Af Thue Kjærhus, 11-02-2010
Trykkefrihedsselskabet har været en succes, hvilket har affødt, at selskabet naturlig nok har mange politiske fjender. Der gik derfor heller ikke ret mange dage, efter at mit navn var fjernet som rådsmedlem på Trykkefrihedsselskabets hjemmeside, før pressen og en større kreds var bekendte med beslutningen.
Jeg havde ellers besluttet mig for at melde mig ud i diskret stilhed. Da dette ikke er lykkedes og det i hvert fald for alvor vil være umuligt, når vi etablerer Fri Debat, finder jeg det rigtigst at forklare, hvorfor jeg har brudt med Trykkefrihedsselskabet.
Mange modstandere af selskabet forventer givet vis, at jeg vil smække med dørene og svine selskabet til. Det har jeg imidlertid ingen planer om at gøre. Selskabet er nemlig langt bedre end mange politiske kommentatorer antager.
Trykkefrihedsselskabet blev dannet i 2004 og fik sin ilddåb under Muhammed krisen, hvor PEN svigtede forsvaret for ytringsfriheden. PEN’s svigt fik mig til at melde mig ind i Trykkefrihedsselskabet. Selskabet formåede de følgende år at skabe et seriøst rum for en kritik af islams destabiliserende indflydelse på ytringsfriheden og frihedsideerne i Vesten.
Mange har bebrejdet selskabet, at man har fokuseret forholdsvis meget på islam.
At Trykkefrihedsselskabet har valgt at analysere islams indflydelse på ytringsfriheden og de vestlige frihedsideer er ikke tilfældigt. Det skyldes ene og alene, at man aktuelt ser islam som den største trussel mod de vestlige frihedsideer. Det har de i øvrigt mange fornuftige og forstandige argumenter for at mene.
At selskabet primært har fokuseret på islams negative effekter på de vestlige frihedsideer har ikke betydet, som mange antager, at selskabet kun er optaget af islam i relation til det vestlige samfund. Selskabet har således haft konference om de manglende frihedsrettigheder i Kina og Rusland.
Trykkefrihedsselskabet var under Muhammedsagen en af de vigtigste garanter for, at vi ikke gik på kompromis med ytringsfriheden og frihedsrettighederne. Selskabet er derfor på ingen måde overflødig som Tøger Seidenfaden og Niels Krause Kjær ellers har for vane at påstå. Man fornemmer tydeligt, at Seidenfaden og Krause Kjær ikke mener, hvad de siger. De ved nemlig godt, at de er tvunget til at udtrykke sig sådan, fordi selskabet er blevet irriterende indflydelsesrigt i den danske debat. Vi kan derfor ikke undvære selskabet heller ikke i fremtiden. Jeg har til trods herfor, alligevel meldt mig ud af selskabets rådgivende råd og som medlem af selskabet som sådan.
For seks år siden blev sociologen Pim Fortuyn omtalt som højre-radikal på linje med Jean-Marie Le Pen. Ja, man betegnede ligefrem Dansk Folkeparti som et højreradikalt parti. I dag ville Fortuyns udtalelser og konklusioner på indvandrersituationen i Holland næppe vække ubehag. Ja, man ville i dag uden tvivl finde hans konklusioner og betragtninger mere moderate end Villy Søvndals udtalelser om Hizb-ut-Tahrir. At udviklingen har forandret sig så afgørende på kun 6 år, skyldes bl.a. tilstedeværelsen af Trykkefrihedsselskabet.
Når man skal forsvare de vestlige frihedsideer og ytringsfriheden, så skal de forsvares med fornuften og forstanden, og ikke med et freudiansk id, som det var tilfældet med Lars Hedegaards julebudskab. Selskaber som Pen, Trykkefrihedsselskabet og Fri Debat må i alt, hvad de foretager i relation til offentligheden være seriøse - særligt når emnerne er så kontroversielle, som det er tilfældet, når man kritiserer en religion for at have en større hyppighed af forældre, der misbruger deres børn end andre religionssamfund.
Hvis den sunde fornuft så glipper, så kan man i det mindste gå ud og undskylde, uden at skulle forklare sig ved hjælp af alle mulige kunstgreb som Lars Hedegaard gjorde efter de famøse juleudtalelser om, at muslimerne voldtager deres børn. Efter Hedegaards idiosynkratiske og tåbelige udtalelser om muslimernes tendens at forgribe sig på deres børn, havde jeg forventet, at Katrine Winkel-Holm overtog formandsstolen. Det skete som bekendt ikke.
Det er min holdning, at udtalelser, som ikke kan verificeres empirisk og som stigmatiserer tusinder af muslimer, ikke hører hjemme i regi af Trykkefrihedsselskabet, PEN eller Fri Debat. Hvis vi skal udtale os i sociologiske kategorier dvs. generelt, må vi ganske enkelt stille krav om, at vore konklusioner er empiriske eller notere, at vore betragtninger blot er hypoteser. Det er således ikke gjort med, at vi henviser til Koranen, Das Kapital eller Mein Kampf. Nej, vi må ud i den kedelige empiriske verden og finde belæg for antagelsen. Så enkelt er det.
Jeg har i Dagbladet Information i november i en klumme kritiseret, at Trykkefrihedsselskabet har optaget en mand som Geert Wilders i det internationale rådgivende organ. Geert Wilders skal forsvares for hans ret til at ytre sig i parlamentet i UK. Det var derfor kritisabelt, at briterne nægtede ham indrejsetilladelse.
Vi skal også tage afstand til de helt urimelige dødstrusler, som muslimske miljøer har afsendt til Wilders. Men at forsvare hans rettigheder er ikke ensbetydende med, at man skal sympatisere med hans politiske betragtninger.
Når Wilders advokerer for, at islam ikke skal have samme rettigheder som andre religioner og at ikke-vestlige indvandrere skal underskrive en assimilationskontrakt for at komme ind i et land, så hører Wilders ikke hjemme i et rådgivende organ, som skal forsvare ytringsfriheden og de vestlige frihedsideer.
Både debatten om Muhammedkrisen og Hedegaards julebudskab har lært mig, at vi kan blive så ivrige, efter at forfølge egne kæpheste og idiosynkrasier, at vi borteliminerer fornuften og forstanden og erstatter dem med det drive, som altid er kendetegnende for det freudianske ’id’. Derfor hilser jeg Fri debats forstandige manifest velkommen.