Fri Debat

Vi har tøvet over for den islamistiske voldstrussel

Af Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt, 13-02-2013

Endnu ved ingen med sikkerhed, hvem der stod bag attentatforsøget på Lars Hedegaard.

Men det er ikke kun et kvalificeret gæt, at det kommer fra islamistisk side eller fra folk, der sympatiserer med islamister. Attentatforsøget har de facto allerede haft sin virkning, i og med det har skabt frygt.

De, der skal skræmmes, ved, hvem de er. Medmindre vi alle skal pålægges tavshed om dette faktiske attentat, såfremt gerningsmanden ikke pågribes, og hans identitet aldrig bliver kendt, så bliver vi nødt til at vurdere truslens eskalering ud fra den sandsynlige formodning, at det rent faktisk er islamister eller sympatisører, der står bag.

Det, Lars Hedegaard er kendt for i offentligheden, taler for det, og handlingen føjer sig i øvrigt ind i et makabert mønster.

Med angrebet på islamkritikeren og provokatøren Lars Hedegaard er der sket en optrapning af det islamistiske pres mod ytringsfriheden.

Læs mere: Vi har tøvet over for den islamistiske voldstrussel

Uffe Ellemann lider af Mescalero-syndromet

Af Jens-Martin Eriksen, 02-01-2013

jens-martin eriksen

Appeacementpolitik overfor islamisme fører til kynisme og moralsk sammenbrud.

Med udbruddet af karikaturkrisen begyndte den tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen at argumentere for, at der er visse kompromiser, man må indgå i forhold til friheden til at ytre sig.

Det gør han bl.a. rede for i sin takketale til Den Danske Publicistklub i marts 2006. Men for at skabe legitimitet for sit synspunkt besværer han sig over, at der tilsyneladende er en tendens til at vise intolerance over for det, han definerer som 'meningsfriheden'.

Hermed mener han, at man som modstander af publiceringen af karikaturerne bliver defineret som modstander af ytringsfriheden og dermed udgrænset som bærer af et antidemokratisk synspunkt. Denne påståede stigmatisering er naturligvis møntet på ham selv.

Han tager dog ikke hensyn til, at hans eget synspunkt i denne internationale krise også er helt nyt: Det drejer sig ikke om at være enig eller uenig med de udsagn, der er udtrykt i karikaturerne, men om at bestride det moralsk retfærdige i overhovedet at fremføre disse synspunkterMed udbruddet af karikaturkrisen begyndte den tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen at argumentere for, at der er visse kompromiser, man må indgå i forhold til friheden til at ytre sig.Det gør han bl.a. rede for i sin takketale til Den Danske Publicistklub i marts 2006. Men for at skabe legitimitet for sit synspunkt besværer han sig over, at der tilsyneladende er en tendens til at vise intolerance over for det, han definerer som 'meningsfriheden'.

Med udbruddet af karikaturkrisen begyndte den tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen at argumentere for, at der er visse kompromiser, man må indgå i forhold til friheden til at ytre sig.

Hermed mener han, at man som modstander af publiceringen af karikaturerne bliver defineret som modstander af ytringsfriheden ogdermed udgrænset som bærer af et antidemokratisk synspunkt. Denne påståede stigmatisering er naturligvis møntet på ham selv.

Læs mere: Uffe Ellemann lider af Mescalero-syndromet

Breiviks vanvid og krigen i Europa

Af Jens-Martin Eriksen, 10-04-2012

jens-martin eriksen Anders Breivik er politisk højreterrorist og nationalist og ikke en apolitisk gåde. En beskrivelse af hans udåd i et europæisk perspektiv.

I de seneste år har den politiske modernitetskritik vundet momentum i Europa. Men den er, som mange andre tendenser, ikke nogen entydig bevægelse. Den spænder fra nationalistiske og nationalkonservative folkepartier i Vesteuropa og til en kristen-nationalistisk vækkelse, som den man ser i Serbien, og til spektakulære terrorhandlinger som Breiviks. Desuden er den repræsenteret på den modsatte fløj i muslimske indvandrerkulturer.

