Den danske censur og dens ophævelse

Af Jacob Mchangama, 25-03-2010

Censurlovgivningen før 1770

Bogtrykkerkunsten kom til Danmark i slutningen af 1400-tallet. I 1493 udkom en latinsk skolebog trykt af en Københavnsk bogtrykker som den første i Danmark, og i 1495 kom så den første trykte bog på dansk.¹ Med bogtrykkerkunstens udbredelse og ikke mindst reformationen i Europa omkring 1517 fulgte en systematisk bogcensur.² Ironisk nok blev Bibelen den første bog i Danmark, som blev udsat for censur, da biskopperne i 1524 udsendte et forbud mod at oversætte Bibelen samt at læse sådanne oversættelser.³

 

I begyndelsen havde censuren hovedsagligt karakter af en kirkelig kontrolforanstaltning, som havde til formål at sikre, at intet i de religiøse og teologiske skrifter afveg fra den danske kirkes læregrundlag.⁴ Kong Christian den Tredjes Kirkeordinans af 1537⁵, som forfattedes af gejstlige og adelige mænd, er den første anordning, som indeholder censurbestemmelser, selvom censuren også var velkendt får reformationen.⁶ Af Kirkeordinansen fremgår det: ”Af nye bøger skal der her i vore riger ingen trykkes af bogtrykkerne, hverken danske, latinske, tyske eller til dansk oversatte, medmindre de først er blevet gennemset af universitetet og får et godt vidnesbyrd af enhver superintendent her i landet. Der må heller ikke indføres nogle, som er trykt andre steder, især af den slags, som indeholder noget vedrørende troen eller landets og byernes styre eller økonomi.”⁷ Bestemmelsen er indsat umiddelbart efter en oversigt over godkendte bøger, herunder Bibelen og Martin Luthers Kirkepostil, som det pålægges alle gode sognepræster at bruge.

 

Som det fremgår af bestemmelsen var selve kontrolbeføjelsen allerede dengang henlagt til universitetet i København.⁸ På universitet var det først og fremmest kanslerens opgave at værne om kirkelige interesser og holde kætteriet borte. Kansleren havde funktion som en form for sagkyndigt tilsyn, og var det organ, hvorved kirke og universitet kommunikerede med hinanden.⁹ Som eksempel på systemets anvendelse kan nævnes kanslerens kongebrev af 8. juli 1630, hvor der informeres om, at rektor har gennemsøgt landets boghandlere for den latinske paskvil ”Judicia duo astropolitica” samt andre bøger, som kan forføre ungdommen.¹⁰

 

I perioden fra Kirkeordinansens ikrafttræden i 1537 og frem til Christian den femtes lov af 1683 findes enkelte velbeskrevne censursager til beskrivelse af retstilstanden. En af de mere opsigtsvækkende angår præsten Jon Jensen Koldings udgivelse af ”Daniæ descriptio nova” i 1594. I bogen omtalte han Den Nordiske Syvårskrig på en måde, der i Sverige opfattedes som en krænkelse af Stettinfredens¹¹ forbud mod politiske smædeskrifter. Kernen i kritikken var, at antallet af faldne svenskere var for højt. Kolding forsvarede sig med, at han blot havde citeret svenske forfatteres angivelser, men blev alligevel dømt til et års suspension samt til at indsamle alle udgaver af bogen og ændre tallet i fremtidige udgaver.¹²

 

I det hele taget var historisk censur et velkendt fænomen allerede kort efter vedtagelsen af Kirkeordinansen, og det til trods for at der ikke fandtes særskilte retningslinjer for historisk censur. Så tidligt som i 1559 og 1579 ved behandlingen af historikeren Hans Svanings værker blev der grebet ind af statsmagten. Opfattelse var, at en Danmarkshistorie var et nationalt og politisk anliggende, der derfor måtte kontrolleres af regeringen. Siden denne indgriben opstod der for fremtiden et nært samvirke mellem en række historikere og den politiske ledelse. Sidstnævnte kunne herved bruge og afpasse historieskrivningen efter aktuelle statshensyn, mens førstnævnte havde fordelen af at kunne opnå økonomisk støtte til forskningen samt adgang til rigsarkiverne. Endvidere dæmpedes historikernes frygt for, at deres syn på et historisk forløb kunne tages til udtryk for en uønsket politisk tilkendegivelse.¹³

