Af Søren K. Villemoes, 07-05-2010
Fri Debats andet arrangement i tirsdags handlede om injurieturisme. Et fænomen som de færreste danskere var bekendt med, indtil vi pludselig kunne se Politikens Tøger Seidenfaden ruske hånd med en suspekt saudisk advokat og erklære, at der var indgået forlig mellem avisen og 95.000 påståede efterkommere af profeten Muhammed. De fleste undrede sig. Forlig? Om hvad? Hvem er disse efterkommere? Og til sidst strandede de fleste på det mystiske spørgsmål: Hvordan? Hvordan i alverden kunne en saudisk advokat anlægge en injuriesag mod en dansk avis? Kunne det overhovedet lade sig gøre? Det sørgelige svar, som de færreste kendte dengang, var 'ja, det kan det'. Det viste sig, at vi har at gøre med et stigende problem, der kan få vidtrækkende betydning for vores presse- og ytringsfrihed.
Fri Debat satte sig for at kigge nærmere på dette fænomen og inviterede tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet Bent Falbert, mediejurist Tyge Trier og CBS-lektor med ekspertise i britisk politik Ole Helmersen til debataften. Det foregik i et smukt, altmodisch værelse i Admiral Gjeddes Gård i det gamle København. Her var cirka 27 interesserede dukket op for at blive klogere. Ordstyreren var Fri Debats egen Troels Heeger, der efter en kort intro gav ordet til Bent Falbert, der kunne fængsle tilskuerne i en fascinerende episk fortælling om et juridisk mareridt, der overgår enhver fantasi.
Falbert og de islandske vikingerFalbert lagde ud med at understrege, at han ikke længere var chefredaktør, men alligevel formelt stadig var det, da der endnu var en 14-15 retssager mod ham som ansvarshavende redaktør, der skulle overstås, før han kunne nyde sit otium. Falbert havde gennem sin lange karriere på Ekstra Bladet oplevet et hav af retssager. Men ingen kunne komme i nærheden af den, som han ville fortælle om i aften. Ekstra Bladet vs. den islandske bank Kaupthing var det første møde, som avisen havde med fænomenet injurieturisme, og det skulle vise sig at blive den absolut dyreste affære i avisens historie.
I 2005-07 blev Danmark, ifølge Falbert, bestormet af islandske vikinger fra det kolde nord. De opkøbte Magasin, Illums, Merlin og satte sig tungt på det danske erhvervsliv. De havde magt og et ekstremt stærkt netværk. Ekstra Bladets journalister havde fået nys om, at der foregik skattefusk og skrev en kompliceret og tung artikelserie, der blev bragt i slutningen af 2006 og begyndelsen af 2007. Falbert erkendte, at den retrospektivt nok havde passet bedre til Børsen end til Ekstra Bladet. Men journalistisk var der ifølge den afgående chefredaktør intet at komme efter. Der var tale om ekstremt grundig research. Interessen for afsløringerne var dog minimal herhjemme, og der kom ikke meget opmærksomhed på sagen.
Det gjorde der til gengæld i udlandet. I det næste stykke tid væltede det ind med henvendelser fra interesserede i udlandet, der ville høre mere om, hvad artiklerne havde afsløret. Det endte med at tage en masse arbejdstid fra Ekstra Bladets ansatte, og chefredaktør Jan Jensen besluttede sig for at oversætte artiklerne til engelsk og gøre dem tilgængelige på avisens hjemmeside. Det var et valg, som de senere skulle vise sig at fortryde. Efter kort tid modtog Falbert en stævning fra en britisk advokat. Det tog han dog med ophøjet ro, da udenlandske henvendelser af den karakter sjældent er særligt alvorlige.
Hans Engell i karambolage
Da det blev sommer dukkede der dog pludselig en britisk mand i et sølvgråt jakkesæt op, der nærmest sparkede døren til Falberts kontor ind midt i et møde. Med sig havde han en tydeligt forskræmt dansk, kvindelig advokat og i sin hånd stævninger til samtlige af avisens chefredaktører. Det skabte tumultagtige scener og til sidst blev chefredaktør Hans Engell så tosset, at den tidligere justitsminister tog manden i hoved og røv og kastede ham hen ad gangen.