I Vesteuropa finder vi ikke den sinistre alliance mellem nationalistisk, kulturel højrefløj og kirkelige magtcentre som i Serbien. Den serbisk ortodokse kirke var under folkemordet på de bosniske muslimer med til ideologisk at legitimere forbrydelserne, og i dag er institutionen aktiv i en kampagne om benægtelse af skyld. Samtidigt er kirken en aktiv medspiller i forhold til klerikalt-fascistiske bevægelser, der bl.a. står for voldelige overfald på Gay Pride. Serbien er således en enkeltstående case, men kun i kraft af radikaliteten af den voldelige modernitetskritik og dens integration i samfundsmæssige institutioner. For strukturelt er den gjort af samme stof som modernitetskritiske partier i Vesteuropa.

I vores del af Europa findes der også en variation af den samme kulturbårne ideologi, som eksisterer i Serbien. Grundantagelsen er, at der findes uoverstigelige forskelle mellem samfundenes religiøse grupper. Krigen mellem kristendom og islam, der spænder fra masseanvendelse af vold på Balkan til lavintensive, ideologiske borgerkrige i er uundgåelig. Ekstreme kristelige nationalister vil gå så langt som til at påstå, at den også er ønskelig, for ved kampen viser religionen sig som betydningsdannende for et folks eksistens.

Den grundlæggende motivation og identitet i modernitetskritiske partier er følelsen af, at den nationale kultur er truet. Man vil undertrykke symboler på muslimsk kultur i vid forstand ved at forbyde opførelse af moskeer – eller i det mindste spænde ben for disse projekter. Man vil forhindre anlæggelse af muslimske begravelsespladser, man vil forbyde individer at ytre sig på en bestemt måde. Kulturen er det operationelle felt, som politikken primært må fokusere på, da alle andre områder er afhængig af denne.

Et af de slag, der har stået om den nationale kultur i et af de europæiske lande de seneste år, har været folkeafstemningen om forbuddet mod opførelse af minareter i Schweiz i november 2009. Før afstemningen fik man op til 52 % i opinionsundersøgelser til at bekende deres nej til forbuddet. Men alene i stemmeboksen prøvede 57 % af schweizerne alligevel uden overvågning at støtte initiativet. I landsbyen Champoz i Jurabjergene stemte 93 % af bjergbønderne for forbuddet mod minareter. Dog kender man ingen muslimer dér. Men man ser dem som et andet folk, der lever for sig selv, og som ikke blander sig med schweizerne, og som er i gang med at bygge deres egen stat.

Der gemmer sig en kompleksitet i den nu berømte afstemning, der i realiteten kom til at handle om mere end minareterne som religiøse bygninger. Den blev reelt en slags opinionsmåling for, hvordan man forholder sig til muslimer helt generelt – samt til de udemokratiske muslimske dogmer, der praktiseres, og som ellers ikke antastes af det politiske establishment og det liberale mediokrati og kulturliv. Her hersker der fortielse eller uvidenhed om dogmer som apostasiforbud, altså forbuddet mod at skifte religion for muslimer og forbuddet for kvinder til at gifte sig med ikke-muslimske mænd. Som de eneste mindretal integrerer muslimer sig ikke i familier fra den oprindelige befolkning og gifter sig ikke med nogen derfra, hverken i Schweiz eller i noget andet europæisk land. De bigotte dogmer, der understøtter denne adskillelsens politik håndhæves imidlertid ikke af nogen domstol, men af familie, religiøse institutioner og omgangskreds. Desuden hersker der en voldelig aversion mod homoseksuelle. Men intet af dette eksponeres og undersøges seriøst af mediokratiet og det politiske establishment eller kulturlivet. Ved afstemningen bød der sig for liberale schweizere en mulighed til for at protestere over disse forhold ved at støtte minaretforbuddet fremsat af det schweiziske folkeparti UDC.