 

En anden af datidens velkendte censursager omhandlede den teologiske professor Jørgen Dybvab, der i disputatserne ”De Sabbatho” fra 1604 og ”De Juramento” fra 1605 angreb adelen og særligt Rigsrådet for deres nepotisme og lemfældige omgang med privilegierne. Sagen fangede straks adelens opmærksomhed og kulminerede, da Dybvad i 1607 – til trods for et forbud – udgav ”Eden”, hvori han beskyldte den spanske konge for at forsøge at smugle jesuitter til Danmark. Dybvad blev som følge heraf afsat fra sit embede, idet man mente, at han havde brugt unødvendige og farlige ord og talemåder, der gik imod kongens og Rigsrådets anordninger og foranstaltninger. Striden mellem Jørgen Dybvad og adelen nedarvedes desuden til hans søn Christoffer Dybvad, der i 1620 blev idømt livsvarigt fængsel for udtalelser om, at adelens magt inden få år skulle ophæves, samt for at kritisere den lutherske ortodoksi.¹⁴ I dommen mod Christoffer Dybvad hed det således, at han ” ”groveligen havde forgrebet sig imod Gud, den kristelige religion, og kirkeceremonierne”.¹⁵

 

Også efter enevældens indførelse i 1660 opretholdte man en streng censur. Efter den teologiske professor Christian Rold havde udgivet en lærebog om logik i 1666, hvori han bl.a. anførte, at jorden bevægede sig, og at fyrster vælges bedre end de fødes, udsendte kongen således en forordning af 1667 med henblik på stramning af censuren.¹⁶ Endvidere blev censuren for alvor reguleret med Christian den femtes lov af 15. april 1683, der indeholdt mere præcise og nøjagtige bestemmelserne om censur end Kirkeordinansen.¹⁷

 

Selvom der som overfor beskrevet findes flere relativt veldokumenterede eksempler, så ved man generelt meget lidt om administrationen af censurlovgivningen i perioden fra Kirkeordinansens ikrafttræden 1537 og frem til midten af 1700-tallet.¹⁸

 

Censurens ophævelse (1770-1799)

 

Reskriptet af 14. september 1770 om censurens ophævelse

Den 14. september 1770 blev et kongeligt reskript udsendt fra Danske kancelli til Københavns Universitet, biskopperne i Danmark og Norge samt overhofmesteren ved Sorø akademi. Reskriptet lyder i moderne sproggengivelse som følger:

 

”Det er skadeligt såvel for sandheds upartiske undersøgelse som hindrende i at oplyse ældre tiders vildfarelser og fordomme, når redelig sindede og for det almindelige vel og deres medborgeres sande bedste nidkære patrioter skulle formedelst persons anseelse, befalinger eller forudfattede meninger afskrækkes fra eller forhindres i at skrive frit, i overensstemmelse med deres indsigt, samvittighed og overbevisning, at angribe misbrug og at blotlægge fordomme. I overensstemmelse med denne betragtning vil kongen derfor i alle sine riger og lande indrømme en uindskrænket frihed for bogtrykkerierne, således at ingen herefter skal være forpligtet eller forbundet til at lade sine bøger og skrifter, som han ønsker at forelægge i trykken, underkaste den hidtil anordnede censur og godkendelse eller være forpligtet til at indlevere disse til gennemsyn af dem, som hidtil har været overdraget denne forretning.”¹⁹

 

Reskriptet medførte efter sin ordlyd en total ophævelse af censuren og uindskrænket trykkefrihed. På overfladen var ophavsmanden til reskriptet den daværende konge, Christian VII, men bag ham stod imidlertid kongens livlæge Johann Friedrich Struensee, der som følge af Christian VII sindssygdom i realiteten havde overtaget statsmagten. Struensee var grebet af oplysningstidens tanker om menneskeåndens frihed og havde i sin egenskab som læge haft flere sammenstød med censurmyndighederne. Han var en radikal tilhænger af oplyst enevælde som politisk system og var desuden meget bevidst om hans fremtidige rolle som reformator af det danske samfund. Således forudså Struensee modstand mod sine ideer fra de gamle magthaveres side, og han forsøgte derfor at skaffe sig støtte fra den offentlige mening ved at give den offentlige meningsdannelse frie rammer.²⁰

