Georg Metz (Intermetzo 8.-9. maj) blander tingene sammen. Begrebet ytringsfrihed giver kun mening som statsmagtens afståelse fra indgriben i borgernes ret til at ytre sig. Denne indgriben kan have form af direkte lovgivning (censur eller f.eks. blasfemi- eller racismelovgivning, der er strafbelagt og undergivet offentlig påtale). Hvilke reguleringer, der i øvrigt foregår i civilsamfundet mellem borgerne indbyrdes, er en anden sag. Det er vigtigt, at borgerne kan ytre sig frit uden frygt for sanktioner fra statsmagten – men det indebærer ikke, at man i enhver sammenhæng har krav på at få sine synspunkter mangfoldiggjort eller at man har garanti for ikke at møde modstand fra sine omgivelser. Efter dansk ansættelsesret her en privat arbejdsgiver nærmest frit slag til at afskedige indenfor rammerne af lovgivningen om ligestilling og -behandling. Dette er muligvis en mangel i arbejdsmarkedslovgivningen, men det har ikke noget med ytringsfrihed at gøre.

Individuelle krænkelser eller injurier (f.eks. af typen ”Dragsdahl var agent”) kan man indbringe for domstolene og få kendt ubeføjede og blive tilkendt erstatning. Og gudskelov for det! Generelle ”krænkelser” (hvis man overhovedet kan tale om noget sådant) – f.eks. af typen ”mange journalister var agenter” får automatisk ideologisk karakter og må behandles som sådan – og en idé kan ikke blive krænket! Nuvel, tilhængerne af en bestemt idé kan naturligvis blive krænkede, men så må de enten svare igen eller leve med, at det er, hvad man må tåle i et samfund med ytringsfrihed. Det gælder også tilhængere af religiøse idéer – disse bør ikke være mere fredet end andre. Dette er faktisk en vigtig pointe for tiden, hvor FNs menneskerettigheds­råd søger at få kriminaliseret religionskritik i international lov. Derfor er det da også vigtigt at få afskaffet blasfemi- og racismeparagrafferne i den danske straffelov. Især det sidste virker nok overvældende på mange, men her bør man – udover principperne – betænke, hvor lidt de faldne domme har medvirket til at højne debatten. Tværtimod har de mange frifindelser givet en slags blåstempling til ytringer, der under alle omstændigheder er ubehagelige for de fleste. Men som vi må tåle. Betænk også, at Weimarrepublikkens racismelovgivning, selv om den flere gange sendte Der Stümers redaktør i fængsel, kun skabte et martyrium og ikke stoppede idéens vækst.

Det var helt berettiget, da Jyllands-Posten efter karikaturkrisen beklagede overfor de muslimer, der følte sig krænket. Selv om man kan have sine tvivl om, hvorvidt der var tale om anger eller almindelig forskrækkelse over reaktionerne rundt omkring, skete det i rammerne af det civile samfund. Derimod var det dybt betænkeligt, at Politiken for nyligt undskyldte sit genoptryk af de samme karikaturer – fordi denne undskyldning var et forlig indgået for at undgå et sagsanlæg – og at Politiken dermed underlagde sig et retligt regime mod ytringsfrihed, som ingen avis burde underlægge sig.

Der er mange gode grunde til at opretholde en sober tone i den offentlige debat. Det er en opgave, deltagerne i debatten bør prøve at løfte. Der er ingen garantier for, at det altid går sådan, men det bør ikke friste til, at man tyr til statsmagten for at regulere diskussionen ind i de rammer, man selv synes er passende, eller begrænser ytringernes karakterer ved lovgivning.

Peter Ølgaard er fagforeningsformand.