At et monokulturalistisk parti ikke blot argumenterer for sin sag med kultur, men også i visse sammenhænge stiller op for Oplysningen og menneskerettighederne mod sine modstandere er med til at komplicere billedet af den ideologiske kamp. Dansk Folkeparti har også på flere områder, i dets strid med muslimske kulturudtryk, argumenteret på et oplysningspolitisk grundlag, hvor man fører principper som ligeværdighed og ytringsfrihed og åndelig frihed i front. Dette er sket i kampen mod segregationistiske initiativer. Disse omfatter det, der eufemistisk benævnes som ”retspluralisme”, og som indebærer at man overlader individerne fra mindretalskulturen til religiøse institutioners retshåndhævelse. Muslimske kulturalister har plæderet for adskilte svømmehaller og andre faciliteter, foredragssale osv., således at man har kunnet holde en fysisk adskillelse i hævd mellem individer af forskellige kulturer og køn. Desuden har DF støttet Jyllands-Posten med ytringsfrihedsargumenter.

Som fronterne blev aftegnet ved den schweiziske folkeafstemning om minareter, således ser vi også et lignende mønster danne sig i Danmark. DF anvender oplysningspolitiske doktriner i sin kamp. Og det sker i situationer, hvor andre politiske kræfter enten tier eller endog helt uprincipielt plæderer for positive undtagelser, når det gælder muslimsk kulturs uforenlighed med demokrati og menneskerettigheder. Men de oplysningspolitiske argumenter anvendes selektivt, derved at de eksklusivt skal servicere et kulturalistisk formål. Man kritiserer aldrig sin egen kulturs monopoliserende dominans. Det gælder om at undertrykke al fremmed religion, da man opfatter det nationale fællesskab som en religiøs menighed, hvor der ikke er plads til andre. Hvor det monokulturalistiske DF i mange henseender således udstiller sig xenofobisk, da har venstrefløjen (og Dagbladet Politiken) været karakteriseret ved xenofili. Men disse to tilgange til det kulturelt fremmede er begge provinsielle og uoplyste, idet de i en pervers grad enten afskyer eller ukritisk dyrker det fremmede.

Dansk Folkeparti har været i stand til at samle en række intellektuelle i partiet og i dets frontorganisation Trykkefrihedsselskabet. Desuden har man kritikere på især Kristeligt Dagblad og Jyllands Posten, der artikulerer partiets grundholdninger. Og disse intellektuelle forstår sig selv som en art modstandsbevægelse. Ikke kun mod selve fjenden, den voldelige islamisme. Men også imod hvad man opfatter som den intellektuelle islamismes indflydelse på venstrefløjen og blandt venstreliberale. Dagbladet Politiken, eller Systemet Politiken, som det hedder i den paramilitære retorik, er den ideologiske hovedmodstander.

Man kan i denne forbindelse fremhæve den tidligere biskop i Roskilde Stift, Jan Lindhardt, således som han udtrykker sine synspunkter i erindringsbogen Det skal råbes. For ham kommer billedet af den aktuelle konfrontation mellem kristendom og islam til udtryk ved omdrejningspunkterne 11. September og Karikaturkrisen. Han skriver; ”Det er en foruroligende situation, men set i et historisk perspektiv er det ingen ny situation, for det har vekslet mellem fred og krig i kristendommens 1.400 år lange historie med islam”. Og vi befinder os ifølge Jan Lindhardt i en krigstilstand, som har forskellig karakter, alt afhængig af hvor på frontlinjen mellem kristendom og islam vi befinder os i tid og rum. På Balkan har den kamp for 17 år siden haft én karakter. Jan Lindhardt har tidligere udtrykt det sådan, at man måtte have naturlig sympati med ”sine egne”, de kristne serbere, i krigen mod muslimerne i denne konflikt.

Kristendom og islam er som ild og vand. Samlivet med islam er en tikkende bombe, og der er hele tiden fare for en religionskrig. Sådan må man forstå Jan Lindhardt.