 

Reskriptet var højst opsigtsvækkende af flere årsager. For det første var den hidtil førte danske politik baseret på strenge lovregler i Christian V’s Danske Lov, hvoraf det af kapitlet ”Om Bøger og Almanaker” fremgik: ”Ingen, i hvo det og være kand, maa noget lade trykke, før end det tilforn i Kongens Universitet i Kiøbenhavn er igiennemseet og paakient af Decano i den Facultet…”²¹ En anden bestemmelse pålagde dødsstraf ved kropspartering for den, der lastede kongen og hans regering og den lutherske lære.²² Censuren var altså et fast princip i dansk ret indtil 1770, og kun en enkelt gang tidligere – i forbindelse med Landboreformen i 1755 – havde man fraveget princippet, idet man undtagelsesvist udstedte en almindelig opfordring til offentligheden om at tage spørgsmålet under behandling og skriftligt fremsætte ønsker og forslag til forbedringer.²³

 

For det andet placerede Danmark sig med reskriptet som det mest fremskridtvenlige samfund indenfor Europa. Til sammenligning havde man i Sverige, der ellers blev betragtet som mere frisindet med hensyn til trykkefriheden, opretholdt censuren for religiøse og kirkelige skrifter, hvilket ikke var tilfældet med reskriptet.²⁴ At censurophævelsen ikke gik ubemærket hen illustreres blandt andet af, at den franske oplysningsfilosof og menneskerettighedsforkæmper Voltaire skrev et brev stilet direkte til Christian VII, hvori han udtalte sin uforbeholdne anerkendelse af den åndsfrihed, som man efter hans opfattelse havde udvist.²⁵ Også i Danmark blev reskriptet vel modtaget, og det førte omgående til en voldsom skrivelyst hos de danske forfattere, der resulterede i den lange række udgivelser, man i dag betegner som trykkefrihedslitteraturen.²⁶ Særligt kan historikeren Peter Friderich Suhms kommentar til reskriptet fremhæves: ”En priselig Gjerning af vor allernaadigste Konge, en Gjerning som man maa haabe, at han holder stivt over, da den er hans egen Gjerning; at han for de gode Skrifter, de gode Tanker, som den vil frembringe for Lyset, ser igjennem Fingre med de onde, de slette…”²⁷

 

Reskriptet af 7. oktober 1771 om indskrænkning af trykkefriheden

Efter en periode med positive udmeldinger omkring indførslen af den totale trykkefrihed, begyndte billedet i løbet af sommeren 1771 langsomt at ændres. Struensees handlinger og person blev nu genstand for den groveste behandling i flere anonyme skrifter, og der opbyggedes en fjendtlig stemning imod ham fra den Københavnske befolknings side. Man udviste utilfredshed med Struensees reformprogram, og desuden irriteredes man over hans personlig optræden og forargedes over hans forhold til dronning Caroline Mathilde.²⁸ Om Struensees fritænkeri skrev en anonym forfatter: ”… denne Ragoutmester og Finkefabrikør, denne vor Oberrigsøkonomus, denne farlige Fjende af alle gode gammeldags egne Landsprodukter, hvem det er nødvendigt at jage ud fra hans Direktion og forræderiske Projektmageri.”²⁹

 

Som reaktion herpå tilsendte Struense den 3. oktober 1771 Danske kancelli en ordre om at fremkomme med forslag til indskrænkning af den ubegrænsede trykkefrihed.³⁰ Forslagene mundede den 7. oktober 1771 ud i et nyt regelsæt, der opretholdte den fuldkomne censurfrihed, men indskærpede, at trykkefriheden ikke måtte misbruges til at overtræde andre borgerlige love om f.eks. injurier, paskviller og oprørske skrifter. Navnlig blev det forbudt for bogtrykkere at trykke et skrift, uden at han var klar over forfatterens identitet, idet bogtrykkeren i modsat fald ville blive gjort ansvarlig for skriftets ulovlige indhold.³¹

