forklarede derefter, at han ikke ville dø for sin familie, men gerne for profeten.
Puk forklarede, at hun anser sig selv som neutral i hele debatten om Muhammedtegninger og ytringsfrihed, men hun måtte bare konstatere, at det er helt umuligt at diskutere noget som helst med en mand, der mener, at fem millioner menneskeliv er mindre vigtigt end en tegning.
Religiøs berøringsangst
Journalister i Pakistan dækker ikke islam. Man diskuterer i det hele taget slet ikke religiøse spørgsmål i aviserne. Selvom der er et utal af religiøse stridigheder og konflikter i landet, så ser man stadig islam som en bindende kraft. Man kan ikke sætte spørgsmålstegn ved det, og der er da også en ekstremt hård blasfemi-paragraf, der maksimalt straffes med døden. Paragraffen bliver udnyttet til at undertrykke og forfølge religiøse minoriteter. Det er særligt kristne, det går ud over. Hvis to naboer kommer op at skændes, hvor den ene er kristen og den anden muslim, så er det ikke unormalt, at den muslimske nabo pludselig opfinder mærkelige anklager mod den kristne. Det kunne f.eks. være, at han har brændt Koranen eller lignende. Og så kan den kristne blive smidt i fængsel i årevis. Der har været politikere, der har foreslået, at man sætter strafferammen ned, men det er faldet til jorden hver gang. I det hele taget er der en enorm berøringsangst i forhold til disse emner. De fleste pakistanere, som Puk kender, anser ethvert spørgsmålstegn ved Koranens hellighed eller ved islam i det hele taget som illegitimt. Det er blasfemi.
En fra publikum spørger Puk, hvorfor de dog har valgt hende, og om det skyldes, at hun har støttet Kurt Westergaard. Men Puk afviser, at det skulle have været således. Hun har generelt ingen fjender i Pakistan. Den eneste, hun kan komme i tanke om, er en fyr fra den pakistanske ambassade i Danmark, der er tilknyttet efterretningstjenesten. Han er generelt sur på alle danskere i Pakistan. Det er den eneste 'fjende', som Puk kan komme i tanke om. I Pakistan er folk, især ude på landet, helt ligeglade med, at hun er fra Danmark, og hun har aldrig følt sig truet. Men det er nok ikke sandsynligt, at hun kan besøge Pakistan igen.
Hun er heller ikke den eneste, som det er sket for. En amerikansk journalist fra Wall Street Journal blev på et tidspunkt hængt ud af den samme avis, The Nation, som både mosad-agent, Blackwater-ansat og CIA-agent. Den fik hele armen. Og der er ingen politikere, der tør stille sig op og forsvare de personer, der rettes falske anklager mod. Så det er et effektivt våben til at få dem, man ikke vil have, ud af landet. Og det skyldes ikke, hvad hun har skrevet i Jyllands-Posten, for folk i Pakistan er grundlæggende bedøvende ligeglade med, hvad der skrives om i danske aviser. På trods af det, lever Muhammedkrisen dog stadig sit eget mærkelige liv i Pakistan, hvor man stadig kan se demonstrationer i byer som Lahore rettet mod Danmark - og nu også Norge og Sverige.
Afrundende spørgsmål
Herefter gik oplægget over i en lang række spørgsmål til Puk fra en meget interesseret skare af fremmødte. Puk blev spurgt om snart sagt alle aspekter af pakistansk politik. Hun forklarede, hvordan det pakistanske klassesamfund har enorm betydning for det politiske system, hvor den herskende elite befinder sig så langt fra den store underklasse, at der nærmest er tale om helt forskellige verdener. Det er ikke unormalt, at man siger, at det er 12 familier, der styrer al pakistansk politik. Hun forklarede om udviklingen og spændingerne internt i militæret, hvor nogle fraktioner aktivt støtter militante islamistiske grupperinger, mens andre er mere sekulært orienteret og dybt bekymrede for udviklingen. Hun fortalte om sin amerikanske kæreste, der, siden hun rejste hjem, er blevet opsøgt af efterretningstjenesten hele tre gange. Derudover kunne hun berette om journalister, der havde været for kritiske og var blevet fundet dræbt, om en amerikansk journalist, der havde dykket ned i militærets forhold til Al Qaeda og var blevet smidt ud af landet. Hun kunne også berette om, hvordan saudisk wahhabistisk islam får større og større indflydelse i landet via finansiering af moskeer overalt i Pakistan, om sit ophold blandt radikale, islamistiske kvinder, og om Osama Bin Laden, som de fleste i Pakistan tror, er en vestlig opfindelse.
Fri Debat takker Puk for sin deltagelse, Admiral Gjeddes Gård for lån af lokaler og alle, der dukkede op til en spændende aften!