Af Søren Villemoes og Troels Heeger, 20-05-2010
Reason.com har kåret 20. maj. til international tegn-Muhammed-dag. Læs deres glimrende leder her. Det er jo idag! Og efter at have tjekket deres facebook-profil, ser det ud til at være en kæmpe succes. Tusindvis af tegninger af profeten er allerede væltet ind. Og myndighederne i Pakistan har endda valgt at lukke for adgangen til facebook af frygt for alle de krænkede følelser. Det må man kalde et succeskriterium. Det giver os jo en glimrende anledning til at kigge lidt på, hvordan det egentlig står til med ytringsfriheden, den berygtede islamisme og de politiske skillelinjer i dansk politik for tiden. For der er stadig et stykke vej endnu for mange, især til venstre for midten, at anerkende, at det her er et reelt problem. Et problem, der går udover at være højre eller venstreorienteret.
Da ytringsfrihedsnetværket Fri Debat blev grundlagt for få måneder siden, var det bl.a. med den hensigt at bekæmpe de sidste års tendens til at lade ens forhold til ytringsfriheden afhænge af ens politiske tilhørsforhold. Siden Muhammedkrisen har man nærmest per definition tilhørt højrefløjen, hvis man mente, at især islamismen, men i det hele taget tidens forskellige tendenser mod religiøst begrundede krænkelsesdiskurser, udgør en særlig trussel mod vores frihed til at kunne kritisere koncepter og ideer i den offentlige debat på den måde, vi nu skulle have lyst til.
Indtil videre har vi kun haft moderat succes i den henseende. Flere medier har helt uden yderligere begrundelse betegnet Fri Debat som en 'borgerlig-liberal tænketank'. Må vi være fri! Ikke at der ikke er borgerlige i Fri Debat, der er både borgerlige og venstreorienterede, men må vi ikke snart blive fri for denne grundlæggende meningsløse tendens til at gøre forsvaret for ytringsfriheden og kritikken af bl.a. islamismen til noget, der automatisk er 'borgerligt'? Der er intet specielt borgerligt ved at kæmpe for retten til det frie ord, til spredningen af frie tanker og kritisk debat. Og lige så vigtigt: Der er intet specielt borgerligt ved at kæmpe imod totalitarismen. For det er grundlæggende det, vi har at gøre med for tiden: En kamp mod en totalitær ideologi, der i disse år har held med at sprede sine antidemokratiske tanker over store dele af Europa.Hvis nogen stadig skulle være i tvivl om, hvorvidt voldelig islamisme udgør en trussel mod vores ytringsfrihed, så lad os tage et hurtigt kig på, hvad der egentlig er sket på den front bare her i 2010. Året startede med et økseangreb på Kurt Westergaard. Et overfald, der var planlagt og udført af en dansk-somalisk islamist med tilknytning til Al Shabaab. Kort tid efter blev en kvinde overhældt med petroleum på åben gade i Paris, fordi hun havde været med til at skrive et teaterstykke, der kritiserede kvinders forhold i Algeriet. Hun slap med nød og næppe fra den tændstik, der skulle have forvandlet hende til en levende flamme. Ja, angrebet var udført af franske islamister.
I Norge udløste et billede af Muhammed på forsiden af avisen Dagbladet i februar demonstrationer anført og planlagt af den radikale fløj blandt norske islamister, et hackerangreb mod avisen og en dødstrussel mod to af dens journalister. I Sverige har der inden for blot to måneder været et hindret terrorangreb rettet mod Muhammedtegneren Lars Vilks, hvor han skulle dræbes på en spektakulær måde. Der har været et voldeligt angreb mod ham så sent som forrige mandag under en forelæsning på Uppsala Universitet, hvor man på Youtube kan se adskillige unge islamister stå og juble euforisk, mens de råber 'Allahu akbar'. Man tror, at det er en parodi, når man ser det. Men det er virkelighed. Og det er lige på den anden side af sundet. Siden har der også lige nået at være et heldigvis mislykket forsøg på at brænde Vilks hus i Skåne ned.
I USA har et afsnit af serien South Park, hvor der blev gjort grundigt grin med hele hysteriet omkring Muhammed-tegningerne, også udløst dødstrusler, hvilket førte til, at tv-stationen censurerede det efterfølgende afsnit. Senest er det kommet frem, at et irakisk medlem af Al-Qaeda har planlagt et attentat på det danske landshold i fodbold ved sommerens VM i Sydafrika. Nå ja, og så var der også et afværget terrorforsøg i New Yorks Times Square for få uger siden, der åbenbart også var foranlediget af en vrede mod de danske Muhammedtegninger.
At kæmpe for friheden til kritik, at kæmpe for, at vi insisterer til det sidste på, at den offentlige debat skal kunne foregå uden frygt for at miste sit liv, hvis man fremfører visse argumenter, det kan aldrig nogensinde blive noget, der er specielt 'borgerligt'. Det er demokratisk. Hverken mere eller mindre. Det handler om at kæmpe for demokratiet. Det kan lyde storladent. Måske endda lidt naivt. Men det er i sidste ende der, vi ender. For ytringsfriheden er den mest grundlæggende rettighed i et demokrati. Uden friheden til at kritisere, er der ingen garanti for, at vi over tid kan sikre os den repræsentation og det samfund, vi ønsker os.