Men hvilken forbindelse er der mellem disse modernitetskritiske tendenser i Europa, der her er beskrevet, og så de kulturideologier, der var bevæggrunden for krigen mellem Serbien og Bosnien i begyndelsen af halvfemserne? Det var grundlæggende en strid mellem den serbiske territorial-nationalisme og den islamiske religions-nationalisme. Altså en konflikt, der fuldstændigt følger det samme mønster, som der er skitseret her i andre europæiske lande. Forskellen er imidlertid – og det er den helt afgørende forskel - at der i den balkanske dødsfælde ikke var nogen demokratisk stat eller noget demokratisk synspunkt til at mediere mellem de to stridende nationalismer. Det var den aggressive serbiske nationalisme med appetit på at indlemme store områder i Bosnien, hvor der bor serbiske mindretal, der stod overfor en enfoldig sekteriker, den religiøse-politiske leder Alija Izetbegovic og hans islamistiske parti. I denne strid lod den serbiske kirke sig velvilligt instrumentalisere ideologisk, således at man kunne føre de nationalistiske ideer ud i livet. Og de europæiske kirker og kristne organisationer ignorerede dette spil, hvor kristendommen ideologisk blev spændt for folkemordskrigen mod de civile muslimer. For den græske kirkes vedkommende støttede man direkte krigsførelsen mod de civile muslimer både ideologisk og logistisk. Man afholdt fælles gudstjenester på steder, hvor udrensninger for nyligt havde fundet sted, man velsignede den serbiske belejring af Sarajevo og man indsamlede midler til krigsførelsens humanitære organisationer. ”Etnisk udrensning” blev det frygtelige, men eufemistiske udtryk, der kom til at kendetegne denne aggression. Et kristent folkemord på de bosniske muslimer er mere præcist.

I dag findes der stærke kristne og nationalistiske bevægelser, som er opstået i Serbien efter krigene. Her får den monokulturalisme, der her er beskrevet, og som findes overalt i Europa, sit fuldgyldige udtryk i kraft af en eksplicit og intellektuelt baseret kritik af modernitet og kulturel relativisme. Dele af kirken er forlovet med kredse i de radikale bevægelser, Dveri Srpske og Obraz, og man er sammen med disse fælles om militant at bekæmpe homoseksuelles manifestationer, moderne rettighedsideologi og mindretal. I visse henseender går man imod det liberale demokrati.

Den radikale nationalist Anders Behring Breivik er som bekendt blevet karakteriseret som ”paranoid skizofren”, og denne diagnose kan andre end indviede fagfolk begribeligvis ikke have nogen mening om. Men dersom denne psykiatriske diagnose også kommer til at fungere som en politisk diagnose, der skal forklare hans udåd den 22. juli, da vil den fremstå som en mystificerende trylleformular, der skal bortforklare den politiske virkelighed, som Breivik med sin forbrydelse forsøgte at intervenere i. For det gjorde han efter ikke blot sit eget rationale ganske logisk. Men han handlede også begribeligt som politisk højreorienteret terrorist. Man kan sammenligne karakteren af hans udåd med andre politiske forbrydelser i nyere tid, så som de serbiske massakrer på de bosniske muslimer. Han henviser gentagne gange til den serbiske krigsførelse som det moment, der åbnede hans øjne, ligesom han påstår, at have haft kontakter til den serbiske højrefløj. Anders Behring Breiviks udåd har ikke blot det monstrøse tilfælles med de serbiske massakrer i dens omfang og i dens krævende planlægning, men den indgår tillige i det samme politiske mønster, som det er beskrevet ovenfor, hvor man er motiveret af sin egen kulturbårne ideologi mod islam og muslimer. Anders Behring Breiviks manifest, der kontekstualiserer hans terrorhandling, er som bekendt en mangfoldig blanding af konservativ nationalisme og militant kristendom. På disse områder har han helt komplementære holdninger med de serbiske forsvarere for krigen mod de bosniske muslimer. En sammenligning mellem Anders Behring Breiviks terroranslag og den serbiske masterplan for massakrer på civile muslimer er derfor absolut rimelig og relevant for at forstå den politisk motiverede beslutsomhed, der ligger bag hos gerningsmændene.

Handlingernes planlagte karakter for udryddelsen og fordrivelsen af de bosniske muslimer er nu hævet over enhver tvivl. Men ingen af de politiske eller religiøse ledere er mig bekendt blevet erklæret for psykisk syge og uegnede til straf til trods for forbrydelsernes monstrøsitet. Nogen af dem er oven i købet selv psykiatere. Det er bl.a. derfor også svært at forstå hvor i den norske undtagelse skulle bestå, når man vurderer at Anders Behring Breivik, der ligeledes har begået en monstrøs, men krævende logistisk forbrydelse, skulle være uegnet til straf.

