Af Sosun Sendi, 25-04-2010
En anerkendelse af det armenske folkemord handler ikke blot om, at Tyrkiet skal vedstå sig sin historiske forpligtelse og stå ved fortidens dystre side. Det leder også hen mod en anerkendelse af ytringsfriheden og dens mange former. Så længe man i 2010 ikke kan kritisere faktuelle hændelser bør det vække stor bekymring. Også i Danmark, skriver kronikøren.
Hrant Dink var en fremtrædende redaktør på den armenske avis Agos i Tyrkiet. I 2007 blev han myrdet på åben gade. Fordi han kritiserede - og derved vanærede - den tyrkiske regering.
Hrant Dink var en forhadt mand blandt mange i Tyrkiet, fordi han insisterede på at tale åbent om den tyrkiske stats udryddelse af armenierne i 1915-1917: Det armenske folkemord.
Mordet på Hrant Dink var ikke et umotiveret mord, men derimod et klart signal om, at den frie meningsdannelse er uønsket i Tyrkiet.
Det var et så succesfuldt signal, at det i dag er de færreste indenfor de tyrkiske grænser - hvis nogen - som indlader sig på at udtalelse sig om det armenske folkemord. En etnisk udrensning som kostede op mod 1,5 millioner mennesker livet.
Tyrkiet har dog tilsyneladende ikke kun et ønske om at censurere sine egne borgere.
Senest stod Sverige for skud, efter at den svenske rigsdag havde offentliggjort en resolution, som anerkender Tyrkiets forfølgelse af armenierne i 1915-1917 som folkemord.
For det er nemlig ikke første gang, at Tyrkiet forsøger at censurere - ikke blot sine egne borgere - men også andre stater. Hvem husker ikke Tyrkiets reaktion, da en lignende resolution for knap to måneder blev vedtaget af senatets udenrigsudvalg i USA, hvor Tyrkiet endnu engang tilbagekaldte sin ambassadør.
Der er tale om et folkemord, hvor op mod 1,5 millioner armeniere blev deporteret, dræbt og sultet ihjel af osmannerne. Og vel at mærke et folkemord, hvis udførelse er veldokumenteret af en bred vifte af internationale forskere, der endnu ikke er blevet underlagt begrænsninger i deres ytringsfrihed og forskningsarbejde.
Men selv ikke denne omfattende bevisførelse har kunne tilfredsstille Tyrkiet, og fået landet til at anerkende og fordømme dette dystre kapitel i den nationale arv.
Selvsamme bevisførelse har dog ikke kun mødt modstand i Tyrkiet. Et flertal af herboende dansk-tyrkiske politikere har ikke villet betegne hændelserne i 1915 til 1917 som et folkemord - eller blot kommentere sagen.
Senest stod Lars Aslan Rasmussen fra Københavns Borgerrepræsentation (S) og Serdal Benli fra Gladsaxe byråd (SF) i spidsen for en appel til den tyrkiske regering om at anerkende folkemordet og give en officiel undskyldning til armenierne.
Appellen vakte dog ikke begejstring blandt de 24 ud af 25 adspurgte dansk-tyrkiske politikere, som nægtede at deltage i opfordringen til den tyrkiske regering.
Om tavsheden og fraværet har grund i angst, uvidenhed eller andet, kan jeg naturligvis ikke udtale mig om. Men jeg kan i stedet håbe, at ovennævnte ikke blot vækker undren, men også kan danne grundlag for en dybere undersøgelse af, hvorfor så stort et flertal af dansk-tyrkiske politikere - uanset partifarve - i Danmark oplever besvær, når spørgsmålet omhandler en så veldokumenteret begivenhed.
Ret skal dog være ret. For der er naturligvis også dem, som gør Tyrkiets uhyrligheder i 1915 til et historisk anliggende. Blandt andet Yildiz Akdogan (S), Bünyamin Simsek (V) og Özlem Cekic (SF) som efter mange overvejelser og tænkepauser konkluderede, at de hverken vil udtale eller gøre sig klog på, hvad der ”akademisk” kan defineres som et folkemord. Det er udelukkende historikernes arbejde.
Jeg må erkende, at det naturligvis er al ære værd, at der endnu er politikere, som erkender deres mangler, og i dette tilfælde at de ikke besidder historiske kundskaber. Det tager jeg glad hatten af for. Men dertil kan jeg oplyse, at der allerede foreligger yderst omfattende afhandlinger om det armenske folkemord, som netop bekræfter ovennævnte, og at der derfor ikke kræves yderligere forskningsarbejde. Der kræves altså "blot" en anerkendelse af faktuelle begivenheder.
Vi kan for et kort øjeblik erstatte det armenske folkemord med Holocaust begået af nazisterne.
Hvilket ramaskrig ville det mon ikke lyde, hvis den tyske regering udgav samme form for nationalisme og middelalderlige retsdogmatik, dræbte jødiske journalister og meningsdannere, som mente det modsatte - og på indirekte vis pressede andre stater til at fortrænge og modsige så faktuelle begivenheder?
Hvilket ramaskrig ville der mon ikke lyde, hvis dansk-tyske politikere nægtede at anerkende Holocaust - eller sågar negligerede det til at være et historisk anliggende - bevidst om de konsekvenser det siden hen har haft?
Jeg gyser blot ved tanken.
Det bør være soleklart for enhver, at hverken den nuværende tyrkiske regering, Mustafa i Istanbul eller på Amager kan eller skal påtage sig ansvaret for fortiden. Og i dette tilfælde heller ikke Yildiz Akdogan, Bünyamin Simsek eller Özlem Cekic. Akkurat som den nuværende tyske regering og mange andre nationer, som har begået lignende uhyrligheder, heller ikke kan stilles til ansvar for deres fortid. Men man bør som minimum forvente af herboende folkevalgte politikere, at de ikke blot anerkender faktiske begivenheder og insisterer på, at Tyrkiet skal vedstår sig sin grumme fortid, men også holder den manglende ytringsfrihed for øje.
Politikernes fravær kan desværre ikke undlade at føre til kritiske spekulationer om, hvorvidt de placerer sig i en uhensigtsmæssig position, hvor deres manglende anerkendelse, tavshed og ikke mindst underminering af folkemordets relevante politiske dimension gør dem til medansvarlige for den nuværende italesættelse af det armenske folkemord - og den ikke-eksisterende frie debat i det hele taget.
Kravet om en anerkendelse af det armenske folkemord handler ikke blot om, at Tyrkiet skal vedstå sig sin historiske forpligtelse og stå ved fortidens dystre side.
Det leder også hen mod en anerkendelse af ytringsfriheden og dens mange former.
Så længe man i 2010 stadig ikke kan kritisere faktuelle hændelser eller sågar blot fremsætte udtalelser om den nationale ære, militæret, det kurdiske dilemma, alevierne og andre minoriteter - for slet ikke at nævne Kemal Atatürk og mange andre, uden at betale en grotesk høj pris, bør det vække stor bekymring.
Også i Danmark.
Artiklen har tidligere været bragt som kronik i Jyllands-Posten d. 24-04-2010.