 

Reskriptet af 20. oktober 1773 om yderligere indskrænkning af trykkefriheden

Efter Struensees fald i januar 1772 overtog enkedronning Juliane Marie magten med arveprins Frederik ved sin side. De nye magthavere var sammen med den nyindsatte stats- og gehejmekabinetssekretær Ove Høegh-Guldberg bekymrede for den frie adgang til offentlig kritik af statens forhold. Ove Høegh-Guldberg var reaktionær og modstander af de moderne oplysningstanker, og med magtskiftet fulgte dermed flere straffesager mod samfunds- og systemkritiske forfattere.³²

 

Også et nyt reskript af 20. oktober 1773 blev udstedt. Reskriptet forbød de københavnske aviser og ugeblade at indrykke noget ”… som enten angaar Staten og Regeringen og almindelige Foranstaltninger, eller andere Stridsskrifter, især hvor Personer derved angrebes, ej heller Byrygter eller andre opdigtede Fortællinger, som indeholder noget fornærmeligt eller uanstændigt.”³³ Senere blev bestemmelserne udstrakt til at gælde for hele landet. Med reskriptet blev den af Struensee skabte trykkefrihed væsentlig indskrænket, men censuren blev ikke genindført. Hertil kommer, at bestemmelserne alene omfattede aviser og ugeblade, ikke den øvrige litteratur, og at bestemmelserne i de følgende år anvendtes i begrænset omfang.³⁴

 

Kronprins Frederik overtager magten

Efter kronprins Frederiks magtovertagelse i 1784 bevaredes oktoberreskriptet af 1773, men betydningen heraf afsvækkedes, og i hvert fald efter 1786 var det i en lang periode praktisk set ophævet. Ved magtskiftet dannedes en regering bestående af tilhængere af en offentlig drøftelse af samfundsforhold, herunder Johan Bülow og Andreas Peter Bernstorff.³⁵

 

Årene 1784-1790 var blandt den europæiske befolkning præget af en lighedstanke, hvor begreberne ”borger” og ”medborger” var i centrum. Tyngdepunktet i samfundet flyttede sig fra adelen og til den voksende middelstand, der var optaget af tanker om den borgerlige frihed.³⁶ Blandt de borgerlige frihedsrettigheder stod trykkefriheden centralt, idet den ansås for at være nødvendig for, at almindelige borgeres meninger nåede frem til kongen til støtte og vejledning.³⁷

 

Kombinationen af kronprins Frederiks magtovertagelse og den generelle tidsånd førte til endnu en opblomstring af trykkefrihedslitteraturen i lighed med den efter Struensees reskript af 1770. I slutningen af perioden 1784-1790 begyndte magthaverne imidlertid at betragte enkelte regeringskritiske skrifter såsom Niels Ditlev Riegels ”Julemærker fra Landet og Byen” og Peter Andreas Heibergs ”Virtuosen nr. 2” som for vidtgående. Sidstnævnte skrift er kendt for at indeholde ordene ”Ordener hænger man på idioter.”, og begge de nævnte udgivelse medførte bødestraffe for bogtrykkerne.³⁸

 

Reskriptet af 3. december 1790 træder i stedet for de tidligere reskripter

Kongens og regeringens stigende uvilje mod, at trykkefrihed benyttedes af anonyme til at håne offentlige foranstaltninger og angribe medborgeres ære, førte til reskriptet af 3. december 1790. Formålet med dette reskript var at gentage og indskærpe de ældre reskripter reskriptet fra 1771 og 1773 samt at indføre domstolskontrol af kritiske skrifter frem for at lade politimesteren selv bedømme, om der skulle udskrives bøder efter proceduren i reskriptet af 1773.³⁹

 

Selvom reskriptet havde trykkefrihedsmisbrug som baggrund og indeholder skærpelser af de ældre straffebestemmelser, må det alligevel betegnes som et fremskridt for trykkefriheden. At alle trykkefrihedssager nu skulle prøves af domstolene blev således vel modtaget af forfattere mv., og at reskriptet endte med at blive en forbedring af trykkefrihedens vilkår kan muligvis forklares ved, at arkitekten bag lovændringen var generalprokurøren – og fritænkeren – Christian Colbjørnsen, der var inspireret af den franske menneskerettighedserklæring og offentligt talte om ”hine dunkle tider da menneskerettighederne var ukendte”.⁴⁰