Sagen var alvorlig. Falbert var nødt til at hyre en britisk advokat med speciale i 'libel' (injuriesager). Valget faldt på Carter-Ruck, der havde ry som et af de bedste firmaer på området. Britiske advokater er ikke billige. Falbert var nødt til at hyre hele tre advokater, der alene skulle tage sig af papirarbejdet, såkaldte 'solicitors'. De kunne snildt koste 5000 kr. i timen. Men udover det skulle man hyre ekstra advokater til at fremlægge sagen i retssalen, de såkaldte 'barristers'. Sidstnævnte havde, ifølge Falberts beregninger, en timeløn i nærheden af 10.000 kr.
Lige fra starten kunne Carter-Ruck fortælle Falbert, at de havde en dårlig sag. I britiske injuriesager er det nemlig den anklagede, der skal bevise sin uskyld, og begrebet 'ond tro' findes ikke. Desuden ville retssagen i sig selv blive svimlende dyr. Samtlige ti avisartikler ville blive gennemgået ord for ord i retssalen, vendt og drejet og diskuteret i uendeligheder. Samtidig var det meget problematisk, at man havde oversat det relativt uproblematiske danske ord 'skattefifleri' til et ord, der i britisk lov er en juridisk betegnelse. Alene denne oversættelse af dette ene ord kunne vise sig at blive skæbnesvangert for avisens chancer i retten. Carter-Ruck anbefalede et forlig.
Det passede ikke Falberts krigergemyt, og han var meget skuffet. Han tjekkede op på tidligere sager og fandt frem til, at Jyllands-Posten også engang havde indgået et lignende forlig med en mand i Californien. Det var altså ikke første gang, at en dansk avis havde bøjet nakken og indgået forlig. Men et forlig var i sig selv en ekstrem bureaukratisk proces, der skulle vise sig at tage flere år. Kaupthing krævede en grotesk økonomisk erstatning og en offentlig undskyldning fra Ekstra Bladet. Men før dette kunne ske, skulle banken bevise, at nogen i Storbritannien rent faktisk havde læst artiklerne. De diskede op med navnene på tolv personer, hvoraf de syv arbejdede for enten Kaupthing eller advokatkontoret. Det var åbenlyst et spinkelt og konstrueret grundlag, men åbenbart rigeligt til, at der var grundlag for en sag i en britisk retssal.
Kampen om regningen
Der gik lang tid, uden at en regning fra Kaupthing dukkede op. Så kom der pludselig et krav på 10 millioner. Falbert nægtede at acceptere det beløb og krævede en specificeret regning. Herefter dukkede der et ringbind op med alenlange opgørelser over et utal af møder på advokatkontoret. Det var ifølge Falbert ren fabrikation. Og der startede flere forhandlinger. Til sidst dukkede Falbert selv op i London for blot fire måneder siden og fik dem trukket ned på et noget mere fornuftigt beløb – omend stadig astronomisk i forhold til lignende danske sager.
Ekstra Bladet endte med at miste flere millioner kroner og måtte bringe en undskyldning på deres hjemmeside. Og det var, ifølge Falbert, 'komplet urimeligt'. Han havde nu advaret samtlige danske redaktører om at bringe artikler oversat til engelsk på deres hjemmesider. Det var i hvert fald noget, som Ekstra Bladet aldrig ville gøre igen. Var det samme sket for mindre aviser som f.eks. Information eller Kristeligt-Dagblad havde det betydet finansiel ruin. Det var rent held, at Ekstra Bladet havde pengene til at betale regningerne. Mindre aviser ville have været nødt til at dreje nøglen om og holde brandudsalg.
Falbert kunne med en vis selvironi i stemmen erklære sig selv som et 'forslået offer'. Men det var ikke helt ironisk. Han var blevet trynet af injurieturismen, som han nu anser som en alvorlig trussel mod ytringsfriheden. Alene frygten for at kunne ende i en retssag, vil afholde mange fra at bringe afslørende artikler mod magtfulde aktører, var hans vurdering. Falbert havde i en klumme for nyligt opfordret justitsminister Lars Barfoed til at tage sagen op og gøre noget i EU-regi. Heldigvis ser det ud til, at ministeren har fulgt opfordringen. Og forhåbentlig vil der ske noget i fremtiden.