Det er bemærkelsesværdigt, at offentligheden i timerne umiddelbart efter bombeanslaget i Oslo tilskrev handlingen en islamistisk terrorgruppe. Først senere ændrede man opfattelse. Man var altså i stand til at tilskrive to forskellige grupper af terrorister med nominelt diametral forskellig politisk ideologi den selvsamme politiske forbrydelse. Med Mohamed Merah i Toulouse forholdt det sig omvendt. Her gisnede man først om, at mordene på soldater med arabisk baggrund i den franske hær og nedskydningen af jødiske børn måtte tilskrives en nazistisk gruppe. Senere blev man klogere.

Men det spørgsmål, der bliver stående er naturligvis også, om hvor vidt højrenationalisten Anders Behring Breivik og islamisten Mohamed Merah virkelig er så forskellige? De er ganske vist modstandere, men de er homologe modstandere. De står substantielt for det samme. De er begge imod moderniteten, det liberale demokrati, sækularisme, lige rettigheder for majoritet og minoritet – og imod kulturel diversitet og personlig frihed. Der er således med Breiviks indtræden på scenen og hans islamistiske modpart Mohamed Merah blevet trængsel på den voldelige og ekstreme højrefløj.

Svaret på denne politiske udfordring er ikke at bortforklare Breiviks udåd som gådefuldt og uforklarligt vanvid eller at klynke ved at stille sig tilfreds med facile og banaliserende forklaringer på Mohamed Merahs forbrydelse hentet i hans sociale baggrund.

Det er heller ikke et passende svar at forsøge at kvæle kritikken af den ene gruppes politiske eller kulturbårne modernitetskritik. Med denne strategi ender man blot med uafvidende at blive medløber for den anden strømning på den ekstreme højrefløj – enten for de højreekstreme islamister eller for deres homologe modstandere på den nationalistiske højrefløj.

Udfordringen er derimod at eksponere, undersøge og forstå og konfrontere den politiske modernitetskritik, uanset om den bæres frem af kristne overlevede traditioner, anakronistisk muslimsk kultur eller for kristendommens og islams vedkommende: sentimental religion.

Publiceret som Politikens kronik, torsdag den 5. April 2012.

Jens-Martin Eriksen er forfatter. Seneste udgivelse er ”Fra skorpionernes verden” - se introfilm og tekst fra denne bog på: www.jensmartineriksen.dk

Læs mere: Breiviks vanvid og krigen i Europa

De lave forventningers racisme

Af Jacob Mcangama, 16-02-2012

Det er trods alt nok de færreste danskere, der havde problemer med Muhammed-tegningerne, der også støtter den groteske udvikling i Saudi-Arabien og mange andre muslimske lande. Men i bund og grund er Muhammed-krisen og anholdelsen af Hamza Kashgari to sider af samme sag.

Suk. Dyb indånding. Orker man virkelig at skrive endnu et indlæg i den endeløse debat om islam og ytringsfrihed, som vi har ført siden 2005 i dette land? Har de forskellige parter ikke sagt alt det, der er at sige om denne sag? Er det ikke på tide at komme videre?

Desværre har virkeligheden det med at gribe forstyrrende ind, når mennesket ønsker at fortrænge ubehagelige og urovækkende tendenser. Den seneste udvikling, der gør det pinedød nødvendigt at fortsætte diskussionen om islam og ytringsfrihed, er udleveringen af den saudiarabiske journalist Hamza Kashgari til Saudi-Arabien.

Kashgari havde på profeten Muhammeds fødselsdag tweetet sin tvivl om Muhammeds status som profet. Det udløste en sand orkan af had og religiøs intolerance med både statslige, religiøse og folkelige krav om dødsstraf.

Læs mere på jp.dk.

