Forsamlingsfrihed for Loke såvel som for Thor

Af William Jansen, 02-04-2010

Stop Islamiseringen Af Danmark (SIAD) er en forening, som har til formål at... Det giver vist sig selv.

SIAD har sine fejl og mangler, bl.a. kan nævnes deres hysteriske undergangs-retorik, som kulminerede i en artikelserie om "basis i biointensiv havebrug", hvis præmis synes at være at vores samfunds totale sammenbrud er nært foranstående. Desuden offentliggøres SIAD-kritiske bloggeres billede, adresse og telefonnummer på deres hjemmeside. SIAD har dog et enkelt dybt charmerende træk; de spiller på hele den demokratiske bane. De samler underskrifter ind, så de kan blive opstillingsberettiget til folketingsvalg, de skriver debat-indlæg og de demonstrerer fredeligt. Når de altså kan få lov til det...

SIAD har for nyligt anmeldt en demonstration til at finde sted foran moskéen på Vibevej i København. Politiet valgte at tillade demonstrationen, men påbød at demonstrationen skulle finde sted på Christiansborg Slotsplads. Ikke just en optimal placering, når det nu var moskéen som SIAD ønskede at demonstrere imod. En del af politiets argumentation lød således:

...at der henset til årelange erfaringer fra forskellige og konfrontatoriske meningstilkendegivelser på Nørrebro konkret må befrygtes omfattende uroligheder, der ud over at være rettet mod demonstrationsdeltagerne også vil være rettet mod andre i form af betydelig risiko for personangreb og omfattende hærværk

...

Til disse begrundelser tilføjes erfaringerne fra de uroligheder, der foregik i Wildersgade den 21. oktober 2007, som udsprang af en demonstration i Strandgade. [dette henviser til et brutalt overfald, hvor flere SIAD-medlemmer blev tæsket med jernstænger].

Som begrundelse tilføjes endvidere erfaringerne fra den tilsvarende demonstration, der fandt sted den 28. august 2009 på Christiansborg Slotsplads, hvor en spontan moddemonstration bestående af ca. 50 personer, der fremkom med højlydte og konfrontatoriske meningstilkendegivelser, resulterede i en evakuering af de demonstrerende SIAD-deltagere efter de pågældendes eget ønske. Det bemærkes, at der den 27. marts 2010 er anmeldt en tilsvarende moddemonstration.

Det er ganske rigtigt, at forstyrrelse af den offentlige orden og vold følger i kølvandet på SIAD's demonstrationer, men det væsentlige i denne sammenhæng er, at volden ikke udgår fra SIAD selv. Politiet anerkender, at det ikke er demonstrationen, men reaktionerne på demonstrationen, som de frygter.

Når politiet påbyder demonstranter at flytte deres demonstration under henvisning til erfaringen med mod-demonstranter, så svarer det til at påbyde Kurt Westergaard at ændre hans tegning under henvisning til erfaringen med somaliske øksemordere.

Forsamlingsfriheden må gælde for Loke såvel som for Thor.


Kilde:

http://siad.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=1453:politiets-nej-til-demonstration-pa-vibevej&catid=49:politik