Af Troels Heeger og Søren K. Villemoes, 18-03-2010
Omstændighederne, der omgærder Politikens forlig med den saudiske advokat Yamani, er så indlysende absurde, at en række af avisens og forligets forsvarere efterhånden er blevet tvunget ud i en omgang strabadserende intellektuel rygsvømning, som finder sted i en tilsyneladende uophørlig strøm af unøjagtigheder, løgn og selvfornægtelser.
Men faktisk var der en tid, hvor Politiken ikke var blevet kørt permanent rundtosset af de sørgeligt selvovervurderende ambitioner om at være oppositionens åndelige hoforgan.
Ja, faktisk var der også engang, hvor selveste Tøger Seidenfaden uden at se Pia Kjærsgaards smilende ansigt for sit indre blik entydigt kunne tage stilling for solide og prisværdige oplysningsidealer som pressefrihed og ytringsfrihed.
1994 er grangiveligt lang tid siden, men dengang trådte Seidenfaden med følgende passage fra en leder om fatwaen mod Salman Rushdie fornemt ind i Politikens glorværdige tradition for krasbørstig religionskritik:
At alt for mange hidtil har været tavse, er et udtryk for, dels hvor stærkt den nye, politisk-religiøse islamisme står, dels hvor levende og bogstavtro - og dermed latent intolerant - mange muslimers religion stadig er. De principper, hans situation aktualiserer, havde været de samme, hvis forfatterskabet havde været ordinært, blasfemien plump og mennesket personligt og politisk problematisk.
Seidenfadens ord er bemærkelsesværdige i en aktuel kontekst, for her forsvarer han politiske modstanderes ret til at ytre sig - også selv om de ikke siger pæne, anstændige ting, som lever op til en mere eller mindre uigennemsigtig idé om "tonen". I 1994 skulle der også være plads plump blasfemi, og problematiske mennesker med suspekte politiske motiver skulle også have lov til at ytre sig. Men sådan er det naturligvis ikke længere. Nu om stunder er der ingen grund til at gå til yderligheder, ingen grund til grænsesøgende provokationer, og Politikens Stig Ørskov ved tilsyneladende lige, hvor grænsen gør:
Mange mener, man skal sætte hårdt mod hårdt, og at ytringsfriheden kan gøres op i sort og hvidt, men her på Politiken har vi altid haft et mere nuanceret syn på tingene. Vi mener ikke, ytringsfriheden er til for at skulle bruges til sin yderste grænse i alle henseender. Vi tror stadig på, at dialog er den bedste vej til at skabe forståelse med de folk, man er uenig med.
En ting er Ørskovs besværgelse af "dialogen" (som i dette tilfælde foregår med et muligvis Al-Qaeda-relateret saudisk advokatbureau), der på skinhellig vis forsøger at male et billede af eksempelvis Jyllands-Posten som den konfliktsøgende part, som bevidst søger at forstyrre den interkulturelle harmoni. Den slags moralske blankochecks er vi naturligvis vant til at få udstedt med jævne mellemrum fra de kanter.
Men enhver, der har læst Seidenfadens leder fra 1994, må hæve stemmen, når Ørskov hævder, at Politiken ALTID har haft et såkaldt "nuanceret syn" på tingene, for den påstand er ganske enkelt skinbarligt vrøvl i Yamani-klassen. Seidenfaden leder viser os tydeligt det modsatte: at Politiken engang var en avis, der uden kalorielette henvisninger til dialog og nuancer kunne tage sig sammen til at forsvare grundlæggende demokratiske principper. Nuomstunder er avisen ikke bleg for både at fornægte sin egen tradition på den lange bane, men også lederskriverier, der ikke harmonerer lydefrit med lederkollegiets aktuelle selvopfattelse, skrives behændigt ud af historien. Ak og ve, hvilken tragisk intellektuel deroute.