Således afsluttede Falbert sin uhyggelige fortælling, og Troels Heeger lod ordet gå videre til Ole Helmersen, der straks gik i gang med at uddybe de særlige britiske forhold.
At beskytte de magtfulde
Helmersen kunne give en interessant historisk-institutionel forklaring på den i danske øjne krakilske britiske injurielovgivning. Det er nemlig et gammelt retsområde fra middelalderen, der oprindeligt var blevet indført for at beskytte magthaverne mod 'angreb' i form af nedsættende bemærkninger. Loven var i sin tid udformet for at beskytte kirken, fyrsterne og andre institutioner på toppen af samfundet. I britisk retspraksis er man meget fokuseret ikke bare på at fortolke loven, men også på at videreføre retspraksis baseret på flere hundrede års domme i diverse sager under 'common law'. Det er den institutionaliserede retspraksis gennem århundreder, der muliggør, at sager som den mod Ekstra Bladet kan lade sig gøre.
Moderne tid har vist, at denne praksis kan misbruges. Dette skyldes særligt udbredelsen af internettet, hvilket de sidste års sager vidner om. Normalt kan man ikke uden videre anlægge injuriesager fra land til land, medmindre udgivelsen er udkommet i det land, hvor den krænkede befinder sig. Men internettet har nedbrudt disse grænser. Det er dog ikke alene nettet. Helmersen kunne fortælle om en bog, der kun var blevet solgt i 23 eksemplarer i Storbritannien, hvor det blev antydet, at en saudisk rigmand havde gjort dette og hint. På trods af det spinkle antal mennesker, der havde købt bogen, var det alligevel nok til, at saudieren kunne anlægge sag gennem London.
Mange er ved at blive mere opmærksomme på problemet i Storbritannien, og senest har FN også været ude og kritisere tendensen. For cirka et halvt år siden udkom en rapport fra Britisk PEN og Index on Censorship: Free Speech is not for Sale – the Impact of British Libel Law on Freedom of Expression. Den anbefaler en række reformer, f.eks. at flytte bevisbyrden, så man ikke længere skal bevise sin uskyld og lægge låg på omfanget af erstatningerne. En rapport ændrer dog intet i sig selv. Til gengæld er der tegn på, at de britiske politikere er ved at blive opmærksomme på problemet. Indenrigsministeren fra Labour, Jack Straw, har lovet, at han ville gøre noget. Og fra EUs side er der også kommet pres på Storbritannien for at lave en løsning.
Under den britiske valgkamp havde alle tre partier nævnt reform af injurielovgivning i deres valgprogrammer. Det var dog først på side 60-80 og med alverdens forbehold og forsigtig sprogbrug, men det tyder da på, at der er opmærksomhed. I den kommende regering vil det efter Helmersens vurdering komme op og vende før eller siden, men det står bestemt ikke øverst på prioritetslisten, og han turde ikke gisne om, hvad mulighederne for reform eventuelt kunne være. Ting tager tid – især i Storbritannien, der jo ikke ligefrem er berygtet for deres kærlighed til hurtige forandringer.
Dog tyder balladen og den offentlige opmærksomhed omkring den nyligt overståede retssag mod bloggeren Singh anlagt af den britiske kiropraktorforening på, at ting er ved at ændre sig. Dommerne er ved at anerkende, at forsvaret i disse retssager kan hævde, at ytringer der har en vis interesse for offentligheden, burde gå fri. Dommerne har således selv taget initiativ til at mindske omfanget af konsekvenserne. Dog kun minimalt, og Singh hænger stadig på en kæmperegning for sine advokater.
Helmersen afsluttede således med en fremtidsvision, der forekom noget broget. Det var en forsigtig optimisme, han havde leveret til sidst. Men intet var sikkert, andet end at området ikke havde førsteprioritet. Overgrebene på ytringsfriheden fra britiske retssale kunne således se ud til at fortsætte mange år fremover. Nu var det tid til at få de juridiske aspekter af fænomenet på plads, og Troels Heeger gav ordet videre til mediejurist Tyge Trier.
