Af Frederik Stjernfelt, 16-03-2010
En spektakulær retsstrid mellem kiropraktorer og en videnskabsjournalist kan underminere Storbritanniens tvivlsomme injurielovgivning.
De seneste fire-fem år har London været mål for libel tourism - injurieturisme. Folk fra nær og fjern anlægger injuriesag ved britiske domstole, fordi britisk lov og retstradition er meget fordelagtig for den, der føler sig krænket, og antallet af injuriesager stiger og stiger. I praksis ligger bevisbyrden hos den anklagede - hvilket styrkes af den voksende praksis med No Win - No Fee blandt britiske advokater. Hvis sagen tabes, betaler sagsøger intet honorar - hvis den vindes, betales dobbelt, men så har vinderen jo erstatningen at betale med.
Hertil kommer, at fortolkningen af, hvorvidt der er sket skade, inden for britisk jurisdiktion er yderst vid. Således har den saudiske rigmand Khalid bin Mahfouz 33 gange lagt sag an eller truet med det imod folk, der hævder, at han finansierer terrorisme. En af sagerne var imod den amerikanske statsborger Rachel Ehrenfeld - med den begrundelse, at 20 eksemplarer af hendes bog Funding Evil var blevet solgt i England, og at udtog fra bogen var globalt tilgængelige på nettet. Det fik den amerikanske delstat New York til at vedtage en lov vendt imod den britiske, der beskytter borgere i staten imod anklager for injurier, der ikke er gyldige efter amerikansk lov.
Den britiske injurieturisme skumler i kulissen til den aktuelle arabiske klage imod danske dagblade - var det med den mulighed lurende i baggrunden, at Politiken for nylig indgik det sælsomme forlig?
Nu er grundlaget for injurieturismen imidlertid under angreb. Det skyldes en spektakulær sag imod den britisk-indiske fysiker og videnskabsjournalist Simon Singh (på dansk kendt for bøger om blandt andet Fermats Teorem og om koder og kodebrydning). Den 19. april 2008 skrev han i The Guardian en artikel med titlen »Beware the Spinal Trap« (Pas på rygradsfælden), hvor han anklager kiropraktorer for uden evidens at hævde at kunne kurere lidelser meget fjernt fra rygproblemer: »Den Britiske Kiropraktorforening hævder, at dens medlemmer kan behandle børn med kolik, med søvn- og ernæringsproblemer, hyppige øreinfektioner, astma og udstrakt gråd - selv om der ikke er det fjerneste bevis (»not a jot of evidence«). Denne organisation er kiropraktorfagets respektable ansigt, og alligevel promoverer man gladeligt fupbehandlinger.«
Artiklen fremhæver, hvordan kiropraktikkens grundlægger Daniel Palmer hævdede, at 99 procent af alle sygdomme skyldes forskubbede ryghvirvler. The Guardian tilbød kiropraktorforeningen BCA at svare på Singhs anklager i avisen, hvilket man afstod fra. I stedet bekendtgjorde man i august 2008 et sagsanlæg for injurier.
Den 7. maj 2009 afsagde High Court kendelse i sagen BCA vs. Singh. Sagen blev dømt af Sir David Eady - kendt som en af de førende injurieturisme-dommere - der afsagde en kendelse, der vurderer betydningen af det citerede afsnit i Singhs artikel. Så at sige et stykke detaljeret semiotisk betydningsanalyse. Det afgørende er, hvorvidt disse påstande er en »comment«, hvis fairness derefter kan vurderes, eller om de udgør en hævdelse af fakta, som den sagsøgte derefter kan pålægges at bevise.
