Af Bjarke Larsen, 16-06-2010
Weekendens Information demonstrerede skammeligt tydeligt, at avisen lige som den øvrige dagspresse har bøjet sig for de fundamentalistiske muslimers krav om, at man ikke må gengive billeder af profeten Muhammed. I den glimrende artikel om den svenske kunstner Lars Vilks, der er blevet overfaldet og udsat for mordforsøg efter at have tegnet en hund med profeten Muhammeds ansigt, manglede selve sagens kerne: en gengivelse af den famøse tegning.
Selv om samtlige danske dagblade heroisk påstår, at de vil bringe Kurt Westergaards bombe-i-turbanen-tegning og Lars Vilks Muhammed-som-hund-tegning, ”hvis det skønnes journalistisk relevant”, så viser praksis, at man reelt har underlagt sig selvcensur og bøjet sig for de voldelige trusler. Hele fem sider fyldte artiklen, men ikke så meget som en antydning af den omstridte tegning var at se noget sted. Hvis tegningen ikke skulle have været bragt i forbindelse med en så stor journalistisk satsning, hvornår skulle den så?
”Jamen, vi ved jo godt, hvordan tegningen ser ud,” lyder modargumentet. ”Og hvis vi ikke gør det, er det ikke svært at finde den på internettet.” Men det argument holder ingen steder. Vi ved også, hvordan Lars Løkke Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt og Barack Obama ser ud. Alligevel dukker deres billeder op i avisen ved enhver lejlighed. Vi ved også, hvordan det ser ud i Afghanistan, når danske soldater kører patrulje, hvordan en slumby i Afrika ser ud eller hvordan myldretidskøerne på motorvejen ser ud. Alligevel dukker den slags illustrationer med usvigelig sikkerhed op, hver gang der er en artikel om emnet. Tekst og illustration skal spille sammen og understøtte hinanden. Det er journalistisk børnelærdom og som læsere reagerer vi som pavlovske hunde, der refleksmæssigt kigger på endnu et billede af Lars Løkke Rasmussen, støvet i Afghanistan eller motorvejskøen. Kun ikke når det gælder tegninger af Muhammed. Her har selvcensuren lagt sin klamme hånd over den redaktionelle frihed til at prioritere og disponere.
Erfaringerne fra diktaturer verden over viser, at når først magthaverne har udstukket retningslinjerne for, hvad de vil acceptere, og hvad der vil blive censureret, skal de sjældent bruge ret mange kræfter på at opretholde censuren. Journalister, forfattere og andre debattører retter mere eller mindre ubevidst ind og underlægger sig selvcensur. Det er det, der er sket i Danmark nu, når det gælder tegninger af profeten Muhammed. De voldelige fundamentalistiske mørkemænd har vundet. De behøver ikke udstede flere trusler, fatwaer eller løfter om belønninger for at myrde, for den danske medieverden makker ret helt af sig selv. Det er beskæmmende at opleve.
Indlægget har tidligere været bragt i Information, d. 15-06-2010.