 

 

Trykkefrihedsforordningen af 27. september 1799

Den franske revolution i 1789 og interessen herfor var skræmmende for de ledende statsmænd i Danmark, og særligt efter henrettelsen af Ludvig XVI i 1793 skete der en omstilling i regeringens indstilling overfor den frie meningsdannelse. Endvidere fandt den såkaldte Posthusfejde, der førte til sammenstød mellem studenter og officer, sted samme år, hvilket bl.a. andet blev tilskrevet det voldsomme sprog i diverse flyveblade.⁴¹

 

Som følge heraf ændredes forholdet mellem regeringen og den offentlige mening, og der blev i årene efter 1793 til stadighed slået hårdere ned på udtalelser af revolutionær karakter, herunder angreb mod kirken.⁴² Som modstykke hertil argumenterede en del forfattere for trykkefriheden, særligt kan trykkefrihedsforkæmperen Michael Gottlieb Birckners ”Om Trykkefriheden og dens Love” fra 1797 og Peter Andreas Heibergs ”En Draabe i det store Hav af Skrifter om Skrivefrieheden” fra 1798 fremhæves.⁴³ Ingen af disse skrifter kunne imidlertid forhindre vedtagelsen af Trykkefrihedsforordningen af 27. september 1799, og sidstnævntes vedvarende modstand mod lovgivningsinitiativet fik endog en tragisk udgang, da Heiberg i 1799 bliver dømt til landsforvisning.

 

Trykkefrihedsforordningen af 27. september 1799 omtaler i indledning censur, og det udtaltes, at man nu som før ville tage afstand fra en almindelig anvendelse af censur, da eksistensen af censur måtte betragtes som en ubehagelig tvang for enhver god og oplyst man, der har lyst til at gavne med sine indsigter.⁴⁴ I tillæg hertil udtaltes det, at man dog havde erfaret, at ildesindede personer med strafværdig frækhed dagligen antaste og forhåne alt, hvad der i ethvert borgersamfund er helligt og agtbart, samt jævnligen udbrede falske forestillinger og søge at forplante vrange meninger om de for mennesket og borgeren vigtige genstande, hvorved den mindre oplyste del af almuen, især den uerfarne ungdom, letteligen kan misledes og fordærves.⁴⁵

 

Den væsentligste ting ved forordningen var, at man indførte ganske bestemte strafferammer for fremtidige overtrædelser af den eksisterende trykkefrihed samt oplistede detaljerede definitioner af de forskellige gerningsmomenter, hvilket gjorde lovgivningen mere klar og præcis og dermed mere brugbar.⁴⁶ Selvom censuren blev respekteret ved lovændringen, så blev det ydermere fastsat, at alle aviser, journaler og periodiske skrifter under 24 ark skulle tilsendes politimesteren, førend sådanne uddeltes eller solgtes til andre. Fandt politimesteren noget strafværdigt eller utilbørligt i et sådant skrift, skulle han straks forbyde salget, beslaglægge alle eksemplarer samt indberette sagen til Danske kancelli.⁴⁷ Censuren gik udover mange prominente danskere. Som nævnt blev Heiberg landsforvist og da Grundtvig i 1826 blev dømt for at have skrevet en injurierede afhandling blev han samtidig idømt livsvarig censur (der blev ophævet i 1837). Af dommen fremgik det bl.a. at trykkefrihedsforordningen tillod frie diskussioner af religiøse anliggender, dog ikke sådanne der går ud på at nedbryde læren om Guds tilværelse og den menneskelige sjæls udødelighed, ligesom man ikke måtte laste eller forhåne den kristelige lære.⁴⁸

 

Det var ovennævnte retstilstand, der i stort set uændret form, udgjorde grundlaget for den enevældige regerings syn på trykkefriheden i Danmark i hen ved halvtreds år, dvs. indtil enevældens ophør og grundlovens indførelse i 1849.⁴⁹