Af Mie Harder, 13-04-2010
Pædofili og børnepornografi er modbydeligt. Derfor er det forbudt at fremstille, besidde og distribuere utugtige fotografier eller film og andre utugtige visuelle gengivelser af personer under 18 år. Visuelle gengivelser omfatter også rent fiktive fremstillinger, der er så realistiske, at de kan forveksles med fotografier.
Den 9. april førstebehandlede folketinget et beslutningsforslag fra Socialdemokraterne, der ønsker at udvide forbuddet til også at omfatte animeret børneporno. Beslutningsforslaget er ikke særligt konkret, men da fotorealistiske fremstillinger allerede er forbudt, antager jeg, at det nye forbud også skal inkludere tegninger, tegnefilm og andre fremstillinger som f.eks. de populære japanske anime og manga-tegneserier.

Selvom de tanker og fantasier, der ligger bag fiktive fremstillinger af børneporno, kan være afskyelige og frastødende, er det af både principielle og praktiske årsager problematisk at forbyde. Helt principielt må vi fastholde, at der er tale om fiktion. Den oprindelige hensigt med straffelovens §235 var at beskytte børn mod det seksuelle misbrug, der finder sted ved fremstilling af børnepornografi. Ved fiktiv børneporno er der intet overgreb og intet offer.
Det, Socialdemokraterne vil forbyde, er altså tanker og fantasier. Uanset hvor væmmelige tilbøjeligheder, der ligger bag disse tanker, er det et meget stort indgreb i ytringsfriheden at forbyde tegninger og animationer, hvor der ikke rent faktisk er sket et overgreb.
Der er heller ingen dokumentation for, at fiktiv børneporno fører til flere overgreb på børn. Hvis tegninger kan forårsage rigtige handlinger, bør vel vi også forbyde film, tv, tegneserier og computerspil med f.eks. voldtægt og meningsløs vold mod uskyldige.

Dertil er det svært at forestille sig, hvordan loven skal håndhæves. Hvornår er en tegning kunst og hvornår er der tale om porno? Hvornår forestiller en tegning et barn og ikke en ung voksen – og hvornår er der tale om en utugtig fremstilling? Ville en episode af South Park med seksuelt indhold for eksempel være forbudt? Hvad med filmatiseringen af Vladimir Nabokovs berømte roman Lolita, der omhandler en voksen mands besættelse og seksuelle forhold til en 12-årig pige? Hvad med Marina Cecilie Ronés nyeste roman, hvor en 12-årig pige forfører en af sin faders mandlige venner?
I et samfund som det danske med tradition for oplysning og åndsfrihed bør vi nøjes med at forbyde handlinger og afholde os fra at forbyde tanker og fantasier. Tanker og ytringer har ingen ofre.
Mie Harder er ph.d. stipendiat på Copenhagen Business School og Rådmand i Frederiksberg Kommunalbestyrelse (C)
Artiklen er tidligere blevet bragt i Berlingske Tidende d. 12. april 2010.