Af Jens Kvist, 15-04-2010
Hvorfor afskaffer man dog ikke de to såkaldte krænkelsesparagraffer, der alligevel ikke er andet end en lovfæstet vedtagelse af, at nogle grupper er mere nærtagende end andre?
Forleden modtog jeg en mail fra en mig nærtstående person, der opfordrede til at støtte ytringsfriheden. Med sin underskrift skal man tilkendegive, at man er for ytringsfriheden og imod krænkelsesparagrafferne. Nu skriver jeg aldrig under på sådan noget, uanset hvor enig jeg måtte være i selve anliggendet. Meninger skal vejes, ikke måles.
Når det er sagt, må jeg sige, at jeg er enig i anliggendet. De to krænkelsesparagraffer, vi taler om, er den såkaldte blasfemiparagraf (§ 140), og racismeparagraf (§ 266b).
Førstnævnte lyder: »Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.«
Nu er ingen blevet dømt for at overtræde denne paragraf siden 1938. Dog var den oppe at vende i 1971, da Trille sang Jesper Jensens vise om ‘Øjet i det høje’, om en gud, der holdt øje med, om man nu også sov med hænderne over dynen og ‘eddermame’ var svær at få smidt ud.
Hun sang den i tv, hvilket medførte en klage fra en præst, og to af de ansvarlige programchefer måtte en tur i retten.
Men sagen faldt - sandsynligvis fordi sangen var aldeles blottet for talent og ikke engang havde format til at kunne kaldes blasfemisk. Den var bare pueril, i bedste fald studentikos.
Sjovt nok var der ingen, der talte om blasfemi, da Jens Jørgen Thorsen lancerede sin film om Jesus, der ifølge rygtet skulle være fremstillet som en, om ikke sexgal, så i hvert fald meget sexglad, person.
Da filmen omsider havde premiere, fik jeg af en lokalavis i Esbjerg en fribillet, mod at jeg ville lade mig interviewe bagefter. Og jeg måtte sige med en let omskrivning af Winston Churchills berømte formulering: Aldrig har så mange ventet så længe på så lidt! Magen til tyndt bras skulle man lede længe efter.
Siden har Thorsen kunnet plastre et plankeværk til med den korsfæstede Kristus med erigeret lem.
Dengang sagde Uffe Ellemann-Jensen ikke noget. Der skal mere og langt alvorligere sager på bordet, før han gør det. Muhammed-tegninger, for eksempel.
Så er der § 266b, den såkaldte racismeparagraf. I sin oprindelige form (fra 1939) taler den om straf til »den, der ved udspredelse af falske rygter eller beskyldninger forfølger eller ophidser til had mod en gruppe af den danske befolkning på grund af dens tro, afstamning eller statsborgerforhold«.
Det er ikke svært at regne ud, at konteksten var jødernes forhold i Nazi-Tyskland. Siden er den blevet ændret og lyder nu:
»Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.«
Her er en gruppe af den danske befolkning erstattet af en gruppe af personer. Og ordet race er ironisk nok indført, selv om den paragraf med betegnelsen racismeparagraffen slet ikke kan acceptere begrebet race!
Når jeg mener, at begge paragraffer bør afskaffes, er det, fordi de stik imod hensigten, er yderst diskriminerende.
Ved lov vedtager man, at nogle mennesker er mere nærtagende end andre. Når Kurt Westergaard tegnede Muhammed med en bombe i turbanen, var det faktisk et udtryk for, at han lige præcis ikke ønskede at diskriminere, men behandle muslimer på lige fod med alle andre borgere i Danmark. Og her må vi alle finde os i, ind imellem at blive gjort til grin. Også på troen.
Artiklen har tidligere været bragt i Information d. 12. april 2010.