I sidstnævnte tilfælde er der, som man ser, i en vis forstand tale om omvendt bevisbyrde. I kendelsen hedder det blandt andet: »Enhver ved, hvad fupbehandlinger er. Det er ikke bare behandlinger, der har vist sig mindre effektive end først antaget, eller som ved efterfølgende indhentning af mere detaljeret videnskabelig viden har vist sig at være ineffektive. Fupbehandlinger svarer til kvaksalveri, dvs. at de uærligt præsenteres for en tillidsfuld og måske i nogle henseender sårbar offenlighed som havende vist sig effektive ...«
Domstolen hævder således, at Singhs artikel angår »fact« og ikke »comment«, og at artiklen således hævder, at BCA bevidst uærligt udfører fupbehandlinger, hvorfor Singh afkræves bevis for denne påstand. Singh har allerede inden den endelige dom måttet bruge 100.000 pund på sagsomkostninger. I tilfælde af domfældelse vil han stå over for et erstatningskrav i omegnen af 500.000 pund. Stillet over for valget mellem at acceptere erstatningen eller indgå et forlig, der kræver, at han skal afholde BCAs sagsomkostninger, valgte Singh at appellere.
I mellemtiden eksploderede sagen imidlertid i den britiske offentlighed. Den 4. juni 2009 fremsætter en lang række personer en offentlig erklæring, der protesterer imod anvendelsen af britisk injurielovgivning i sager, der handler om videnskabelig uenighed, ligesom den generelt kritiserer den indskrænkning af ytringsfriheden, som engelsk injurielovgivning udgør. Blandt underskriverne er en lang række førende videnskabsmænd, journalister, forfattere, bloggere og andre, iblandt dem Alan Sokal og Jean Bricmont, Richard Dawkins, Ian Stewart, Nick Cohen og Martin Amis. »Jura har intet at gøre i videnskabelig debat,« hævder udtalelsen, der konstaterer, hvordan loven er ufordelagtig for skribenter på grund af de omfattende sagsomkostninger, der let skræmmer folk fra at forsvare deres synspunkter, hvis der trues med injuriesag. Det hedder videre, at »Frihed til at kritisere i hårde ord og uden ondskab er hjørnestenen i videnskabelig diskussion og debat, om det er i fagfællebedømte tidsskrifter, hjemmesider eller i aviser, der rummer ret til gensvar for klagere. (...) Injurielovgivningen afskrækker fra diskussion og debat og opmuntrer til brug af domstolene til at lukke munden på kritikere.«
Men udtalelsen henviser også mere generelt til det problematiske i, at »Letheden og succesraten ved at indbringe sager under engelsk lov, også vendt imod skribenter fra andre lande, har ført til, at London ses som verdens »injuriehovedstad«.«
Måske er praksis i det engelske retssystem ved at vende. Der var i hvert fald helt nye toner, da første møde i appelretten fandt sted i sidste uge (23. februar). Nu var lederen af det tre mand høje dommerkollegium Chief Lord Justice, Storbritanniens højeste juridiske embede, og det lyder jo som det rene Anders And, at det for tiden indehaves af ingen ringere end Sir Igor Judge. Dommer Judge erklærer sig forbløffet over sagen, han beklager sig over dens »kunstighed« og spørger gentagne gange til, om Singhs vending »not a jot of evidence« ikke bare henviser til manglen på »reliable evidence« - og undrer sig over, hvorfor BCA ikke bare tog imod The Guardians tilbud om at svare på Singhs artikel og dermed fremlægge den evidens, man hævder at besidde. Det bragte BCAs advokat på hælene, idet hun svarede, at hvis bare Singh havde skrevet, at der ikke var »pålidelig evidens«, havde der slet ikke været nogen sag. Hertil replicerede dommer Judge: »Jamen, er det første kriterium for, om noget er evidens, ikke om den er pålidelig?«
Hvorvidt sagen lysner for Singh, vil de kommende retsmøder vise. Men sagen er i al fald blevet central i den engelske bevægelse for at ændre injurielovgivningen, Libel Reform Campaign - der støttes af engelsk PEN, Index on Censorship, Sense About Science og en række andre organisationer. Måske er injurieturismens dage talte?
Indlægget har tidligere været bragt i Weekendavisen, d. 05-03-2010.