Af Nils Bredsdorff og Torben Bech Dyrbjerg, 12-03-2010
Seidenfadens forlig med Yamani er et frontalangreb på ytringsfrihed, der pakkes ind i kvalm politisk korrekt retorik om dialog, hensyn, forsoning og afspænding. Man kan hæfte sig ved nogle sider af den slags angreb, der handler om relativisme, irrelevans og offerideologi.
Relativisme: Ytringsfrihed relativeres ved at man fremhæver, at verden er blevet mindre, hænger mere sammen, der er flere hensyn at tage og de skal alle sammen afvejes i forhold til hinanden. Dertil kommer almindelig takt og tone med at vise hensynsfuldhed og respekt især overfor dem, der er svage, nede, dømt ude, etc. Argumenter af denne art er typisk vendt mod en stråmand, der er let at skyde ned, nemlig at ytringsfrihed er absolut, dvs. trumfer alle andre hensyn. Dette er figenbladet, der skal dække over at man i realiteten ønsker at negligere ytringsfrihed. Alternativet har været uld i mund og afvejninger frem og tilbage, hvormed man står i stampe og forplumrer alting. Det var den holdning, der prægede store dele af venstrefløjen og ”pæne borgerlige” under Muhammed krisen, der i særdeleshed blev ført frem af Politiken. Med det nylige forlig har man så nået det foreløbige lavpunkt i tilsidesættelsen af ytringsfrihed til fordel for hensynet til ’kultur’.
Irrelevans: I forlængelse af denne relativering af ytringsfrihed er det også karakteristisk, at man forsøger at gøre den irrelevant. Som i Muhammed krisen sker det ved at hævde, at den kun er relevant som forsvar mod staten og magthavernes overgreb. Det der var behov for i denne krise var derimod at beskytte de svage mod de friheder de stærke tog. Fordi ytringsfrihed ikke var tænkt som noget de stærke skulle kunne bruge mod de svage, var den i realiteten heller ikke så vigtig at forsvare. Som følge heraf kunne det ligefrem blive vendt til noget progressivt at stække ytringsfrihed, fordi man hermed kunne afbøde angrebet på dem, der lå ned.
Offerideologi: Det er betegnende at de andre hensyn, der var med til at relativere og udgrænse ytringsfrihed, bliver opdyrket som autentiske og uomgængelige for særlige grupper af mennesker. Kodeordet er her de undertryktes kultur, hvor det især er religion, der spiller en central rolle. Her er kulturalistisk offerideologi blevet et mantra for mange venstreorienterede de sidste par årtier, hvor inderlighed og føleri bliver ført til torvs af politisk korrekte besværgelser af allehånde krænkelser og fornærmelser, som ”vi” begår mod ”dem”. Det er en form for politik, der tilsyneladende har flere ting at byde på som damage control, selvfedme og selvgodhed.
For det første kan det dulme de problemer, der opstår, når man vender en hævdvunden værdi som ytringsfrihed ryggen, en værdi som man vel at mærke altid har forsvaret og fortsat forsvarer i andre sammenhænge, der endnu ikke er blevet ’kulturinficeret’. For det andet muliggør det at man kan føre sig frem som verdensborger i en globaliseret verden i modsætning til bare at være provinsiel dansker, som hele verden skal indrette sig efter. Og for det tredje kan det få en til at fremstå positivt ved at man demonstrerer respekt og hensynsfuld overfor de svage og måske endda civil courage ved at vende sig mod racisme og populistisk konformitet.
Som Seidenfaden og meningsfæller også understregede til hudløshed i forbindelse med Muhammed krisen, handler det heller ikke denne gang om ytringsfrihed. Derfor har det været ham magtpåliggende at insistere på, dels at avisen er på en diplomatisk mission, der skal mindske kultursammenstød i verden og dels at man ikke er gået på kompromis med ytringsfriheden og at forliget ingen konsekvenser har herfor. Seidenfaden udtrykker det således i sit svar til sine journalister 6/3 i Politiken: ”Hvad vores redaktionelle frihed angår, så vedrører aftalen kun de hidtidige genoptryk, den binder ikke Politikken til noget som helst fremdadrettet”. Tværtimod får man tilsyneladende ”en masse til gengæld”, som dialog, fjernelse af spændinger og større forsoning. Men er der noget som helst hold i det eller er det bare tom snak?