Alt, alt for længe har vi på venstrefløjen kunnet affeje alle disse angreb mod kunstnere, journalister, forfattere, kuratorer, skuespillere, redaktører, politikere og tegnere som forskellige 'isolerede tilfælde'. Men hvornår er det egentlig, at 'isolerede tilfælde' krydser grænsen og bliver til en tendens? Hvornår svinger vægtskålen over på den anden side? Hvor mange flere voldelige overfald, trusler, hindrede og gennemførte terrorangreb skal vi se, før vi vil erkende, at vi har at gøre med en tendens, ja, en trussel?
Det første sted at starte er at gøre op med den udvandede og mærkelige forestilling, der i al for lang tid har domineret på venstrefløjen. Nemlig den juridisk formalistiske tanke om, at det kun er staten, der kan true vores ytringsfrihed. Den er baseret på den løse antagelse, at staten per definition er suveræn. Men den tanke er i sig selv det modsatte af venstreorienteret. Fra en venstrefløjsoptik er staten altid kun delvis suveræn og må netop opretholde sin magt gennem stadig kamp om magten. Gennem politimagt, militæret og så videre kan staten opretholde sit monopol på den legitime udøvelse af vold. Dette monopol kan altid udfordres. Det er jo derfor, at venstreradikale går på gaden og kæmper mod politiet. Netop fordi, at de ved, at statens magt aldrig er helt suveræn. Det er ikke bare en opfattelse af statsmagten, der altid har eksisteret på den yderste venstrefløj. Det er en almindelig udbredt opfattelse til venstre for midten, nemlig at andre aktører altid kan udfordre magten.
Det er det, der er så paradoksalt. For når det kommer til islamismen, og til de voldelige repræsentanter for denne ideologi, så er statens magt ifølge alt for mange stemmer på venstrefløjen pludselig blevet fuldkommen. Og ingen kan udfordre vores grundlovsgivne rettigheder medmindre det sker gennem statens institutioner. Det fører mange til helt at benægte, at overfald, trusler og mordplaner mod danske bladtegnere, journalister og redaktører slet ikke har noget at gøre med vores alles ytringsfrihed. Denne antagelse må til at ophøre. Vores rettigheder vil altid kunne udfordres og trues gennem alternative suverænitetskilder. Om det er gennem multinationale selskaber, internationale forbryderkarteller, eller fra totalitære strømninger på gadeplan, så kan vi aldrig tage det for givet, at vores stat suverænt forvalter varetagelsen af vores rettigheder.
Lad os huske på, at islamismen ikke alene er en totalitær ideologi, der truer de demokratiske institutioner. Det er først og fremmest en ideologi, der truer vores muslimske medborgeres grundlæggende rettigheder. De første til at betale prisen for islamismens fremtog i de europæiske ghettoer og indvandrerkvarterer, der foregår i disse år, er de liberale muslimer. Dem, der for længst har fundet ud af, hvordan man lever i et moderne europæisk samfund med en muslimsk baggrund, er altid de første til at betale prisen.
Det er derfor, at folk som f.eks. Naser Khader, tyske Seyran Ates, britiske Ibn Warraq og Salman Rushdie, hollandske Ahmed Aboutaleb og Ayaan Hirsi Ali, og italienske Magdi Allam enten må leve under konstant politibeskyttelse, under jorden eller med personlige bodyguards. De er alle blevet jaget vildt for at levere forholdsvis moderat kritik af islam. Men pga. deres muslimske baggrund rammes de hårdere end alle andre ville være ramt for samme kritik.
Det er derfor ikke bare uvidende, når mange især på venstrefløjen insisterer på, at 'kritik skal komme indefra' i forhold til islam og islamismen, det er decideret usolidarisk. Tilhører man venstrefløjen, burde det være ens pligt at have kampen for de undertrykte som sin førsteprioritet. Kalder man sig selv 'antifascist' eller 'antiracist' og anser man kamp mod uretfærdighed, undertrykkelse og totalitarisme for sin kamp, så burde kampen mod islamismen være først på dagsordenen. Og man burde ikke forfalde til noget så fjollet som at anse det for 'borgerligt'.
Lad os huske, hvad den libanesiske historiker Antoine Sfeir sagde i 1993: "Vi kan aldrig sige det nok: At angribe islamisterne, at tage afstand fra deres handlinger og løgne, er ikke at angribe islam. At angribe islamisterne er tværtimod at forsvare muslimer – der er islamisternes første, men ikke eneste ofre.”
Og lad os så smide nogle tegninger af Muhammed op på facebook i solidaritet med alle de forfulgte. Lad idag være dagen, hvor vi alle på tværs af politisk ståsted kan finde lejlighed til at støtte folk som Lars Vilks, Kurt Westergaard og Salman Rushdie. Lad os smide så mange Muhammedtegninger op, at islamisterne ikke kan se skoven for bare træer. Og lad ingen fortælle jer, at det at forsvare retten til satire er ensbetydende med at krænke alverdens muslimer. Det er en fæl løgn.