Juridisk rodebutik
Han lagde ud med at understrege, at injurieturisme var et uhyre indviklet område. Et af problemerne er f.eks. værnetinget. Hvor skal retssagen køres henne? Hvad afgør det? Er det i landet, hvor avisen trykkes, eller i landet hvor den læses? Hvis Politiken og Ekstra Bladet har abonnenter i Storbritannien, så har de vel også et vist ansvar under britisk lov. Værnetinget er således blevet rodet. Og det er bestemt ikke blevet bedre af internettets udbredelse. Lovvalget er også blevet rodet. Er det britisk ret, det er gældende, når en avis oprindeligt trykkes og bringes i en dansk kontekst?
I praksis er det sådan i dag, at man kan anlægge sag i det land, hvor det er mest fordelagtigt for anklageren. De britiske regler, retspraksissen og de specialiserede advokater i London har gjort netop dette land til en magnet for injuriesøgsmål. Det skyldes bl.a. en europæisk menneskerettighedsdom fra 1995, der fastslog, at man kan lægge sag an, fra 'der hvor man bor'. Det har bl.a. betydet, at britiske domstole i dag reelt ikke kan afvise disse sager. EU har en stor rolle at spille i dette. F.eks. er det ifølge Rom 2 forordningen således, at det er reglerne i det land, hvor man er blevet krænket, der gælder. Forordningen er netop til behandling i EU-regi, og der er stærke lobbykræfter, der presser på for, at lave en kattelem, så sager, der kan siges at være relevante for ytringsfriheden, er fritaget. Men det kræver traktatændringer, dvs. alle EU-lande skal være med på ideen, og den slags kan selvsagt tage lang tid. Lars Barfoed arbejder dog på sagen, men indtil da er de britiske dommere tvunget til at tage imod disse sager.
Trier erklærede sig enig med de andre i, at det ikke er noget, vi som enkelt land kan gøre meget ved. Vi bliver nødt til at finde en fælles løsning. Men der er faktisk et hul i lovgivningen, som Bent Falbert kunne have anvendt, hvis han altså, med Triers ord, havde være mere 'sej' (et ordvalg, der tydeligvis ikke begejstrede den gamle kamphund fra Ekstra Bladet). Hvis Falbert havde nægtet at betale pengene, ville det have været op til de danske myndigheder at indkræve dem, og det ville blive et stort problem, da de danske myndigheder i så tilfælde skulle til at udføre en straf mod en dansk avis for en gerning, der slet ikke ville være ulovlig i Danmark. Det kunne have medført, at der ville blive stillet spørgsmål ved de grundlæggende retsprincipper, og sagen kunne således ende helt i Strasbourg foran den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Men det ville have været ekstremt risikabelt, da Danmark rent formelt har forpligtet sig til at respektere de andre landes regler, og at det potentielt kunne være endt med en endnu mere omkostningsfuldt sagsforløb.
Tre uhyggelige sager
Trier kunne kun give de andre ret i, at injurieturisme er et kæmpe problem for ytringsfriheden. Han fremhævede især tre sager, der efter hans mening var ekstra gruopvækkende. For det er slet ikke nok at holde sig fra at oversætte sine artikler til engelsk, som Falbert havde antydet over for de andre redaktører. Faktisk viste en sag, hvor nyhedskanalen Al Arabiya, der sender nyheder på arabisk fra de Forenede Arabiske Emirater, blev sagsøgt af en tunesisk fyr i London. Nyhedskanalen endte med at betale flere millioner kroner for retssagen plus et betragteligt beløb i erstatning, selvom deres nyhedsdækning var foregået på arabisk.
En ukrainsk avis, der havde under 100 abonnenter i Storbritannien, blev også dømt, selvom de ikke skrev på engelsk. En anden ukrainsk netavis var også så uheldig at ryge i injuriemaskinen. Her var der tale om en ludfattig græsrodsbevægelse, der ikke engang havde råd til at møde op i retssalen. De blev dømt til at betale 600.000 kr. in absentia. Det er altså ingen sikring, at man nøjes med at skrive dansk. Selv det kan give anledning til en retssag. Og som nogle af disse sager viser, er det ikke engang nødvendigt, at man bor i Storbritannien for at lægge sag an. Man skal i princippet bare tage dertil og lade sig krænke, for at sagen kan køres i en britisk retssal.