Pinligt
Set i det lys må det være pinligt for Seidenfaden, at Yamani efterfølgende har udtalt, at Politiken vil undgå en gentagelse af det, man har anerkendt var en fejl, og som man derfor har undskyldt, nemlig at komme til at fornærme muslimer igen. Således hedder det, at Politiken har “indicated not to reoffend Muslims and their Prophet” og ”To promise not to republish the drawing again”. Så når Seidenfaden forsikrer, at der ikke var noget ”fremadrettet” i forliget, er der enten noget, en af dem har misforstået eller også taler en af dem mod bedrevidende. Her lader det unægtelig til, at det er Seidenfaden, der har et problem, for det giver kun mening at undskylde, hvis man fremover vil undgå at fornærme.
Så enten kan Seidenfaden ikke overskue, hvad han har gang i, eller også forsøger han at dække over det. Under alle omstændigheder ville det være på sin plads, at han redegjorde for, hvad der sker her. Desuden må det være rimeligt at spørge om, hvad det i grunden er, man aldrig mere vil gøre på Politiken. Ligesom det må være interessant at vide, hvem det er, der afgør, hvornår nogen er fornærmet, hvad det er for kriterier, der bliver lagt til grund for følelsen af at blive krænket og hvilke konsekvenser, det bør have. Man får ikke svar på noget af det og det lader til, at man heller ikke har haft lyst til at spørge.
Dog skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, at det nok er det mystiske råd på 95.000 ”efterkommere” af profeten, der afgør den sag. I realiteten vil det sige en lille og magtfuld selvbestaltet gruppe, der påstår at repræsentere intet mindre end verdens knap halvanden milliard muslimer. Men gør de virkelig det? Det er mildest talt stærkt tvivlsomt! Men det har Seidenfaden åbenbart ingen problemer med og han forsøger at gemme alt det problematiske væk i nænsomme fraser. Men faktum er, at Politiken er oppe imod smagsdommere af en helt anden kaliber end normalt og som nu har en berettiget forventning om at Politiken fremover vil opføre sig ordentligt.
Bånd på hånd og mund
Og mon ikke man vil det? For man er nu blevet spundet ind i et net af 'dialog' og 'forsoning', hvor man får en masse til gengæld. Det ville i øvrigt være underligt, hvis man ikke fremover ville være bare en lille smule mere selvkritisk og påpasselig end man var før. Det vil selvfølgelig ikke blive udlagt som selvcensur, men derimod at man er 'kosmopolitisk', 'hensynsfuld' og 'følger med tiden'. I tilgift betoner Seidenfaden at man vil ”udfordre magthavere og dominerende meninger i det danske samfund” (Politiken 6/3). Her er ikke et øje tørt, og det lugter tilmed lidt af kritisk journalistik. Men prisen er altså at man er blevet skødehund for den sorteste reaktion, der har uanede finansielle ressourcer til rådighed, når det kommer til at knægte enhver form for ytring, man ikke bryder sig om.
Så man skal nok ikke forvente, at det bliver de mest kritiske briller man tager på, når det kommer til sensitive emner, altså noget der kan virke stødende. Og det kan alt. Og stadig mere bliver opfattet således, fordi det er politisk formålstjenligt. Man kunne eksempelvis forestille sig, at Seidenfadens nye venner ikke ville bryde sig om, at Politiken skrev om barbariske straffe som piskning, håndsafhugning og halshugning, som praktiseres i Saudi Arabien og andre teokratiske diktaturer. For en sådan udstilling af offentlig tortur og henrettelse kunne smagsdommerpanelet af 'efterkommere' sagtens udlægge som en krænkelse af, hvad deres forfader havde nedskrevet i sin tid. Og sæt nu Politiken havde et billede af handlingen. Ville Seidenfadens nye ven Yamani ringe ham op og fortælle at stamfaderens slægtninge føler sig misforstået og såret og vil anlægge sag, hvis billedet kommer frem?
Forloren kosmopolit
Seidenfaden giver den hele armen som storskrydende kosmopolitisk diplomat, der kommer muslimer til undsætning og går imod den xenofobiske og konformistiske tidsånd her i landet. Men sagen er at Yamani og hans stab er ikke krænkede, ej heller repræsenterer de nogen, der er det. Derimod øjner de en mulighed for at styrke religiøse autoriteters greb om muslimer, hvilket går hånd i hånd med at indskrænke frihed, fordi den er farlig for dem. De gør dét, reaktionære og autoritære religiøse altid har gjort – uanset hvilken religion der er tale om – nemlig at angribe ytringsfrihed og frihedsrettigheder i øvrigt. For den slags folk har aldrig brudt sig om kritik og selvstændig tænkning og de vil gøre alt, hvad de kan, for at lukke munden på folk.
Men det er måske også okay for Politiken, når ytringsfrihed bliver brugt uansvarligt!?