”Hun ville vide noget om sæd”

Af Klaus Rothstein, 14-03-2010

Det er forbudt at producere og publicere porno med børn i Danmark – og der er vel almindelig enighed om, at denne begrænsning i ytringsfriheden er nødvendig for at beskytte børn for at blive misbrugt til svineriet. Men hvad med den såkaldt animerede børneporno, altså de fiktive billeder der er fremstillet på computer uden at virkelige børn er involveret?

Som det eneste skandinaviske land tillader Danmark denne form for billedpornografi, fordi der ikke er nogen virkelige ofre, mens de andre lande forbyder den udfra den antagelse, at fiktiv børneporno er med til at retfærdiggøre sex med børn og give pædofile en forestilling om, at deres seksualitet er legitim. Animeret børneporno kan altså føre reel børneporno og sexkrænkelser med sig, og derfor har Socialdemokraterne med opbakning fra Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti netop fremlagt et beslutningsforslag i folketinget om forbud.


Forslagsstillerne med Karen Hækkerup og Mogens Jensen i spidsen ved godt at der kan være problemer med at afgrænse, hvad der er forbudt og hvad der er lovlligt, og de skriver bl.a.:

”Det er selvfølgelig nødvendigt at beskytte almindelige borgeres rettigheder og muligheder for at udøve og opleve eksempelvis satire og kunst, der indeholder billeder af børn. Men det skal understreges, at det efter forslagsstillers overbevisning må være af højeste prioritet at undgå, at børn udsættes for pædofile overgreb. Derfor skal animerede billeder, hvis de har karakter af børneporno, være ulovlige.”

Mens vi venter på folketingets debat og beslutning, kan vi jo læse en roman. Marina Cecilie Roné har netop udgivet Det skete (interview og anmeldelse i WA Bøger i sidste uge), hvor en voksen mand har sex med en pige på 12 år, og det er vel at mærke pigen der tager initiativ, pigen der helt bevidst forfører manden – hvilket så vidt jeg ved lige præcis er en gennemgående fantasi – skråstreg løgn, skråstreg selvretfærdigt bedrag – hos de pædofile rovdyr: at barnet gerne vil, at barnet opsøger sex frivilligt, at barnet er et forførende væsen. 

Hos Marina Cecilie Roné lyder det sådan her, når en pige i præpuberteten har lynet bukserne ned på sin fars bedste ven: ”Vis mig hvordan, sagde hun. Han lå ubevægelig og kiggede på hende. Hun havde sat sig op, så hun sad overfor ham mellem hans ben. Tissemanden var spændt ud, så det så ud, som om den ville sprænges. Hun ville vide noget om sæd. Han tog om den og lod hånden glide op og ned, så huden blev trukket op over den og ned igen. Hun lagde sine hænder hen over hans og fulgte bevægelsen. De byttede så hendes hænder var inderst. Det varede bare et øjeblik. Han holdt den ene hånd hen foran hovedet på den, så hun ikke blev ramt. Det rykkede i den og i hans mave, hun kunne se bevægelsen, det så ud, som om nogen trak i nogle snore, det var, ligesom hun selv mærkede det, bare indeni, hos ham var det udenpå, han trak vejret hurtigt, hun kendte fornemmelsen, for lidt luft, så sank han sammen med lukkede øjne. Der var vådt ud over hans bukser og en sofapude. Hun rørte ved det. Hun gned det rundt i de små krøllede hård, gned det ind i sine hænder og lugtede og smagte. Det var glat og en lille smule salt.”

Hun ville vide noget om sæd…
Ja, hvis forfatteren siger det, må vi jo tro på det, men vil piger på 12 år gerne vide noget om voksne mænds sæd? Denne pige, Helene, vil i hvert fald, og i litteraturen har forfatteren jo magten og retten, og det er en magt og ret, som jeg fuldt ud anerkender og beskytter, især hvis der – som her – kommer fremragende litteratur ud af det. Forholdet mellem Helene og den voksne mand F. er ikke et undertrykkende misbrugsforhold – men billedet af den forførende og initiativrige 12-årige småpige med seksuel appetit på modne mænd, må så meget desto mere være den våde ønskedrøm hos enhver voksen, der bilder sig selv ind, at børn gerne vil dyrke sex og at voksne mænd ikke kan bebrejdes (og straffes for) at de hjælper børnene. En slags næringsbrev for pædofile. Disse tre-fire sider med seksuelle skildringer i Det skete vil derfor blive slidt tynde af pædofile på samme måde som pubertetsdrenge i 50’erne læste de erotiske skildringer i norske Agnar Mykles forbudte romaner, Sangen om den røde rubin og Lasso om fru Luna.

Nu overvejer jeg så, om Socialdemokraterne mon vil forbyde Marina Cecilie Ronés nye roman? Skildringen af de 12-årige piges sex med den voksne mand bryder nogle grænser ned hos mig, forstået på den måde, at den skildrer en seksuel relation mellem børn og voksne som noget andet end et overgreb. Og den placerer som sagt initiativ, ansvar og en tilfredsstillelse af nysgerrighed – ”Hun ville vide noget om sæd”! – hos pigen. Romanen kan altså læses som én lang retfærdiggørelse af fornuftig sex mellem børn og voksne, og den legitimerer de pædofiles forestilling om sig selv, som dem der forløser børns eksisterende seksualitet. Hvis vi skal følge logikken fra kravet om forbud mod animeret børneporno, så er denne roman – altså en fiktionsfortælling, et kunstværk – også et forstadie til seksuel udnyttelse af børn.

Hvad vil Socialdemokraterne mon gøre ved det? Og mens vi venter på svaret, kan vi jo overveje et andet spørgsmål: Ville en mandlig forfatter være sluppet af sted med at skrive de sexscener, som Marina Cecilie Roné præsenterer os for?

Indlægget har tidligere været bragt i Weekendavisen, d. 05-03-2010.