Men endnu mere skræmmende: Det er ikke engang nok, at man vinder retssagen. En bog, der var kritisk overfor Scotland Yard, blev for nogle år siden hevet ind i en injuriesag. Der var intet at komme efter. Journalisten havde gjort et formidabelt stykke arbejde, og Scotland Yard tabte sagen med et brag. Alligevel endte forlaget med at stå med en regning på godt 20 millioner kroner i advokatsalær. Det er i sidste ende det største problem: Retssagerne tager ustyrligt lang tid, og udgifterne er helt grotesk høje. Vinder man sagen, skal den anden part kun betale noget af udgifterne. Så alene at blive stævnet er den sikre vej til at miste en masse penge. Dette giver folk med mange penge en enorm fordel. Cambridge University Press har allerede trukket en række bøger tilbage alene pga. frygten for en eventuel retssag.
D. 1. april i år kom dommerne frem til, at den stakkels blogger Singh, der havde kritiseret britiske kiropraktorer for at ævle løs om hokuspokuskure mod alverdens lidelser på deres hjemmeside, havde leveret en 'comment', hvilket han skulle have lov til. Men Singh skal stadig betale 2 millioner kroner, og sagen har kostet ham to år af hans liv.
I sidste ende kunne sagerne ende i Strasbourg, der på papiret har kompetence til at dømme og skabe fælles regler og klarhed på området. Men ingen sag er kommet så langt, da de er så ekstremt udmattende, omkostningsfulde og langvarige, at de for det første sjældent ender med dom og i stedet afgøres ved forlig, og for det andet fordi, at de færreste kan udholde at tage sagerne endnu længere op i systemet. Menneskerettighedsdomstolen afgør i øvrigt ikke skyldsspørgsmål og har intet at sige i forhold til erstatningssager.
Og der vil uden tvivl komme flere sager. Muhammedsagen mod de danske dagblade vil efter alt at dømme komme senere i år. Den vil være noget nær umulig at vinde for den saudiske advokat Yamani. Men det er sådan set irrelevant, da alene sagsforløbet vil blive ubehageligt, udmattende og omkostningsfuldt for de danske dagblade. Hele området har en 'chilling effect', der uden tvivl virker afskrækkende.
Således afsluttede Trier sin dystopiske gennemgang, og en mørk sky havde lagt sig over lokalet. Nu var det tid til spørgsmål og kommentarer.
Bekymrede spørgsmål
Heeger spurgte Trier, hvordan de danske dagblade skulle imødegå sagen med Yamani. Trier opfordrede de danske dagblade til at holde sammen og forholde sig i ro. Han ville ikke anbefale, at man fulgte Hans Engells eksempel og kastede rundt med advokaterne. Han havde selv ved forskellige lejligheder talt folk ned og fået sager droppet ved at møde op personligt og tage en snak en til en. Det var f.eks. tilfældet nogle år tilbage, da en mand i Californien havde fået udstedt en arrestordre på en stakkels journalist fra Jyllands-Posten. Trier sad i flere timer og forsøgte at tale manden til fornuft, hvilket til sidst lykkedes. Det virker nok ikke mod alle sheikher, men det er vigtigt, at man viser over for dommeren, at man har gjort sin research og sit hjemmearbejde.
Falbert så lysere på Muhammedsagen end på Ekstra Bladets sag med Kaupthing, for satiretegninger kan man bedre forstå. Det er ikke utænkeligt, at Yamani vælger at køre sagerne mod hver enkel avis individuelt, og det kan potentielt blive skæbnesvangert for de små aviser. Men sagen er stadig langt enklere, og den kommer ikke til at være nær så omkostningsfuld som den med Kaupthing, lød hans vurdering. Selv den mest excentriske dommer vil kunne se, at det er helt absurd, at 95.000 efterkommere af Muhammed skulle have krav på erstatning.
Vejen frem?
Så kom turen til Ethicas Hans Erling Jensen, der kunne fortælle, at man var ved at samle en flok, der ville lægge sag an mod Yamani. Det syntes Trier ikke, lød som en god idé. Han kunne ikke se formålet med at lave en hel myriade af absurde søgsmål mellem forskellige obskure trosretninger og henviste til en sag i Strasbourg, hvor en marrokansk mand havde fået afvist en sag mod Jyllands-Posten, da han simpelthen ikke var tilstrækkeligt 'affected'.