Austin Dacey foredrag: Blasfemiens fremtid

Fri Debat har inviteret den amerikanske filosof, forfatter og menneskerettighedsaktivist Austin Dacey til at holde et foredrag om ytringsfrihed, sekularisme og blasfemi.

Det finder sted d. 2. februar Kl. 19.00, i Admiral Gjeddes Gaard, Store Kannikestræde 10 A, 1169 København K.

Vært og ordstyrer: Jacob Mchangama.

Arrangementet er gratis og åbent for alle, men for at få et overblik over antallet af deltagere, bedes man melde sig på Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Der vil være mulighed for at købe drikkevarer.

Læs mere: Austin Dacey foredrag: Blasfemiens fremtid

Nausea in Paris

By Frederik Stjernfelt, 14-11-2011

It is with an increasing feeling of sickness you follow the incidents around the Parisian weekly Charlie Hebdo and its special issue on sharia prompted by the political developments in Libya and Tunisia.
Early in the morning of November 2nd, a a window was broken and a Molotov cocktail thrown into the premisses of the weekly which burned out. By sheer luck, nobody was hurt. In the expectedly strong reactions against this attack on free speech, disturbing voices and events intervene. Initially, the asylum offered to the publishers by the daily Libération constituted a encouraging event - one voice supporting the other against threats to free speech.

But the larger picture develops alarmingly. Nobody has claimed responsibility for the attack as yet, but it is hardly a far-fetched guess that the attack is connected to the publication of the special issue named Charia Hebdo on the same day as the attack. Thus, the incident constitutes a radical resurgence of religious curtailment of free speech - and this in the midst of one of the very cradles of freedom of expression. It was in Paris that free speech was first established as a stable legal fact in the 1789 Declaration of the Rights of Man - after a protracted and bitter struggle over decades between radical Enlightenment on the one hand and the Catholic Church and French Absolutism on the other - a history ripe with burning books prefiguring the burning piles of Charlie Hebdo copies Tuesday night.

Læs mere: Nausea in Paris

Hvad ville Brandes sige?

Af Rasmus Fonnesbæk Andersen, 02-11-2011

Hvad ville en genopstanden Georg Brandes mene om Muhammed-tegningerne, forbud mod sexkøb, rygeloven, racismeparagraffen - og ikke mindst om de bitre mænd og kvinder, der i dag går for at være kulturradikale?

For 140 år siden i morgen, 3. november 1871, holdt den store danske litterat, kritiker og samfundsdebattør Georg Brandes sin forelæsning Indledning til Hovedstrømninger i det 19de Århundredes Litteratur. I den danske litteratur- og idéhistorie er begivenheden blevet ophøjet til mytologi som startskuddet for Georg Brandes’ oprindelige kulturkamp mellem oplysning, civilisation, fornuft, rationalitet og sekularisme på egen side og deroverfor formørkelse, barbari, obskurantisme, metafysik og religion.

Men der synes at være et brud et sted i den kulturradikale kongerække, hvis fremmeste repræsentanter i dag omfatter Klaus Rifbjerg, Georg Metz og Carsten Jensen. Uoverensstemmelsen mellem det 21. århundredes kulturradikale og Georg Brandes’ (og senere Poul Henningsens) modernitetsprojekt om den enkeltes og samfundets frigørelse fra traditioner, stammetænkning, religion og metafysik lader sig ikke fornægte.

Læs mere på b.dk.

Lars von Trier and the dogma of hate speech

Af Jacob Mchangama, 17-10-2011

On 5 October, it emerged that a French prosecutor has opened an investigation against Danish film director and screenwriter Lars Von Trier for ‘justifying war crimes, crimes against humanity or inciting to racial hatred’. But while Von Trier may have said some stupid and distasteful things, the criminal law has no place in regulating what people say.

The investigation follows a complaint relating to Von Trier’s comments during a press conference at the Cannes Film Festival earlier this year. At the press conference, Von Trier said, among other things, that he ‘understood’ and had ‘a little sympathy’ for Hitler. He also made rambling comments about being a ‘second-rate Jew’ as well as a Nazi and that he was in ‘favour of Jews’ but not ‘too much’ because ‘Israel is a pain in the butt’.