Ejeren af Admiral Gjeddes Gård kom herefter med et spørgsmål, om det ikke netop var smart at tilstræbe det absurde, så man kunne få endnu mere opmærksomhed. Fik Singh-sagen ikke netop en lykkelig udgang på grund af al presseomtalen, spurgte han.
Det gav Falbert ikke meget for. Han troede ikke, at det kan gøre den store forskel. Der skal politisk handling til. Falbert henviste til en vurdering af en ekspert, han kendte. Han mente, at der intet ville komme ud af den nuværende kommissions arbejde, da der sidder alt for mange advokater, der har alt for mange interesser i det. Eksperten tvivlede totalt på, at Storbritannien alene ville kunne ændre reglerne. Der er ganske enkelt for mange advokat-interesser på spil.
Trier måtte medgive, at medieopmærksomheden omkring Singh-sagen havde spillet en stor rolle i forhold til den politiske opmærksomhed i Storbritannien. Men det var i sidste ende mest kiropraktorerne, der følte presset og droppede sagen.
Helmersen mente, at ydre pres kunne have betydning både negativt og positivt. Storbritannien er traditionelt EU-skeptiske og vil garanteret være modstandere af at lave alt for store ændringer i deres lovgivning, der gælder britiske statsborgere, hvis presset kommer fra EU. Dog ville det være afhængigt af det nuværende valgs udfald.
Mulighed for reform
En tilhører undrede sig over, hvorfor vi har set en stigning i disse injuriesager de sidste år. Trier forklarede, at det nok hang sammen med, at de britiske advokater er blevet dygtigere og dygtigere til at anvende smuthullerne i lovgivningen og udnytte dommen fra 1995. Trier understregede, at der trods alt var en vis retfærdighed i injurieturisme. Hvis man nu helt ustraffet kunne kalde alle mulige navngivne personer for pædofile, så længe ens server står på the Virgin Islands, så har man jo også en situation, der er uholdbar blot med modsat fortegn. Derfor kan målet ikke være fuldstændigt at afskaffe internationale injuriesager, men at finde en mellemvej, der ikke muliggør disse overgreb på ytringsfriheden og få disse uhyrlige summer.
En tilhører spurgte Falbert, hvorfor han ikke bare var blevet hjemme og havde fået en udeblivelsesdom. Falbert forklarede, at han havde anset det for al for risikabelt, og Tyge Trier bekræftede vurderingen. Falbert mente, at han kunne have været helten, men at det potentielt kunne have kostet avisen op til 30-40 millioner, hvis alt gik galt. Desuden gik Kaupthing fallit, mens sagen kørte. Hvis banken havde haft held til at overbevise dommeren om, at sagen mod Ekstra Bladet var skyld i krakket, så kunne erstatningsbeløbet have været astronomisk, og konsekvenserne ville være uoverskuelige. Falbert mente, at han havde tænkt det hele godt igennem, og at han havde truffet det eneste rigtige valg.
Et andet spørgsmål gik på, om Storbritannien ikke bare ville kunne skiftes ud med et andet land, hvis man reformerede de britiske regler. Trier kunne her medgive, at et land som Singapore i princippet kunne overtage. Men alene den geografiske og politiske afstand ville nok ikke gøre truslen lige så slem.
Problemet i Storbritannien er bl.a., at dommerne ikke har mulighed for at afvise sagsanlægget som i Danmark, og at anklageren kun skal betale en del af sagsomkostningerne, hvis sagen tabes. Har man penge nok, kan man i princippet intimidere hvem som helst til ikke at udføre kritik. Vi har simpelthen ikke været opmærksomme nok på dommen i 1995 og dens konsekvenser, var Triers vurdering.
Og således sluttede Fri Debats andet arrangement. Heeger takkede panelet for deres deltagelse og alle for god ro og orden. Publikum fortrak til Admiral Gjeddes Gårds smukke mini-kro, hvor der var kolde øl og en god stemning trods de bekymrende fremtidsudsigter.
Fri Debat takker Admiral Gjeddes Gård for lån af lokaler!