Trier also repeatedly said that he was joking and ‘how can I get out of this sentence? OK, I’m a Nazi.’ No doubt Von Trier – accustomed to an indulging media treating his every non sequitur as a revelation – thought he was being provocatively witty. Von Trier only realised he had crossed the line when it was too late and the damage had already been done. Trier’s comments were rightly condemned as inappropriate by everyone from his cast to the director of the Cannes Festival who even decided to expel Von Trier. But while Von Trier’s comments were in very poor taste, they were more likely to induce severe cringes than incite hatred against Jews or enthusiasm for Hitler and the Nazis.

Læs mere på spiked-online.com.

EU-pres på ytringsfriheden

Af Jacob Mchangama, 10-10-2011

Den tværpolitiske enighed om nødvendigheden af hate speech-lovgivning bør få et skud for boven med von Trier-sagen. Den viser de absurde resultater ved at vælge at kriminalisere ord. Danmark må som under Muhammed-krisen insistere på ytringsfrihedens fundamentale værdi.

Den franske anklagemyndighed har for nylig anmodet politiet i Danmark om at afhøre filminstruktøren Lars von Trier. Anmodningen sker på baggrund af, at de franske myndigheder har iværksat en undersøgelse af von Trier for overtrædelse af den franske presselov, der bl.a. forbyder, at »undskylde krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden« samt »opfordringer til had«.

Læs mere på jp.dk.

Kinesiske tilstande i Storbritannien?

Af Jacob Mchangama, 17-08-2011

Som følge af optøjerne i London har David Cameron og andre britiske politikere luftet mulighederne for at blokere for sociale medier som Twitter samt Blackberry Messenger (BBM) under uroligheder, da sociale medier og BBM har været brugt til at organisere optøjer. Uroligheder skyldes naturligvis ikke sociale medier, men en del tyder alligevel på, at brugen af sociale medier som Twitter samt instant messaging via BBM har spillet en rolle i at organisere urolighederne. Burde man i så fald ikke acceptere, at myndighederne lukker ned for eksempelvis Twitter og BBM i afgrænsede områder under ekstraordinære omstændigheder? Efter min opfattelse bør svaret være nej, selvom man naturligvis bør og kan straffes efterfølgende for at sende beskeder, der klart opfordrer til vold og ulovligheder.

Der er både principielle og praktiske grunde til at sige fra overfor blokering af sociale medier. Først og fremmest er ytrings- og informationsfrihed en helt grundlæggende rettighed, og at afskære adgang til sociale medier for alle – ikke kun en mistænkt - er derfor et meget vidtgående indgreb. Ytringsfriheden er ikke absolut, og indgreb kan således retfærdiggøres bl.a. for at sikre den offentlige orden mod uroligheder. Men sådanne indgreb bør være egnede til formålet og stå i et rimeligt forhold til det formål man forfølger. Og det er i særdeleshed på dette punkt, forslaget halter.For det første er optøjer og uroligheder ikke et nyt fænomen, der er opstået som følge af sociale medier. London og Storbritannien har en lang historie med optøjer.

Læs mere på Mchangamas blog Retsstaten på b.dk.

Hate Speech and Anders Breivik

Af Jacob Mchangama, 03-08-2011

The despicable terrorist attack in Norway has raised the question of whether free speech can lead to murder, and if so whether more should be done to restrict hate speech on the Internet and elsewhere. Once again, terrorism is threatening not only the security of citizens, but also their most cherished freedoms, and those most essential to addressing moral and social challenges.

The head of the Social Democratic party in Germany, Sigmar Gabriel, stated that “xenophobia and nationalism in the region fostered the attacks in Norway” and that “the center of society has to make clear that there is no room for this with us, even for sanitized versions.” Thorbjørn Jagland, former prime minister of Norway and current chairman of the Nobel Peace Prize Committee, warned politicians — citing specifically Britain’s David Cameron — “to be very careful how we are discussing these issues, what words are used . . . the words we are using are very important because it can lead to much more.”

Læs mere på nationalreview.com.

Flere artikler...

Side 1 ud af 12

Første
Forrige
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
Næste
Sidste